Samarbejdspolitikken var ikke en redning for jøderne

Der har i Den korte Avis været debat om, hvorvidt samarbejdspolitikken var årsagen til redningen af jøderne. Baggrunden er bl.a. min påstand om, at Danmarks ivrige samarbejde med nazisterne, der bl.a. omfattede stor eksport, var med til at forlænge krigen og dermed øgede ofrenes antal – både jøder og andre.

 

To bogudgivelser bag striden

Bag debatten ligger to nye bogudgivelser, nemlig Bo Lidegaards “Landsmænd” og min egen “Min fars flugt”. Min bog fortæller om min far, der lever i bedste velgående endnu, og ni andre jøder, der i oktober flygtede i en elendig plimsoller af en robåd. Den sank og tre druknede, mens resten blev reddet af en dansk skipper, der imidlertid sejlede dem tilbage til Danmark.

 

Jaget af Gestapo

Her blev de skjult på Helsingør Hospital, men Gestapo fik færten af dem og jagtede dem. Først dagen efter kom de via Hornbæk til Sverige. Blandt de druknede var en ung tysk-jødisk flygtning Bruno Schmitz, der havde været den eneste, der undslap fra Gilleleje kirkeloft, da nazisterne fangede godt 70 jøder på loftet. Han gemte sig i klokketårnet, blot for næste dag at komme i min fars robåd og drukne. Den historie giver mig anledning til at brede perspektivet ud og se mere internationalt på holocaust og ikke blot fortælle om historien med snævre danske briller.

 

Nervøse nazister

For sagen er, at Bo Lidegaard og de fleste andre danske historikere ser meget snævert nationalt på historien om jødeforfølgelserne, men nazismen og myrderierne på jøderne var jo et internationalt fænomen. I Bo Lidegaards fortælling er det samarbejdspolitikkerne og ikke mindst Erik Scavenius samt Departementschefstyret, der får æren af jødernes redning. Selv med nationale briller er dette en skrøbelig konstruktion.

 

Årsagen til redningen var først og fremmest at de tyske topnazister i Danmak ønskede at redde deres eget skind. De brugte da også den mislykkede jødeaktion i deres forsvar efter krigen – og endda med stor succes. Werner Best var en koldblodig lænestolsmorder, Rudolf Mildner en bøddel fra Auschwitz og Georg Duckwitz en nazist med antisemitiskee holdninger. Men de var begavede og drejede de danske politikere om deres lillefingre og senere de danske historikere. De var for smarte.

 

Frihedskæmperne

At flugten lykkedes skyldtes også en lang andre tilfældigheder, demografiske årsager og hjælpernes imponerende indsats, ikke mindst frihedskæmpernes. Men at give Erik Scavenius, formand for Politikens bestyrelse i en lang periode, æren, er en konstruktion. En af argumenterne er, at Erik Scavenius fk “jødespørgsmålet” holdt ude af Danmark selv om nazisterne pressede på.

 

Det kan man ikke  helt afvise spillede en rolle, men i mange andre  lande lykkedes det også at holde spørgsmålet ude. Således også i Ungarn, hvor det først i midten af 1944 gik galt, og hvor jøderne, efter nazistisk indgreb, blev sendt til udryddelseslejre. Så der går ikke en lige linje mellem Scavenius held med at holde sagen ude af Danmark til flugtens succes. Så mange andre omstændigheder spillede ind.

 

Snævert nationalt syn

Men hovedproblemet  er, at Bo Lidegaard og så mange andre ser på sagen med nationale briller. Det bliver hurtig til en meget sød, sentimental historie om samarbejdspolitikkernes store indsats. Den holdning gennemsyrer ikke blot Bo Lidegaards bog, men også andre danske historikeres bøger.

Læs også
Han erobrede Aalborg den 9. april – helt alene

 

Internationalt perspektiv

Men anlægger vi et internationalt perspektiv, så ser samarbejdspolitikken meget mere moralsk anløben ud. Lad mig derfor gennemgå en række af konsekvenserne af denne samarbejdspolitik:

 

Udenlandske historikere 

I udlandet har det ofte været udenlandske historikeres indsats, der betød, at debatten rykkede. I Frankrig var det amerikanske historikere, der i 1980erne påviste, at franske myndigheder havde samarbejdet med nazisterne om at anholde og deportere jøder fra Frankrig. Og det var den amerikansk-jødiske historiker Jan Gross, der påviste, at polakkerne både under og efter krigen plyndrede og myrdede jøder i samarbejde med nazisterne. I Danmark har vi ikke haft  udenlandske historikere til at kigge på vor historie. Sprogbarrieren forhindrede det.

 

Anders Fogh undskyldte

Da jeg som debatredaktør på Berlingske i 2000 trykte kronikker om Danmarks udvisning af tyske jøder i 1930erne og 1940erne til den visse død i kz-lejre, så var det en islandsk-jødisk historiker ved navn Vilhjalmur Örn Vilhjalmsson, der gravede de 21 jødiske sager og ikke danske historikere. Sagen endte med en officiel undskyldning fra statsminister Anders Fogh Rasmussen og en fin bog fra Vilhjlmasson med titlen “Medaljens bagside”.

 

Danmark gav Det Tredje Rige brød på bordet

Danmark eksporterede ca. 10-14 % af de landsbrugsprodukter, som tyskerne importerede, hvilket styrkede tyskernes moral og hjemmefrontens stabilitet. Hitler var meget opmærksom på forsyningssikkerheden efter sine oplevelser efter Første Verdenskrig, og en årsagerne til den milde besættelse var sandsynligvis, at han ville sikre sig den fortsatte danske eksport.

Læs også
Jørgen Kieler var parat til at ofre sit liv for Danmarks sag

 

Der er danske historikere, der har skrevet om denne eksport, men vi har ikke set forsøg på at dokumentere konsekvenserne. Hvorfor dog  ikke? Det er dog en oplagt forskningsopgave. Jeg påstår ikke, at jeg kender resultaterne sort på hvidt af denne eksport, men sandsynligheden taler for, at den havde konsekvenser.

 

Svage danske diplomater

En anden konsekvens af samarbejdspolitikken var, at danske diplomater intet gjorde for at redde nødlidende jøder. Der var andre diplomater, der stemplede jødiske identitetspapirer for at hjælpe dem og gav dem nødhjælp eller skjulesteder,  men ikke de danske. Ja, vi ved konkret, at den danske gesandt i Berlin i marts-april 1942 forsikrede det danske udenrigsministerium om, at han intet gjorde for at hjælpe nødlidende jøder for ikke at underminere samarbejdspolitikken.  Hvorfor har danske historikere ikke set på den konsekvens af samarbejdspolitikken og konsekvent undersøgt, hvad diplomaterne gjorde og ikke gjorde?

 

Himmlers propaganda 

Udenrigsministeriets direktør Nils Svenningsen videreførte Scavenius . I 1944 forsøgte SS-lederen Heinrich Himmler  at lave særaftaler med De Allierede. I denne proces indgik en del propaganda, hvor han fremstillede jødernes forhold som bedre end de var. I juni 1944 besøgte en International Røde Kors- delegation med to danske deltagere fra henholdsvis Dansk Røde Kors og Udenrigsministeriet kz-lejren Theresienstadt, hvor der var 480 fangne danske jøder..

 

Koncentrationslejrene

I den forbindelse ryddede nazisterne lejren og sendte mange jøder til udryddelse i Auschwitz. Delegationen lod sig overbevise om, at jødernes forhold var i orden – eller rettere sagt, at de danske jøders forhold var i orden. De danske medlemmer var slet ikke interesseret i andre jøders forhold. De rejste hjem og afgav rapporter om, at forholdene for jøderne i Theresienstadt var glimrende. I flere danske bøger er det blot en hyldning af de danske myndigheders indsats for at redde de danske jøder.

 

Læs også
Araberne bør vende en ny side i historien med Israel

Afgørende betydning

Denne sag var af afgørende betydning. Hvis de danske repræsentanter havde videregivet informationer om de andre jøders forhold, så kunne det have haft betydning for De Allieredes holdning til indgreb over for kz-lejrene. For der foregik i USA og Storbritannien en heftig debat om man f.eks. skulle bombe jernbaneanlæg til lejrene eller ej. Den jødiske leder af Theresienstadt, Paul Eppstein, forsøgte forgæves at signalere til de danske medlemmer, at noget var galt, men de ænsede ham ikke. Han blev snart efter myrdet af nazisterne.

 

Theresienstadt

Besøget i Theresienstadt var en stor propagandasejr for Heinrich Himmler og når danske historikere skrev om lejren, så fortalte de glædes strålende om besøget og redningen af de danske jøder, men aldrig noget om resten af historien og de andre jøder. Da den tyske overrabbiner Leo Baeck, der blev deporteret til Theresienstadt og mirakuløst overlevede, skrev sine erindringer, så fortalte han, hvordan De hvide Busser kom og hentede de danske jøder, og han tilføjede: “Aldrig havde vi følt os så forladte.” Men den del af historien kom ikke med i de danske historiebøger.

 

Samlet set er det mit bud, hvis vi anlægger en internationalt perspektiv, at samarbejdspolitikken medførte flere jøders dødsfald end den frelste. Men den historie har vi aldrig fået fortalt.

 

Bent Blüdnikow er journalist på Berlingske og historiker

Del på Facebook

ANDRE LÆSER OGSÅ…