Schweiz stemmer om loft over de riges lønninger

Får de højest lønnede for meget i løn? Det skal schweizerne atter engang tage stilling til.

 

Lovforslag mod ågerløn

I marts i år stemte de om et forslag, som på tysk hed Eidgenössische Volksinitiative “gegen die Abzockerei, som måske kan oversættes som  det føderale folkeinitiativ “mod ågerløn”, også kendt som Minden-forslaget, fordi det var politiker og forretningsmand Thomas Minden, der stod for indsamlingen af de godt hundrede tusinde underskrifter.

 

De to hovedpunkter i forslaget var: 1) aflønning af direktion og bestyrelse skal vedtages af den årlige generalforsamling, og 2) der må ikke udbetales nogen form for bonus i forbindelse med virksomheds overdragelser.

 

Minden og hans medhjælpere brugte 200.000 schweizer franc på forslaget, mens modstanderne spenderede 8 millioner. Det var til ingen nytte. Forslaget blev vedtaget med et overvældende flertal på 67,9%, og fik desuden et komfortabelt flertal i samtlige kantoner.

 

Nyt loft over lønninger

Nu skal schweizerne minsandten på ny tage stilling til en begrænsning af lønnen til de fede katte. Den 24. november skal de stemme om initiativet ”1:12 – for retfærdig løn”, som går ud på at den højest lønnede i en virksomhed maksimalt må tjene 12 gange den løn, som den lavest lønnede får.

 

Fagbevægelsen har fundet ud af, at løngabet i mange virksomheder er en faktor 200. Værst står det til i La Roche, hvor den administrerende direktør tjener 261 gange så meget som den lavest lønnede (direktøren får omkring 90 millioner kroner om året, den lavest lønnede 350.000). De store forskelle virker især provokerende i virksomheder der går dårligt, eller ligefrem giver underskud.

 

Har i forvejen lav lønforskel

Schweiz er ellers et af de lande i Europa, der har den mindste lønforskel, kun i Norge er forskellen mindre. I Schweiz passer det meget godt med en gennemsnitlig forskel på en faktor 12, mens gennemsnittet i Rumænien snarere er en faktor 120.

 

Økonomiministeren advarer alvorligt mod at stemme ja til forslaget. Ganske vist er han selv modstander af overdrevent høje lønninger, men Schweiz er på vej i den rigtige retning og risikerer at skyde sig selv i foden, hvis det ikke længere er attraktivt at investere i Schweiz.

 

En meningsmåling har vist 35,5% for forslaget, og 37,7% imod, resten har endnu ikke taget stilling.

Læs også
Folkeafstemning fjerner socialhjælp til flygtninge

 

Hvordan mon det ville gå med en sådan afstemning i Danmark? Det bliver næppe nogensinde opklaret.

Del på Facebook

ANDRE LÆSER OGSÅ…