Efter en dramatisk sommer og titusindvis af døde i Mellemøsten, især i Syrien, kan det være sundt at gøre status mht. de vigtigste spørgsmå om de aktuelle emner;
– Massemord
– Kemiske våben
– Atomtruslen fra Iran
Der er ingen tvivl om, at den israelske regering og landets øvrige beslutningstagere, vigtigst af dem naturligvis hæren, ser sig omkring, og forsøger at forholde sig til de fakta verdenssamfundet nu kan konstatere.
Israel, og vi andre, ved trods alt nogle ting om nøglespillerne nu, som vi ikke kunne have sagt med 100% sikkerhed for blot et år siden.
Borgerkrigen i Syrien fortsætter
Hvis vi starter med massemordet i Syrien, som indtil nu har kostet op mod 200.000 mennesker livet, så kan det gøres kort; den fortsætter og intet – absolut intet – tyder på at den hører op inden for nærmeste fremtid.
Mere sandsynligt er det, at vi blot er vidne til begyndelsen på en årelang sekterisk krig, som kan vise sig næsten mulig at løse.
Seneste meldinger er, at præsident Assad, i takt med, at han lader masseødelæggelsesvåben forlade lande, nu sulter sin befolkning.
Kemiske våden og atomtrussel fra Iran
For det andet – og tredje, for de to næste punkter hænger sammen – er Israels suveræn største trussel, nemlig et Iran bevæbnet med atomvåben, ikke forsvundet.
Den forhenværende iranske præsident, Mahmoud Ahmadinejad, er blevet afløst af en ny præsident, Hassan Rouhani, men spørgsmålet alle stiller sig selv er, om det gør nogen nævneværdig forskel.
At dømme ud fra den israelske premierminister, Benyamin Netanyuhus udmeldinger, tyder alt på, at den israelske regering betragter den iranske leder som endnu en islamist ekstremist.
Han er en dicipel af selveste Ayatollah Khomeini, og bliver kaldt en uld i fåreklæder.
Og selvom alle er enige om, at de økonomiske sanktioner bider hårdt i Iran, så peger intet umiddelbart i retning af, at atomprogrammet opgives.
USA og Syrien
Men en endnu vigtige observation, som israelerne har gjort sig, drejer sig om USAs ageren over for Syrien.
Husk på, at de kemiske våben Assad råder over, har en afsender i Iran, og styret i Syrien bliver betragtet som Irans forlængerede arm, med den islamistiske terrororganisation Hisbullah i front.
Og her er der ingen tvivl om, at israelerne er skuffede.
USA løb fra løfte
Afgørende er for så vidt ikke, hvorvidt USA angreb eller ej. Vigtigere er det, at israelerne kan konstatere at, når præsident Obama siger, at USA ikke vil tillade, at der trædes over en rød linje, og hvis det sker, vil der komme et alvorligt svar fra USA, så kan man nu ikke være sikker på, at han mener det.
I israelernes øjne var det altså bluf.
For hvad skete der lige med Syrien? Assad gassede efter alt at dømme sin egen befolkning. I hvert fald hvis vi skal tro på de oplysninger USA og FN har lagt frem.
Og hvad skete der? Jo, Assad kunne afværge et angreb ved at love at overgive sin resterende gas til Rusland.
Med andre ord; Hvis en anden diktator overvejer at gasse sin egen eller andres civilbefolkning, så har han bare at være indstille på at…… aflevere den overskydende gas bagefter.
Ikke just en straf, som vil virke afskrækkende på lande som Iran. Mange spørger derfor sig selv, om det ikke have været bedre, at USA slet ikke havde givet sig i kast med disse bombastiske trusler fra starten.
Obamas slingrekurs mindede mest om fulderikken, der truer Gud og hver mand med tæv, og når så én giver ham en lussing, så stiller han sig klodset op og råber; “Hold mig tilbage – hold mig tilbage, så jeg ikke går amok!”, i et kikset forsøg på at undgå slagsmål.
Ingen har troet på FN – nu er tilliden til USA også i bund
Set i det lys er Israels tillid til Obama gevaldigt svækket.
At hverken FN eller resten af det internationale samfund har formået at stoppe det folkemord, der udspiller sig i Syrien, er ikke nogen overraskelse for israelerne.
Institutioner som FN betragtes i bedste fald som ligegyldige snakkeklubber blandt store dele af befolkningen.
Derfor var den afgørende faktor USA. Og set med israelske briller har de svigtet. Ikke blot syrerne – for israelerne ved udmærket godt, at der ikke var nogen klar definerbar “fjende” at bombe løs på, og derfor har tanken om et angreb fra starten været mødt med undren i Israel – men mest af alt har USA svigtet deres løfte.
De er løbet fra den garanti -eller trussel – de gav om et angreb i tilfælde af brug af kemiske våben, og intet kunne være mere skuffende og alvorligt for den israelske regerings tillid til Obama.
De færreste i den israelske regering er nu villige til at lade landets sikkerhed overlade til USAs garantier, når det kommer til at afvæbne Iran.
Verden lader sig narre – igen
Oven i købet høres nu meldinger om, at Irans charmeoffensiv bærer så meget frugt, at lande som Storbritanien nu tager skridt mod at genåbne deres ambassade i Iran.
Netanyahu er selvsagt hverken glad eller imponeret, og han føler med garanti at verden endnu engang lader sig trække rundt i manegen af ekstremistiske diktaturer, som tager verden ved næsen.
Det var præcis sådan at Nordkorea kom til atomvåben, og ingen har lært lektien.
Sådan ser verden ud fra Israel. Og derfor er sandsynligheden for et israelsk soloangreb på Iran blevet meget større efter Obamas amatøragtige håndtering af angrebet på Syrien, som foreløbig må betragtes som bluf.
