Vesten kan ikke deponere sin handlefrihed hos diktaturstater i FN

I den aktuelle debat om international militær indgriben i Syrien er regeringen blevet kritiseret fra flere sider for at have forladt FN-sporet, som traditionelt har været en fast bestanddel af dansk udenrigspolitik, i hvert fald når man spørger Det Radikale Venstre, Socialdemokraterne, SF og Enhedslisten.

 

Der kan være gode grunde til at være særdeles forsigtig med international militær indgriben i konflikter, men at kræve et FN-mandat som forudsætning er i realiteten at snakke uden om.

 

Det internationale ”retssamfund” er ren fiktion

Folkeretseksperter og andre tilhængere af FN-sporet gør gældende, at FN og især FN’s Sikkerhedsråd er hjørnestenen i den internationale retsorden, som Danmark og andre små stater støtter og tilstræber.

 

Hele denne argumentation udvikles som oftest med en masse smukke ord om lov og ret kontra magt og bevæger sig gerne længere og længere ind i de fiktioners verden, som den hjemlige udenrigspolitiske debat ofte befinder sig i.

 

Realiteten er, at det internationale ”retssamfund” i høj grad er en ren fiktion, når det er storpolitik, vi taler om.

 

Mange konventioner, som påberåbes med så stor patos, er i virkeligheden ikke udtryk for andet end fromme hensigter og smukke forhåbninger, som ganske vist omfattes med afgrundsdyb respekt i Danmark og de andre nordiske lande. Et mandat fra FN’s Sikkerhedsråd er ifølge tilhængerne af FN-sporet nøglen til legitimitet, lov og ret.

 

Rådet består som bekendt af 5 permanente medlemmer og 10, som er valgt af hele medlemskredsen, dvs. Generalforsamlingen, for 2 år ifølge en bestemt geografisk fordeling.

 

Demokratierne i mindretal

For at Rådet kan træffe en beslutning skal mindst 9 af de 15 stemme for, og ingen af de permanente medlemmer, der har vetoret, må stemme imod. Lad os se på, hvad det betyder i praksis.

 

De permanente medlemmer er: USA, Kina, Rusland, UK og Frankrig. For tiden er de 10 ikke-permanente: Australien, Luxembourg, Sydkorea, Argentina, Guatemala, Marokko, Azerbaidjan, Pakistan, Rwanda og Togo.

 

Læs også
Erdogan vil ødelægge kurderne – EU og FN er magtesløse

Af disse stater kan i bedste fald 8 betegnes som demokratier (De 3 europæiske medlemmer, USA, Australien, Sydkorea, Argentina og Guatemala). De øvrige ligger på skalaen fra rene diktaturer til skindemokratier.

 

Lad os forestille os en situation, hvor det er ønskeligt, at Sikkerhedsrådet skal gribe ind for at sikre, hvad vi i Vesten finder i overensstemmelse med lov og ret, beskyttelse af civilbefolkninger, menneskerettighederne, vores egen sikkerhed og velfærd osv.:

 

Vi skal så finde i hvert fald én stemme blandt ikke-demokratiske stater, ja måske flere, idet vi ikke kan være sikre på for eksempel Argentina. Landet har et udestående med UK (Falklandsøerne) og i øvrigt en noget excentrisk præsident, der gerne vil tækkes de anti-amerikanske kræfter i Latinamerika.

 

Rusland og Kina afgør, hvad der er lov og ret

Hvis denne hurdle er overvundet, og mindst 9 stemmer fundet efter en del købslåen og udvanding af vores position, støder vi på den næste og meget besværlige hurdle: Rusland og Kina.

 

Skal de stemme for, må vi sikkert slå endnu mere af på vores krav, hvis vi da overhovedet kan få dem med og undgå, at de stemmer imod.

 

Alt dette betyder med andre ord, at tilhængerne af FN-sporet deponerer deres forestillinger om international lov og ret hos stater, hvis styreform og politik i øvrigt ikke i udpræget grad bygger på lov og ret men på helt andre værdier end vores.

Læs også
Danmark underskrev Marrakesh-pagten om afrikanske migranter – nu begynder presset

 

Skal de bestemme over vores ve og vel?

Det burde da give anledning til betænkelighed, at borgere i et demokratisk land skulle lade deres politik og politiske handlefrihed samt vigtige beslutninger om national sikkerhed, lov og ret deponere hos Sikkerhedsrådet uden hensyn til, hvordan det er sammensat og træffer sine beslutninger.

 

Men FN-entusiasterne er måske af den opfattelse, at medlemskab af Sikkerhedsrådet på magisk vis forlener en hvilken som helst stat med tilstrækkelig international autoritet og legitimitet til at være medbestemmende over vores og andres ve og vel.

 

Samtidigt er det måske meget bekvemt for dem at vide, at Rusland og/eller Kina nok skal sørge for, at den ubehagelige situation med stor sandsynlighed ikke – eller kun sjældent – vil opstå, hvor der skal sættes militær handling bag de fromme hensigter.

 

Bent Wigotski har i en lang årrække gjort tjeneste i Udenrigsministeriet, blandt andet som ambassadør på flere poster

Del på Facebook

ANDRE LÆSER OGSÅ…