På plads, SKAT

Foto: Colourbox

Hen over sommeren har vi være vidner til den ene groteske historie om SKAT’s bøllemetoder efter den anden. SKAT truer og spionerer i ét væk, og der går ikke en uge, før vi i pressen bliver præsenteret for endnu et grelt eksempel på, hvordan SKAT har udviklet sig til at være en stat i staten. En offentlig myndighed, der har glemt alt om, at den i virkeligheden er til for borgerne, og i stedet indleder vilde klapjagte på ganske almindelige danskere.

 

Mennesket mod systemet

Fra Det Konservative Folkepartis side har vi længe forsøgt at råbe vagt i gevær, men det har desværre ladet til, at vores advarsler ikke rigtigt har vundet gehør i den brede befolkning endnu. Men det må altså ikke være sådan, at folk først tager situationen alvorligt nok til at ville skride ind, når de først selv har været udsat for en eller anden form for kritisabel behandling. Vi må i stedet hele tiden være på vagt på vores medborgeres vegne.

 

Det her handler om mennesket mod systemet. Desværre bliver mennesket meget tit tromlet ned, fordi det er dyrt, besværligt, afkræftende og uoverskueligt at skulle kæmpe imod en tung og økonomisk stærk mastodont som SKAT.

 

Det er sjældent en fair kamp, og vi bør altid – som udgangspunkt – være på borgerens side. Man er uskyldig, indtil det modsatte er bevist, og det gælder i allerhøjeste grad også i skattetekniske stridigheder. Det må vi aldrig glemme.

 

På plads, SKAT

 

Allerede tilbage i juni lancerede Det Konservative Folkeparti en Facebook-kampagne om samme emne. Vi kaldte kampagnen ’På plads, SKAT’, og på denne side, som over 1.000 danskere allerede følger, har vi fået mange personlige skrækhistorier serveret direkte ude fra befolkningens hverdage.

 

’På plads, SKAT’ har fungeret som et sted, hvor danskere kunne fortælle deres personlige historier om hårde og uretfærdige kampe mod skattevæsenet, og mange har desuden delt de historier, der i pressen har sat fokus på samme emne.

 

Vi vil fortsætte med at køre kampagnen, for den bidrager med utroligt mange vigtige eksempler og argumenter til vores arbejde i retning mod at få styr på SKAT – og ikke mindst SKAT’s bøllemetoder.

 

Uvildig undersøgelse nu

 

Vi har længe kæmpet for, at SKAT skulle igennem en større undersøgelse, der skulle klarlægge de interne metoder og se nærmere på, om regler og love bliver overholdt – altså især fra systemets side.

Læs også
Lars Løkke Rasmussen og danaidernes kar

 

Da vi endelig kom igennem med ønsket, var der desværre kun tale om en intern undersøgelse. En undersøgelse, hvor SKAT selv skulle undersøge egne metoder. Det giver selvfølgelig ikke nogen mening, og derfor holder vi fast i vores krav om, at SKAT skal gennemgå en ekstern og uvildig undersøgelse, der skal munde ud i en offentligt tilgængelig redegørelse af problemets omfang.

 

Vi kan slet ikke forstå, hvordan nogen kan være uenig i, at sådan en undersøgelse er påkrævet. Hvorfor er der nogen, der hellere vil stå på systemet side frem for på menneskets? Efterhånden som nye sager dukker frem, bliver vores krav mere og mere relevant – og vi vil fortsætte med at kæmpe for det.

 

Vi vil have en uvildig undersøgelse af SKAT, og vi vil have det nu.

Del på Facebook

ANDRE LÆSER OGSÅ…