Terrorangrebet mod et eksklusivt indkøbscenter i Kenyas hovedstad Nairobi har fyldt medierne i de seneste dage. Bag angrebet står den rabiate somaliske islamistiske organisation al-Shabaab. al-Shabaab kæmper for at få et islamisk kalifat, der bygger på koranens love i Somalia og Vesten. De kæmper med terror og væbnet kamp og har tilknytning til Al-Qaida.
Noget tilsvarende vil aldrig kunne ske i Vesten, er det blevet sagt i dækningen af terrorangrebet.
Lad os håbe det.
Men det betyder ikke, at al-Shabaab ikke er til stede i Danmark og andre europæiske lande. Det er de. Organisationen har sympatisører og aktive støtter i eksempelvis København, Aarhus og Aalborg. Nogle af dem samler penge ind til terrorbevægelsen. Andre er i træningslejr i Somalia. En enkelt har sågar deltaget i en stor terroraktion i Mogadishu.
Europæere var med i terrorangrebet
Ifølge de seneste oplysninger var der en britisk kvinde og to amerikanere med i terrorangrebet i Nairobi. (TV2 NEWS)
Flere internationale medier skriver desuden, at der er endnu flere personer fra endnu flere nationaliteter indblandet.
PET’s chef Jakob Scharf vurderer, at op mod 40 personer fra Danmark har været eller er i Østafrika, hvor de modtager træning i terror eller deltager i væbnet kamp sammen med den somaliske terrororganisation al-Shabaab. Det er både somaliere og konverterede danskere. (Jyllands-Posten)
Øksemanden der ville dræbe Kurt Westergaard
Nytårsdag 2010 hamrede en 28-årige somalier en økse ind i døren til tegneren Kurt Westergaards hus. Han ville slå Westergaard ihjel på grund af Muhamed-tegningerne.
Ifølge PET havde den unge mand forbindelse til al-Shabaab.
Han havde også rejst rundt i Sverige sammen med en anden ung somalisk mand fra Danmark for at samle penge ind til al-Shabaab.
Han havde tidligere været tilbageholdt i Kenya mistænkt for terrorplaner og havde opholdt sig meget i Kenya.
Terrorist der dræbte 24 mennesker
Den anden unge somalier fra Danmark, der var med til at samle penge ind til al-Shabaab i Sverige, deltog senere i et selvmordsangreb i Somalia. Her blev 24 mennesker dræbt ved et arrangement, hvor det blev fejret, at en stor gruppe unge mennesker havde afsluttet deres universitetseksamen.
To brødre dømt
To brødre fra Somalia bosat i Aarhus blev i 2013 dømt. den ene havde deltaget i en træningslejr hos al-Shabaab. Den anden havde samlet penge ind til terrororganisationen.
Udbredt sympati
Det er ikke kun helt enkeltstående forvildede individer i Vesten, der støtter radikale organisationer som al-Shabaab.
Yasser Hamdani fortæller, at han fik et regulært chok, da han flyttede fra Pakistan til USA for at læse på universitetet, og der mødte pakistanere, der var født i USA: ”Jeg forventede, at disse pakistanere var væsentlige mere progressive end det miljø, jeg selv kom fra. Men det var absolut modsat. De muslimske studenterorganisationer var en flok jihadister (hellige krigere)”.
13 procenter af britiske muslimer mellem 16 og 24 år sagde i meningsmåling, at de beundrede organisationer som al-Qaida. De mest aktive støtter findes ofte blandt de mest veluddannede. Det kan man læse mere om i en stor undersøgelse af holdningen til islam blandt universitetsstuderende i Storbritannien. (Islam on Campus)
I Danmark er der lavet en undersøgelse af radikaliseringen af unge muslimer i Aarhus. Den viser en massiv støtte til terrororganisationen Hamas. Men der er også betydelig opbakning til Taleban og al-Shabaab. Undersøgelsen er led i en stor samlet kortlægning af radikaliseringen under Mehdi Mozzafaris ledelse på Aarhus Universitet.
¤0
Myndighederne vil ikke høre og forstå sandheden
Moderate somaliere som for eksempel Ali Nuur og Mohammed Gelle, der i mange år har været involveret i arbejdet med integration, har gang på gang advaret mod disse strømninger. Men myndighederne har ikke lyttet til dem. Selv PET har udvist en rystende naivitet.
I 2010 holdt islamistiske somaliske imamer i Danmark en stor konference for unge somaliere. Disse imamer var kendt for at vise åbenlys sympati for al-Shabaab. Alligevel kunne de 300 deltagere, der især var unge somaliere, opleve, at disse islamister på konferencen sad i panel side om side med repræsentanter for PET.
Et efterretningsvæsen skal selvfølgelig kunne holde møde med hvem som helst, hvis det kan bidrage til at begrænse terror. Men det er jo noget helt andet end at kaste glans over et offentligt møde, der kun bidrager til at styrke radikale imamers status hos de unge mennesker.
Støtte til radikal klub i Aalborg
Den unge somaliske øksemand var i flere år medlem af bestyrelsen for Kulturel Forening for Børn og Unge i Aalborg og kom i foreningens moské. Aalborg Kommune støttede foreningen på trods af mange faretegn. Ikke kun uregelmæssigheder i regnskaberne. Men også en imam, som for eksempel har sagt, at det er en religiøs pligt at omskære piger ved at fjerne klitoris.
Omsider blev der gennemført en stribe uanmeldte besøg, der afslørede så graverende forhold, at kommunen stoppede sine tilskud. Der er en gennemgang af sagen på sappho.dk, 24.5.2010.
En del af vores virkelighed
Al-shabaab er altså ikke bare et eller andet fjernt og eksotisk fænomen, som vi kan gyse over, når medierne beretter om deres barbariske handlinger. Denne terrororganisation er en del af vores virkelighed. Dens afsindige ideer og afstumpede aktioner fungerer som et forbillede for nogle somaliere i Danmark.
Vi lever ikke længere i vores egen beskyttede verden. Danmark er også et terrormål. De uhyggelige begivenheder i Nairobi har mere med os at gøre, end vi umiddelbart bryder os om at tænke på.