Årets helt store biografsucces er ”Spies og Glistrup”. Egentligt er det jo ikke oplagt: En film, om en erhvervsmand og en politiker.
Mugge og Spies ruskede op
Umiddelbart lyder det jo kedeligt, men de to herrer var blandt den nyere danmarkshistories mest farverige skikkelser.
De prægede og rystede årene efter krigen, navnlig i 1970’erne. Spies åbnede verden op for almindelige mennesker med billige ture til sydens sol, og Glistrup stod bag et folkeligt oprør mod velfærdsstatens omsiggribende formynderi.
Med sin karakteristiske bornholmske dialekt og store mængder marcipanbrød ruskede ”Mugge” for en stund op i dansk politik. Efterfølgende har politologer diskuteret, hvor meget Jordskredsvalget egentlig forandrede dansk politik.
Filmens succes hænger utvivlsomt sammen med, at personer som Simon Spies ikke længere findes. Den kreativitet og vildskab, Spies besad, er blevet et særsyn. Spies skejede ud med vilde fester og morgenbolledamer. I dag er det vildeste, at købe en håndboldklub på den københavnske vestegn – og så gå fallit med den. Gab!
Opgør med middelmådighed
Spies og Glistrup førte an i et opgør med middelmådigheden. En kamp, der ifølge filmen måske i virkeligheden mest var Glistrups, og som også endte med at ødelægge ham.
Det ændrer dog ikke ved, at der måske mere end nogensinde før er brug for den fandenivoldskhed, som de to herrer lagde for dagen.
Et opgør med ‘skrankepaver og pædagoger’ for nu at formulere det med Glistrups egne ord. Et opgør med den lønmodtagerkultur, der hersker i Danmark. Den danske drøm er i dag ikke at skabe, men derimod livslang ansættelse som lønmodtager – og helst i det offentlige.
Skab noget!
Desværre er der i dag ingen fyrtårne som Spies, der kan ruske op i os alle sammen. For Spies provokerede, Glistrup provokerede, og begge ramte et ømt punkt i nationalkarakteren. På et tidspunkt bliver en af Glistrups lidt for fikse ideer skudt ned med ordene ‘Vi er ikke eventyrere’. Desværre er der i dag alt for mange, som tænker det samme; at de heller ikke er ‘eventyrere’.
Filmen handler om andet end ‘Spies, rejs og vær glad’. Den handler om at skabe noget og om at turde satse, men samtidig også bruge sin snusfornuft. Det sidste er meget dansk og ikke helt tosset. For man skal ikke tage fejl, Spies var ved siden alle eskapaderne en dygtig købmand.
Han købte for eksempel altid brugte fly til sit hedengangne flyselskab Conair. Det princip blev først brudt, da Simon Spies var død. Det var i øvrigt tæt på at koste rejseimperiet livet, da Jannie Spies bror indkøbte alt for dyre nye Airbus-fly.
Moralen må være, at man skal turde tage chancer, men altid huske at forlange rabat.
