Intens spænding i København
Da 1. verdenskrig i slutningen af juli 1914 var ved at bryde ud, fulgte den danske befolkning begivenhederne med intens interesse. Der var stor nervøsitet og spænding. Hvad ville det betyde for Danmark?
Der var ganske vist hverken radio eller TV, men telegrafen og telefonerne forsynede aviserne med oplysninger om begivenhederne, så man næsten kunne følge dem minut for minut. De københavnske aviser udkom med flere ekstraudgaver om dagen, og løbesedler fortalte om de seneste nyheder.
I Scalabygningen tæt ved Rådhuspladsen vistes telegrammerne som lysbilleder og Berlingske Tidende oprettede en telefonavis.
Provinsaviserne fortalte om panik i København. ”Run på Bankerne. – Vilde Rygter. – Folk raser. – Skal Bankerne lukkes? – En ganske hysterisk optræden.”
På børsen faldt aktierne dramatisk og folk strømmede til bankerne for at tage deres penge ud. En kendt bankmand forsøgte at berolige gemytterne: ”Det er uforstaaeligt hvilken Interesse man kan have af denne Stemning, men det er en Stemning, der let kan give Bagslag, fordi den undergraver Tilliden til hele vort Bankvæsen. I Provinsen synes man ogsaa at tage hele Sagen med mere Ro”.
Forholdsvis roligt i provinsen
Det gik mere stille af sig i provinsen, men på feriestederne oplevede man spændingerne. Folk forlod hotellerne nærmest i panik. Bornholm blev særlig hårdt ramt, for næsten alle turister kom fra Tyskland.
Den 31. juli var krigen en kendsgerning. Østrig-Ungarn erklærede Serbien krig og efter nogle dage var de europæiske stormagter i krig med hinanden.
Kongens erklæring
Den 2. august udsendte kongen/regeringen en erklæring til alle danskere. Den blev offentliggjort i aviserne og slået op rundt om i landet. Da man slog erklæringen op på Karstens Hotel i Skagen blev den modtaget med bifald af gæsterne og hele forsamlingen rejste sig spontant og afsang nationalsangen. Det måtte man gøre uden musikledsagelse, for orkestret, der bestod af tyskere var rejst hjem for at indtræde i hæren.
Hvad ville der ske, ville Danmark blive inddraget i krigen? Regeringen erklærede straks – som det fremgår af ovenstående erklæring – Danmark for neutralt. Men ville de krigsførende parter acceptere det? Det var der stor usikkerhed om. Belgien havde også erklæret sig neutralt, men det blev ikke respekteret. Tyskland angreb Frankrig gennem Belgien med forfærdelige følger for det belgiske folk.
Den tyske ambassadør i København meldte sig, straks da krigen var en kendsgerning, med et krav, der kunne have inddraget Danmark i krigen. Han krævede, at Danmark smed miner ud i bælterne og Øresund. Formålet var naturligvis at forhindre englænderne i at angribe Tyskland gennem de danske farvande.
Dette satte Danmark i en svær situation. Fulgte man ønsket, kunne England opfatte det som en fjendtlig handling. Stor uenighed i regeringen, og kong Christian X fik det afgørende ord: Man fulgte tyskernes ønsker. Og så holdt man vejret – men englænderne accepterede. De havde intet ønske om at angribe Tyskland gennem de danske farvande.
Neutralitet
Nu skulle neutraliteten så opretholdes. Det var en opgave, der optog regeringen gennem alle krigsårene.
Allerede 4. august kunne Skagens Avis fortælle, at ”I dag afrejste med Toget 2,15 Maler Niels J. A. Sjøbeck, Maler Hugo Koch, Cementstøber Thomas Chr. Olesen, alle af Aargang 1909 …” De nævnte herrer – og mange flere – var blevet indkaldt til tjeneste ved 29. og 30. bataillon. Neutraliteten skulle forsvares!
Væbnet neutralitet
Ifølge militærhistorikere var det danske forsvar af en anseelig styrke. For ikke at provokere kaldte man forsvaret for Sikringsstyrken (ikke Hæren). Det opgives, at den bestod af op mod 60.000 mand. Så stærk, at en stormagt, der var engageret i alvorlige krigshandlinger, ikke uden videre kunne sluge landet.
Gennem hele krigsperioden holdtes der store efterårsmanøvrer, og ustandseligt blev der indkaldt reserver. Militært udbyggede den radikale regering også forsvaret af København ved at færdiggøre bl.a. Mosede Fort i Køge Bugt. Samtidig blev både hærens og marinens flyvevåben forstærket med et stort antal maskiner.
Flåden
Det blev først og fremmest Flåden, der kom til at bære vægten af neutralitetsbeskyttelsen. Ifølge Johnny E. Balsved, der har skrevet om den danske flådes historie på www.navalhistory.dk : ”For første gang i mere end et hundrede år var Danmark velforberedt, både politisk, materielt og personelt”.
I alt skete der ifølge Johnny E. Belsved 164 neutralitetskrænkelser 1914-1918. Befalingen om at rigge flåden klar til aktion blev givet allerede den 31. august, samme dag som Østrig-Ungarn erklærede Serbien krig. 23 timer senere var hovedparten klar til aktion, to døgn senere var hele flåden klar.
De radikale oprustede
Ironisk var det, at det var en radikal mindretalsregering, der måtte føre en politik, der forstærkede militæret. Det radikale Venstre var i 1905 dannet af udbrydere fra Venstre bl.a. på grund af en skeptisk holdning til krig og militær.
Regeringen og det diplomatiske korps måtte hele krigen igennem udfolde store anstrengelser for at håndhæve neutraliteten. Neutraliteten gjorde, at Danmark havde mulighed for at handle med både Tyskland og England, men diplomatiet måtte anstrenge sig til det yderste for at overbevise tyskerne om, at det også var til fordel dem, at Danmark også handlede med englænderne – og omvendt med englænderne.
Grænserne lukkes
Da krigen brød ud ændrede hverdagen sig for danskerne. De første ændringer kom næsten øjeblikkeligt. Grænserne mod Tyskland lukkedes. Hvor man før krigen bare kunne rejse ud i Europa, stødte man ind i barrierer og forhindringer.
Da krigen brød ud havde boghandlermedhjælper Knud Engsig, der var ansat i Zürich, besøg hjemmefra: ”tre danske studenter, frederikshavnerne Svend Engsig og Niels Hegelund og Stender af Hjørring”. De forlod de alle straks Zürich med kurs mod Danmark, da krigen var en kendsgerning. ”Alt gik vel indtil den dansk-tyske Grænse, da Studenterne, der bar Studenterhuen med den danske Kokarde, holdtes tilbage og førtes til Politistationen.
Der skulle være kommen en Meddelelse om, at der i Toget var sunget danske Nationalsange, og man havde dem med Kokarderne mistænkt”. Knud Engsig måtte rejse videre uden studenterkammeraterne. Disse blev dog hurtigt løsladt, men ankom til Frederikshavn med et halvt døgns forsinkelse. (Frederikshavns Avis)
Hjem fra Wien
En ung dame, Frøken Emilie Backhaus hastede hjem fra Wien og kørte op gennem Tyskland, stærkt forsinket af et mylder af soldater, der skulle med togene. Til sidst var der ikke mere plads i togene, ”men saa kravlede de op på Taget. Mange af dem blev fulgt til Toget af deres Hustruer. Det var hjerteskærende at se de Afskedsscener, der blev udspillet. Enkelte Steder var der Kvinder, der faldt i afmagt af Sorg over Adskillelsen.” Denne reaktion stod i skærende kontrast til hendes oplevelser i Wien, hvor krigsbegejstringen var stor.
Da frk. Backhaus nåede frem til Berlin ”var der en Bunke nysgerrige Mennesker, der omringede os og spurgte om Nyt fra Wien. Censuren var saa streng, at næsten intet Nyt var kommet igennem (Dagbladet ”København”)
Dette blev hverdagen for befolkningerne: censur. Danmark slap forholdsvis let, men der kom krav om, at alle telefonsamtaler kun måtte føres på dansk, svensk eller norsk. Ligeledes blev der forbud mod ”offentlig i Tale eller Skrift at omtale Bevægelser af Skibe, der befinder sig i, losser og lader, afgaar fra eller ankommer til danske Havne”.
De stakkels belgiere
Danmark undgik lykkeligt de krigsførendes skæbne og herhjemme samlede medfølelsen sig om de stakkels belgiere, der mod deres vilje var trukket i krigen. Da meldingerne om følgerne for belgierne begyndte at indløbe, startede man en indsamling, der skulle afhjælpe nøden for de op mod et hundrede tusinde børn, der var blevet hjemløse. Overalt i Danmark holdtes der arrangementer, hvor overskuddet gik til belgierne.
Skibsfarten
Det var skibsfarten, der i første række kom til at mærke følgerne af krigen. De skibe, der havde været vant til de frie forhold på havene, måtte nu finde sig i at de krigsførende parter bordede skibene, undersøgte ladningerne og – hvis man ikke kunne gennemskue situationen – opbragte skibet.
Eventuelt blev ladningen konfiskeret. Et af de første danske skibe, der oplevede det, var frederikshavnerkutteren ”Nordjylland”, der af en tysk torpedobåd blev beordret ind til Cuxhaven, hvor den 5 mand store besætning blev interneret. Efter nogle uger blev skib og besætning frigivet – for igen senere at blive opbragt. Da den i anden omgang blev frigivet og kom til Esbjerg Havn, blev skibet modtaget af en stor mængde mennesker, ”der viste stor Glæde ved at se den saa længe savnede Kutter tilbage med Besætningen i god Behold”.
Forbud mod videresalg skaber problemer
De økonomiske forhold under krigen vil blive behandlet i en senere artikel, men opretholdelsen af den danske neutralitet fik dybtgående virkninger i de områder af landet, der stod i forbindelse med de øvrige skandinaviske lande.
I 1916 fik de handlende i Skagen brev fra regeringen: ”Den engelske legation har – med henblik paa den svenske og norske Fiskerflaade i vore Farvande – forlangt af os, at der ikke, saa længe Krigen varer, maa udleveres vore Artikler (Petroleum, Benzin og Brændselsolie) til svenske og norske Fiskere, som direkte eller indirekte sælger deres Fangst til Eksport til Storbritaniens Fjender.” Dette var et stort slag for Skagen, men også for de svenske og norske fiskere, for både Norge og Sverige var meget hårdere ramt af økonomiske indskrænkninger end Danmark. Det var vanskeligt at overholde dette forbud.
Mange svenske fiskere forsøgte at tiltuske sig varer, det lykkedes nok i nogle tilfælde, men i flere tilfælde blev deres indkøb konfiskeret og i et enkelt tilfælde kom synderen i fængsel for at have forfalsket en toldseddel. Også et par af de handlende i Skagen fik bøder for at sælge til de svenske fiskere efter lukketid.
Neutraliteten lykkedes
Danmark slap gennem verdenskrigen på nådig vis og bestræbelserne for at bevare status som neutralt land lykkedes. Hårdest var søfarten ramt. Det angives, at 722 søfolk og fiskere måtte lade live under deres gerning. Årsagerne var mineulykker eller tyske torpedoangreb.
