Besættelsestiden frem til oktober 1943 var forløbet temmelig roligt – livet forløb for de fleste uforstyrret trods krigen – ganske vist var der mangel på det ene og andet. Man savnede særlig kaffe og bananer – madvarer var rationeret, men alligevel var man ved godt mod. Krigen var begyndt at dreje til fordel for De Allierede, som havde vundet slaget ved El Alamain i Nordafrika og Sovjetunionen, som slog tyskerne ved Stalingrad. – Nazisterne var på tilbagetog.
De fleste danske jøder håbede eller troede, at man ikke ville røre dem. Det var ikke helt forkert, for Hitler forlangte to gange i 1941 og 1942, at de danske jøder skulle føres til Tyskland, men blev hver gang stoppet med begrundelsen, at det ville skabe uroligheder i Danmark. Da han forlangte det for 3.gang i september 1943, kunne man ikke stoppe ham. Man havde også undervurderet Hitlers had til jøder – det forstod man siden hen, da togtransporter med jøder til KZ-lejre i slutningen af kringenhavde fortrin frem for troppetransporter til fronten.
Min fars anelser
Min far må have anet noget. – den 24. september var han i Den Svenske Ambassade og fik visa stemplet i vores pas med indrejsetilladelse og opholdstilladelse – dvs. min mor og far, søster og mig. Derefter var han hos Fremmedpolitiet, hvis chef var politiadvokat Leifer, som arbejdede tæt med tyskerne, og bad om hans hjælp. Rigspolitichefens stempel kom i passet, men ingen underskrift. – Jeg formoder, at min far også ville betale for det. Dagen efter var min far og mor hos Leifer, men han blev grov og sagde: ”Gå hjem og sæt jer på jeres pind og vent.” Min far var derefter hos sin advokat og arrangerede, at han skulle tage sig af alt, hvis det blev nødvendigt, og derefter hævede han en stor sum penge i banken.
Telefonen ringede den første oktober
Den 1. oktober om formiddagen ringede telefonen. Min mor tog den, og en stemme sagde: ”De kan sikkert høre hvem jeg er. Jeg ringer for at advare Dem. Der ligger to skibe ved Langelinjekajen for at hente de danske jøder til Tyskland. Forlad Deres hjem og tag ikke kufferter med og løs kun returbilletter.” *)
En time senere forlod vi vores hus. – Jeg vendte mig ikke om.
Vi havde ingen planer eller mål, men tog så bussen ind til Hovedbanegården, hvor vi løste billetter til Helsingør for der at skifte til toget til Hornbæk. Undervejs i toget så jeg på skovstien på højde med Skodsborg min mormor gå sin morgentur – intet anende, at hendes nærmeste var på flugt. – På flugt i deres eget land. Kriminelle véd, at hvis de bliver fanget, venter en fair domstol og en retsstat. – Vi var ikke kriminelle, og der ventede ikke nogen retsstat.
I Hornbæk kom vi i kontakt med fiskerne, og man tilbød os en robåd. Efterhånden var det blevet aften, og vi kunne ikke beslutte os, så vi fik lov til at overnatte, hvad min far selvfølgelig betalte for. Næste morgen tog vi toget tilbage til København. Vi syntes, det var for farligt med en robåd.
På Hovedbanegården fik min mor kontakt med en pressefotograf fra Ekstrabladet, Lisberg, som straks kom os til hjælp. Han havde forbindelse til Modstandsbevægelsen, og ordnede at vi kom ned på Godsbanegården, hvor der holdt et godstog med en indkoblet halv passagervogn med træsæder. Der ventede vi længe, indtil vi kom af sted med Nykøbing Falster som mål. Vi var de eneste passagerer og var i ganske godt humør. Der havde været tale om at tage en taxa, men de måtte ikke køre uden for Hovedstadsområdet.
Mareridt
Vi ankom uden hændelser til Nykøbing Falster, hvor vi tog ind på et hotel under falsk navn. Der var meget få gæster på hotellet, og vi vakte ikke opmærksomhed – min far havde ikke noget jødisk udseende, og min mor naturligvis slet ikke, da hun var en blond dansk kristen kvinde, som ikke ville svigte sin familie.
Vi fik tre værelser, min søster og jeg hver sit. Om natten vågnede jeg ved, at jeg hørte tungt støvletramp på trappen. Det varede flere minutter, inden det gik op for mig, at det var et mareridt, så virkeligt var det. Drømmen forfulgte mig i mange år, inden den forsvandt.
Næste dag, den 3. oktober kom en kontaktmand forbi og talte med min far. Om eftermiddagen skulle vi tage en Taxa til en kro ved Stubbekøbing, hvor vi skulle vente. Jeg gik en lang tur i gaderne i Nykøbing Falster og følte, alt uvirkeligt med mennesker omkring mig i deres hverdag og jeg på flugt.
Flugten
Eftermiddagen kom, og vi kørte af sted. Kroen lå lidt uden for Stubbekøbing tæt op til en skov. Det var svært at få tiden til at gå, så min far og jeg trøstede os med nogle øller. Så endelig mørknede det, og vi fik besked om at gå af sted mod skoven. I mørket i skoven mødte vi et par mænd, som ønskede os god rejse – vistnok bevæbnede vagter.
Vi kom så frem til en lysning ned mod vandet, hvor der var en anløbsbro. Rundt om i mørket sad der mennesker og ventede. Ud af mørket dukkede der pludselig en fiskekutter op. Jeg tror, vi var 16 eller 18 mennesker, der så gik om bord. Men vi talte ikke med hinanden. Dertil kom så skipperen og hans medhjælper. Skipperen ville have 5.000 kr. pr. mand, så min far betalte ham 20.000 kr. Han risikerede jo sit liv og sin båd. Båden hed ”Marie” af Skelskør. Så sejlede vi af sted i mørket. Vi skulle gennem tre minefelter, sagde Skipper. Men båden var af træ og tiltrak vel ikke miner – men alligevel!
Det blev en rejse på 12 timer. Nogle mænd og jeg måtte sidde i maskinrummet, som stank af diesel, men af og til fik vi lov til at gå op og trække vejret. Midt ude på havet var der et barn i kahytten, som kom til at tænde lyset. Det kunne ses langt ud over havet og vi var rædselsslagne. Vi var afsejlet den 3. oktober og det blev morgen den 4. oktober.
Redningen
Dagslyset brød frem – de sidste timer stod min far helt fremme i stævnen af båden med sin mappe med penge under armen og stirrede ufravendt mod Sverige. Så gav Skipper ordre om at hejse flaget. Vi var i svensk farvand. Så så vi Ystad Havn. En mand længst ude på molen råbte: ”Velkommen til Sverige!”. I havnen ventede politi og en ambulance, som kom til nytte, da en ung pige havde fået lungebetændelse under flugten.
Takket være vore visa kunne min familie bevæge sig frit, medens alle de andre kom i flygtningelejr for registrering. Et par dage senere læste jeg i avisen, at min bedste vens forældre var kæntret med deres robåd udenfor Helsingborg. Hans mor, fru Davidsen var svømmet i land – hans fars lig var drevet i land.
*) Stemmen tilhørte den tyskorienterede Prinsesse Helene, der var gift med Prins Harald, Kong Cristian d. Tiendes broder, og episoden er nærmere beskrevet i Den Korte Avis den 24.maj 2013 (Red.)
Ib Dannin, der studerede medicin i København inden flugten, fortsatte sit studium i Sverige og vendte hjem til København med Den Danske Brigade i 1945. Han fortsatte og afsluttede sit studium ved Københavns Universitet . Han var flere gange udsendt til Mellemøsten som militærlæge med rang af kaptajn og praktiserede senere som øre- næse- halslæge både i Danmark, Sverige og Tyskland, hvor han nu bor. (Red.)
