Hvis man vil forsøge at forstå, hvad der foregår i den del af verden, der går under betegnelsen ”Det udvidede Mellemøsten” (regionen fra det østlige Middelhavsområde til Pakistan), nytter det ikke at bruge vestlige målestokke.
Har man boet i regionen og på anden måde beskæftiget sig med den gennem årene, opsamler man efterhånden en række erfaringer om den politiske kultur, der gør det nemmere at forstå, hvad der sker. (Undtaget herfra er selvfølgelig de iagttagere, der har besluttet sig til at optræde som apologeter).
Jeg skal straks indrømme, at nedenstående ikke alene bygger på mine egne, men også flere andres observationer, som for eksempel Thomas Friedman i New York Times den 20. december 2006 (”Mideast Rules to Live By”).
Sammensværgelser
Hovedreglen er, at ingen af befolkningerne eller regeringerne i regionen i egen forståelse har begået nogen fejl. Er noget gået galt – og det er der meget, der er -, så er det altid amerikanerne, jøderne (og i Pakistan desuden: inderne), der står bag en sammensværgelse, som er årsagen til alle ulykker.
Der er derfor heller ingen grund til at forsøge at lære af sine fejltagelser. Selv blandt veluddannede og berejste pakistanere er jeg stødt på den opfattelse, at det var CIA eller ”jøderne”, der stod bag angrebet mod World Trade Center. Ja, selv det antisemitiske makværk ”Zions Vises Protokoller” har jeg måttet lytte til som angiveligt seriøs ”dokumentation”.
Det er næsten umuligt for udenforstående at forsøge at komme ind på problemernes virkelige årsager, hvis ikke man kan bekræfte sin samtalepartner i en eller anden sammensværgelsesteori.
Frustration
I meget nær sammenhæng med punkt 1 står befolkningernes dybe følelse af frustration. De kan simpelthen ikke begribe, at muslimer trods bekendelsen til den rette og overlegne tro, islam, og trods en glorværdig fortid konstant ydmyges af en fjendtlig omverden i Mellemøsten, i Kashmir, i Tjetjenien – og næsten alle steder, hvor islam og den øvrige verden mødes. Også her må sammensværgelser være forklaringen.
Ekstremisterne vinder
Det er ikke afgørende, hvad flertallet mener. Tonen gives an af dem, der har de mest slagkraftige midler, nemlig enten militæret eller de mest yderliggående islamiske kræfter. Bortset fra militæret kan ingen overtrumfe de kræfter, der giver sig ud for at være de mest islamiske.
Ekstremisterne vinder, de moderate taber. Det er simpelthen for risikabelt at udsætte sig for kritik for ikke at være islamisk nok.
Det drejer sig om, hvad man selv får ud af det
Rent bortset fra kampen om at være mest islamisk drejer politiske stridigheder sig ikke om socialisme, liberalisme, almenvellet, beskyttelse af de svage m.m., men om at skaffe fordele af enhver art til sig selv, sin familie, klanen, stammen, tilhængerne af den korrekte trosretning osv.
Gerningsmændene kan ikke være muslimer
Når der har fundet en stor massakre, et selvmordsangreb eller et bilbombeattentat sted, kan gerningsmændene ikke have været muslimer, for islam er en fredens, fordragelighedens og barmhjertighedens religion.
Kompromiser er umulige
I en konflikt er alle problemer i parternes øjne lige store. Omverdenen kan derfor godt glemme alt om at løse de ”små” problemer først som en art tillidsskabende foranstaltninger.
Enhver konflikt opfattes desuden som et nulsumsspil. Derfor er kompromiser ikke mulige, da de jo per definition betyder, at også modparten opnår noget. Og enhver indrømmelse til modparten må derfor være ensbetydende med et tab for én selv.
Mindretallene tør ikke tale åbent
Journalister og andre, der taler med de kristne mindretal i Mellemøsten om deres situation med offentliggørelse for øje, får ikke sandheden at vide. Det er for farligt for mindretallene.
Taler man derimod med deres repræsentanter i fortrolighed, for eksempel som diplomat, lægger de ikke skjul på, at deres situation er fortvivlende og, at det muslimske flertal ikke ligefrem sætter tolerancen i højsædet.
Jeg har også flere gange under sådanne samtaler måttet påhøre kritik af udenlandske diplomater, eksperter, m.fl., der var involveret i ”dialogprojekter” med de lokale islamiske ledere. Var vi da ikke klar over, at disse imamer eller mullaher simpelthen bare leverede, hvad de naive vesterlændinge gerne ville høre, og at ”dialogen” kun gik én vej.
Man må følge de lokale medier på lokale sprog
Skal man i øvrigt danne sig et billede af, hvad de lokale magthavere virkeligt siger og mener, må man kunne følge de lokale medier på det lokale sprog – og ikke de lokale engelsksprogede medier, som de fleste udlændinge gør.
Den korteste vej mellem to punkter
Mange Mellemøsteksperter er parate til at forklare og forudsige udviklingen – og til at forklare bagefter, hvorfor det alligevel gik anderledes.
Lad mig konkludere med et citat fra den førnævnte artikel af Thomas Friedman, hvor han ganske vist tager udgangspunkt i situationen i Irak. Men betragtningen gælder hele regionen:
”En hvilken som helst journalist eller officer i den amerikanske hær, som ønsker at gøre tjeneste i Irak burde underkastes en test bestående af ét spørgsmål: Tror du, at en lige linje er den korteste vej mellem to punkter? Hvis du svarer ja, kan du ikke tage til Irak. Du kan tage til Japan, Korea eller Tyskland, ikke Irak”.
