Jørgen Dragsdahls aktiviteter gjorde det sværere at være dansker i NATO

Fra 1981 til 1984 arbejdede jeg i NATO’s politiske hovedkvarter som “Head General Political Affairs”. Danmarks fodnotepolitik og dermed Jørgen Dragsdahls aktiviteter som agent for KGB betød for mig personligt en belastning i det daglige arbejde, fordi min umiddelbart foresatte – en amerikaner ved navn Glenn Cella – klart var overbevist om, at man ikke kunne stole på en dansker. For ham var dog især Lasse Budtz det helt store uhyre i åbenbaringen.

 

Danske politikere gik Sovjets ærinde

På denne triste baggrund har jeg så siden med stor frustration fulgt historikernes opgør om Danmarks politik under den kolde krig. Frustration, fordi det stadigt i vidt omfang lykkes “rød side” at undertrykke sandheden.

 

Jeg tror i almindelighed ikke på konspirationsteorier, men efter at man har destrueret relevant historisk materiale, er det vist ikke forkert at sige, at “man” er så pas mange med politisk magt, at det vitterligt i bedste stiltiende indforståelse og med stor succes fortsat lykkes at skjule, at danske politikere gik Sovjetunionens ærinde i den kolde krigs mest afgørende fase. Næppe fordi de ønskede et sovjetisk Europa, men fordi de kunne hente stemmer i fredsbevægelserne, når de lukkede øjnene for den virkelighed, som de faktisk havde priviligeret indsigt i.

 

Ret sikker på, at landsretten ville frifinde Bent Jensen

Efter i sin tid at have sat mig ind i den besynderlige procedure, som førte til at Dragsdahl vandt i byretten, var jeg ret sikker på at landsretten ville komme til modsat resultat og frifinde Bent Jensen.

 

Da dette så glædeligvis også skete, var det til gengæld – igen – ganske frustrerende, at den første samlende kommentar i DR, nemlig Martin Krasniks “Deadline”, alt i alt blev en platform for Dragsdahl, som fik lov til at skabe total forvirring om sagens substans.

 

Kritik af Deadline – ros til Den Korte Avis

Krasnik gik i og for sig vedholdende kritisk til ham, men han har desværre udviklet en tendens til stadigt mere at lade egne synspunkter dominere i studiet, og i denne sag var han ikke godt nok forberedt til at kunne hamle op med Dragsdahls betydelige talent for vildledning.

 

Dragsdahl fik masser af taletid, medens professor, dr.jur. Ole Hasselbalch opgivende måtte konstatere, at han ikke kunne få de 10 -15 minutter, som ville være tilstrækkeligt til en juridisk sagkyndig præsentation af domsafgørelsen.

 

Som repræsentant for et antal ikke navngivne historikere fik derefter Paul Villaume ordet, som han dog ikke forvaltede med megen success hvilket heller ikke var tilfældet for to yngre historikere, som til slut fik lejlighed til at bevidne også deres forvirring.

 

På denne baggrund har det så været en sand fornøjelse at læse Den Korte Avis’ artikel om sagen ved den jævnt hen fortrinlige analytiker og kommentator Poul Erik Andersen. Min hjertelige tak!

Læs også
Dansk Folkeparti vil smide Tyrkiet ud af NATO

 

Jørgen Abrahamsen

Del på Facebook

ANDRE LÆSER OGSÅ…