Medierne er magthavere,
Det er ganske vist ikke sådan, medierne traditionelt fremstiller sig selv. De lægger vægten på, at de borgernes vagthund i forhold til politiske, økonomiske og andre magthavere.
Det er de også, og det skal de sandt for dyden også være.
Men medierne er altså også selv magthavere. De har en betydelig magt til at præge borgernes opfattelse af, hvad der foregår i samfundet.
Derfor er det vigtigt, at medierne hele tiden selvkritisk forholder sig til, hvordan de bruger deres magt. De skal også kunne sætte hinandens journalistik til debat. Kort sagt: De skal kunne være vagthund i forhold til vagthunden.
Det er der alt for lidt af. Men også på det punkt går Den Korte Avis nye veje.
For at sige det, som det er: Medierne har et alvorligt troværdighedsproblem med to aktuelle politiske sager.
Intet er for småt i Løkke-sagen
Den ene er Lars Løkkes rejsevirksomhed for GGGI. Den anden er den sag om solcelle-lovgivningen, som nu baner sig vej. Der er en skærende kontrast mellem mediedækningen af de to sager.
I Løkke-sagen synes intet efterhånden at være for småt. Fuldkommen latterlige bagateller bliver banket op, som var det stærkt belastende afsløringer af Løkke.
Berlingske kunne således i går rydde forsiden med en historie om, at Moderniseringsstyrelsen flere gange har måttet sende Løkke en rykker, fordi han var for længe om at indberette sine indkomster.
Og??? Er der ingen grænser for, hvor mikroagtige forseelser man kan banke op med en påstand om, at de er vigtige for at bedømme Løkkes evner som leder?
Er en ”afsløring” værd at bringe til torvs, bare fordi den fortæller noget, som ingen var opmærksom på – uanset hvor betydningsløst det er? I så fald kan Den Korte Avis afsløre, at Løkke på en af sine GGGI-rejser samlede en tabt mønt op i lufthavnen uden at oplyse Moderniseringsstyrelsen om det.
Dækningen af Løkke-sagen efterlader det klare indtryk, at de fleste medier søger at pumpe den så meget op og lade den køre så længe, som overhovedet muligt.
Kernen i solcelle-sagen
Ganske anderledes forholder det sig med tidens anden store politiske historie: solcelle-sagen.
Det er en stor sag, som kort fortalt har to sider:
Den ene er, at udgifterne til opførelse af solcelle-anlæg med offentlig støtte fik lov at løbe helt ud af kontrol. Det har kostet både el-forbrugerne og statskassen milliarder af kroner.
Den anden er, at klimaminister Martin Lidegaard fremlagde et lovforslag i Folketinget, der skulle lukke et hul i solcelle-lovgivningen. Hans ministerium opdagede så, at denne lov ville åbne et nyt hul. Men det informerede ministeren ikke Folketinget om, før det vedtog hans forslag.
De store spørgsmål er nu: Vil sagen kunne blive en alvorlig belastning for dels Martin Lidegaard, dels regeringstoppen?
Ringe lyst til at grave
Disse spørgsmål har medierne hidtil været påfaldende uinteresserede i at undersøge. Man har dissekeret selv den mindste lille myg i Løkke-sagen, mens man har ladet elefanter spadsere fuldstændig upåagtede rundt i solcelle-sagen.
Nu begynder der at ske lidt mere på grund af balladen med regeringstoppen, der forsøgte at forhindre Rigsrevisionen i at trænge til bunds i sagen.
Men det virker fortsat, som om de fleste medier har ringe lyst til at gøre noget særligt ud af en sag, som kan vise sig at rumme politisk sprængstof i stor skala. Den slags plejer ellers at være tilstrækkeligt til, at journalister begynder at grave og spørge som gale.
Mogens Lykketoft og Per Clausen sætter det hele på plads
Ret skal være ret. I går havde i hvert fald TV2 News en bred og gedigen dækning af solcelle-sagen og dens mulige konsekvenser.
Men i DR og TV2’s nyhedsudsendelser kl. 18.30 og 19 var det fuldstændig umuligt at få et dækkende indtryk af sagens alvor for regeringen.
I TV-Avisen blev det kun til en kort nyhed. I Nyhederne fik man fortalt historien på sin helt egen måde. Her gav man nærmest indtryk af, at solcelle-sagen var en intern affære inden for rød blok.
Jo, jo, regeringen havde da nogle problemer med balladen om Rigsrevisionen. Men den blev nu sat på plads af den socialdemokratiske formand for Folketinget Mogens Lykketoft og Enhedslistens Per Clausen.
De borgerlige var simpelt hen renset ud af indslaget! Selv om det er de borgerlige, der er gået hårdest i rette med regeringens håndtering af hele solcelle-sagen.
Man fik ikke engang den mere end oplagte idé at bringe et klip fra tirsdagens spørgetime med statsministeren, hvor Løkke bragte Thorning i synlig forlegenhed ved at spørge, hvornår hun vidste noget.
Mens Berlingske havde travlt med at hamre løs på Løkke-sagen, bragte Jyllands-Posten en historie, der lagde op til, at solcelle-sagen var et problem for … Løkke. Med den forrygende overskrift: ”Minister slår tilbage: Løkke fumler med fakta”.
Er der gået politik i journalistikken?
I de to sager har en stor del af medierne pustet Løkkes problemer med rejserne op til det yderste, men de har nedtonet Thornings problemer med solcelle-sagen så langt, det overhovedet lod sig gøre.
Det rejser et spørgsmål, som normalt er fuldstændig tabu blandt mediernes magthavere: Er dækningen påvirket af politiske ønsker om at få trynet Løkke og hjulpet Thorning?
Der er jo det særlige ved medierne som magthavere, at magten i det daglige udøves af journalister, der helt overvejende sympatiserer med partierne til venstre.
Mange journalister ville ikke lade sig styre af den slags. Og det er yderst sjældent at møde journalister, der bevidst søger at bruge deres magt til et bestemt politisk formål. Men det forhindrer ikke, at de politiske ønsker ubevidst kan spille en rolle.
Man kan diplomatisk sige det sådan: Manglen på balance og proportionssans er påfaldende, når man ser på dækningen af Løkke-sagen og solcelle-sagen. Det er mere end svært at se en saglig begrundelse for den ekstreme forskel.
Medierne har et alvorligt troværdighedsproblem med de to aktuelle sager.
