Regeringen siger den vil bekæmpe rockerkriminalitet – med “vejledninger”!

Regeringen lancerede tidligere på ugen det længe ventede udspil om at stramme grebet om kriminelle rockere og bandemedlemmer.

 

Var det så værd at vente på? Det korte svar er desværre, nej. Opgaven er ikke bestået.

 

Regeringen siger, at de har lyttet, men hvis man lytter, så skal man også være klar til at handle.

 

Justitsministeren havde alle muligheder for én gang for alle at dæmme op for de rockere og bandemedlemmer, som skaber utryghed i fredelige villakvarterer. Men det gjorde han ikke.

 

Hvilket svar vil ministeren nu give de medborgere, der fortsat skal leve i uvis om, hvornår deres ruder bliver smadret næste gang?

 

Indtil videre har Bødskov forklaret, at: ”regeringen vil udarbejde en vejledning til kommunerne, der tydeliggør de muligheder, som planloven allerede indeholder, så man dermed kan give kommunerne mulighed for at være på forkant i forhold til uønsket opførelse og anvendelse af bygninger – heriblandt rockerborge.”

 

Svaret til de bekymrede borger er altså, at regeringen vil uarbejde en vejledning?..

 

Undskyld mig, men det er ikke alene en fattig løsning, det er også useriøst og ude af trit med virkeligheden. Formanden for grundejerforeningen i Vanløse og det resterende nabolag må fortsat leve en utryg og uvis tilværelse.

 

Tiden er ikke inde til bureaukratiske vejledninger fra ministerkontoret. Tiden er inde til at handle.

 

Regeringens tilbud til de bekymrede borgere i Vanløse og andre steder, er billedligt talt som at sætte et plaster på et åbent benbrud. Det er ikke godt nok. Der er brug for en gennemgribende udvidelse af rockerloven, så den ikke kun finder anvendelse på situationer, hvor de omkringboende beboere er i fare på grund af potentielle angreb, men også på situationer, hvor rockergruppernes kriminalitet og øvrige adfærd skaber utryghed.

 

Læs også
Svensk politi sagde, at de ville tage kontrollen tilbage over ghettoerne – efter to år er det bare endnu værre

Et andet tiltag fra regeringens side er at begrænse mulighederne for prøveløsladelse, hvis der er en aktuel konflikt mellem forskellige grupperinger, og så vil regeringen nu sørge for, at prøveløsladte får et vilkår om, at de ikke må ses med andre bandemedlemmer under prøveløsladelsen. Helt ærligt, det er allerede en mulighed i dag. Hvad nyt er der i det? Det nye er forhåbentligt ikke, at myndighederne i dag slet ikke stiller dette åbentlyse nødvendige vilkår ved prøveløsladelse???

 

 

Regeringens forslag er også på det punkt for slapt. For mig som konservativ, så skal aktive rockere og bandemedlemmer slet ikke prøveløslades, for hvad er meningen med prøveløsladelse? Meningen er at man skal prøve at leve en kriminalitetsfri tilværelse.

 

Vi foreslog i foråret, at rockere og bandemedlemmer, der dømmes for kriminalitet, skal have en tillægsstraf om, at de ikke må ses med andre rockere eller bandemedlemmer i to år efter udstået straf. Det vil betyde, at klubberne og banderne bliver revet fra hinanden. Og det vil give bandemedlemmerne en god mulighed for at komme ud af banderne. Hvis regeringen ville komme med en nyhed, så kunne det være at følge det konservative forslag helt til dørs med indførelse af en mulighed for to års tilhold efter udstået straf.

 

Jeg vil opfordre regeringen til at genoverveje, om udspillet fra forleden nu også er et dækkende bud på en stramning. Jeg er ret sikker på, at de kriminelle ikke helt føler, at hverken ministeren eller regeringen ånder dem i nakken. Desværre er presset og bekymringerne fortsat i hænderne på borgerne, hvis eneste halmstrå er en kommende vejledning. Bureaukrati kvæler initiativ og virkelyst – ikke rockerkriminalitet!

 

Tom Behnke, retsordfører, Det Konservative Folkeparti

Del på Facebook

ANDRE LÆSER OGSÅ…