Mandag advarede statsminister Helle Thorning Schmidt mod at gribe ind i Syrien uden et FN-mandat.
Men så holdt USA’s udenrigsminister John Kerry en tale, hvor han angreb Assad-regimet i Syrien i voldsomme vendinger og beskyldte det for at stå bag det forfærdelige giftgasangreb i sidste uge.
Tirsdag sagde Thorning så noget helt andet: ”Jeg er nødt til at sige, at hvis FN’s Sikkerhedsråd ikke vil reagere i den nuværende situation, så er vi nødt til at overveje alternative reaktionsmønstre.”
Dermed åbnede hun for en militær indgriben i Syrien med dansk deltagelse – uden om FN.
Thornings signal om, at Danmark er parat til at involvere sig militært i Syrien, er dybt problematisk. Det skyldes ikke så meget, at der ikke er et FN-mandat. Den side af sagen kunne godt forsvares.
Nej, Thornings melding er dybt problematisk, fordi det er fuldkommen uklart, hvad vi skal dernede.
Dermed er der stor risiko for, at vi bliver meget stærkere og længere involveret i dette krigshelvede, end vi havde forestillet os.
Thorning kaster Danmark hovedløst ind i Syriens kaos.
Vi må tænke selv
Det er naturligvis af stor betydning for en dansk statsminister at vise imødekommenhed over for USA. Og der er ingen tvivl om, at USA gerne ser Danmark deltage i en eventuel militær aktion for at give den størst mulig bredde, når man nu går uden om FN.
Men det er dybt bekymrende, at Thorning ikke er kommet med noget bud på, hvad der kan og skal komme ud af en militær aktion i Syrien.
Danmark kan jo ikke nøjes med at sige: Hvis USA anser en militær indgriben for nødvendig, så må der være gode grunde til det. USA har trods alt gennem årene involveret sig i forfejlede militære interventioner.
Præsident Obama har da også længe forsøgt at undgå en militær involvering i Syrien, fordi han har anset den for problematisk. Men han er nu under hårdt pres, fordi han tidligere har truet Assad med, at brug af kemiske våben var ”en rød linje”, som ikke måtte overskrides.
Så selv om han nødigt vil involvere sig i Syrien, føler han nu, at han hænger på at straffe Assad.
Men Danmark må tænke selv og holde hovedet koldt. Hvis danske soldater skal sætte deres liv på spil, skal de have en god grund. Og den er svær at se.
Hvad vil Vesten dernede?
Foreløbig ved vi ikke engang med sikkerhed, om det var det syriske regime, der stod bag brugen af den afskyelige giftgas. USA og andre siger, at det er tilfældet, men endnu er der ikke fremlagt dokumentation.
Vi skal nødigt gentage fadæsen fra Irak-krigen, hvor USA mente at vide, at Saddam Hussein havde masseødelæggelsesvåben, hvilket siden viste sig at være forkert.
Men lad os antage, at Assad faktisk har ansvaret for at give flere hundrede mennesker en frygtelig død på grund af gassen.
Hvad er det så, Vesten vil dernede?
Hvornår er missionen fuldført?
USA går tilsyneladende efter en kortvarig, begrænset aktion med fly og krydsermissiler. Man vil ramme kommandocentre, det syriske luftforsvar, måske kemiske anlæg og lagre af kemiske våben.
Men hvad vil man præcis opnå? Og hvornår vil man kunne sige, at nu er missionen fuldført?
Med en begrænset aktion kan man ikke få fjernet regimets kemiske våben eller opnå fuld kontrol med dem. Så hvis man vil hurtigt ud igen, må man erkende, at Assad stadig har kemiske våben til rådighed.
Man kunne så tænke sig et andet krigsmål, nemlig at svække Assad så meget, at oprørerne får overmagten. Men det afviser USA, og det ville da også kræve meget mere end en hurtig og begrænset aktion. Det ville betyde vestlig involvering i større skala.
Man skal holde sig for øje, at Assad råder over et langt stærkere militært apparat – bakket op af Rusland og Iran – end tilfældet var med Gaddafi i Libyen.
Vil man bare give Assad en lærestreg for at have brugt kemiske våben og så drage hurtigt bort? Hvad opnår man ved det, hvis Assad kan køre videre, når de vestlige styrker er ude af landet?
Dødsens farligt
De højst uklare mål med at gribe ind i Syrien er dødsens farlige. For de giver en stor risiko for, at vi bliver hængende i moradset dernede. Når Vesten først er kommet ind, tør man ikke trække sig ud igen, fordi man hele tiden frygter, at det så vil gå helt galt.
Netop dette advarede den amerikanske forsvarschef, Martin Dempsey, om, da han i juli sagde til Kongressen: ”Dybere engagement er svært at undgå.”
Hvem skal regere Syrien?
Men hvis man nu antager, at det lykkes at uskadeliggøre Assad, hvem skal så regere Syrien? Hvem kan Vesten regne med, som har styrken og holdningerne til at kunne blive en stabil partner i landet?
Oppositionen er vanvittig broget og konfliktfyldt, og den bliver mere og mere præget af ekstreme islamister. Er det dem, danske piloter skal risikere deres liv for? Hvis ikke, hvem er det så?
Og ikke nok med, at oppositionen er kaotisk. Syrien er et land, hvor vidt forskellige befolkningsgrupper er holdt sammen af et hårdhændet autoritært styre. Hvordan vil man undgå, at det hele ender i etnisk og religiøs opløsning og permanent krigstilstand?
Befolkningen dybt kritisk
Foreløbig har Thorning ikke givet noget seriøst svar på disse spørgsmål.
Hun har ellers brug for at komme op med gode argumenter. For befolkningen er dybt kritisk over for en dansk deltagele i Syrien. En meningsmåling viser således, at 64 procent er uenige eller delvis uenige i, at vi skal være med, mens kun 23 procent er enige eller delvis enige. (Gallup/Berlingske)
I øvrigt er der også udbredt skepsis i den amerikanske befolkning.
De ansvarlige danske politikere må tage sig sammen og forklare sig. Ellers kan den folkelige reaktion blive endnu stærkere, fordi mange føler, at vi er gået med på falske forudsætninger.
