Regeringsrokaden betød, at Danmark nu har en udenrigsminister mindre. Det blev resultatet af at eksportministeren blev slået sammen med europaministeren. En fornuftig ændring eftersom der har været lidt trangt på ministergangen på Asiatisk Plads. Uden at have undersøgt sagen nærmere, så er jeg ret sikker på at intet land i verden har haft så mange udenrigsministre som Danmark. Hvis man tæller efter, så var det hele fem styk – nu er vi så nede på fire.
Med Nick Hækkerup som ny eksportminister er der forhåbentlig mulighed for at se fordomsfrit på den danske eksportindsats. Kan vi gøre tingene bedre, og kan vi udnytte de trods alt begrænsede ressourcer endnu bedre?
De vigtige markeder
Den tidligere eksportminister Pia Olsen Dyhr kunne næsten ikke tale om andet end BRIK-landene (Brasilien, Rusland, Indien, Kina). Der var ingen ende på, hvor meget ”vandteknologi” Danmark kunne sælge til Indien, til trods for at Indien på det nærmeste har iværksat en boykot af Danmark på grund af sagen om Niels Holck.
BRIK havde fokus i en grad, så vores vigtige nærmarkeder, især Tyskland blev totalt overset. For når alt kommer til alt, så er Tyskland og de nordiske lande vores største eksportmarkeder, og sådan vil det forblive mange år frem – uanfægtet af Asiens høje vækstrater.
Indholdsløs eksportstrategi
Vi skal naturligvis ikke undlade at satse på BRIK-landene, men vi skal bruge de rigtige redskaber, og indsatsen skal primært målrettes de store virksomheder. Her spillede eksportambassadørerne en afgørende rolle, eftersom deres opgave var at åbne døre i forbindelse med at forhandle store kontrakter på regeringsniveau i eksempelvis Kina og Rusland.
Hækkerup burde anerkende, at det var en fejl at fyre eksportambassaderne, og genindføre ordningen i stedet for stædigt at holde fast i en underfinansieret, indholdsløs eksportstrategi for verdens nye markeder.
Eksportambassadørerne gav resultater
Helt uforståeligt har regeringen valgt at skære ned på eksportindsatsen, og derfor er det vigtigt at de tilbageværende midler bruges mest hensigtsmæssigt. Eksportambassadørerne var en relativt billig ordning, og det var en måde til at skabe hurtige og synlige resultater.
Desværre fik de knapt lejlighed til at vise deres værd før ordningen blev nedlagt. I lande som Kina og Rusland er det ikke nok at være bedst og billigst. Det er afgørende med politiske kontakter og personer med titler, der kan åbne døre. Det er en virkelighed, som man er nødt til at forholde sig til – også selvom det strider mod vores nordiske og rationelle tilgang til, hvordan man laver forretninger.
Så lad os nu sammen se på, om vi ikke kan genoplive eksportambassadørerne i en eller anden form. Det vil styrke danske virksomheders mulighed for at begå sig på fjerne og vanskelige markeder.
