Parcelhus med strafskat – krigen mod boligejerne

Foto: Bolius

Enfamiliehuset og dets beboere er jaget vildt for tiden. Skatten på deres bolig er allerede høj, men den bliver endnu højere i fremtiden.

 

I 2002 betaltes der 13 mia. kr. i grundskyld, i år er det 22 mia. kr., og i 2020 vil der blive opkrævet hele 36 mia. kr. i grundskyld. Det er noget, som kan mærkes sidst på måneden!

 

Ejendomsskatter

Ejendomsskatten er delt i to. Der er ejendomsværdiskat, som opkræves af hele ejendommens værdi, og der er grundskyld, som opkræves af grundens værdi. Ejendomsværdiskatten er underlagt et skattestop, så den stiger ikke, men grundskylden kan stige i det uendelige, dog højst med 7 procent om året, så stigninger i vurderingerne sætter ind med forsinket, men efterhånden fuld effekt.

 

Fordi grundskyld udgør en større del af de samlede ejendomsskatter for husejere end for lejlighedsejere, har denne skævhed nu ført til, at huse er betydeligt højere beskattet end lejligheder. Har man 2 mio. kr. og køber et hus for pengene, så skal man betale betydeligt højere ejendomsskatter, end hvis man bruger de samme 2 mio. kr. på at købe en lejlighed.

 

Overbeskatningen af hus i forhold til lejlighed er allerede i dag på f.eks. 22 procent i Aalborg, 45 procent i Vallensbæk og 69 procent i Rødovre. Når effekterne af den seneste ejendomsvurdering er fuldt indfaset vil huset i forhold til lejligheden være overbeskattet med f.eks. 29 procent i Aarhus, 57 procent i Roskilde og 103 procent i Hvidovre. Det viser beregninger fra Realkreditforeningen.

 

Normalt, når lovgiverne beskatter forskellige forbrugsgoder forskelligt, så er det, fordi de gerne vil tilskynde til et andet forbrug. Som når der lægges en afgift på cigaretter, men ikke på gulerødder for at få folk til at levere sundere. Ekstraskatten på det at eje egen have frem for at eje egen altan ville således kunne forklares, hvis lovgiverne i Danmark havde et ønske om, at familier helst ikke skal kunne sende deres børn ud i haven for at lege, eller at ældre mennesker helst skal afholdes fra at luge staudebede.

 

Boligpriser

I det lys ville den hårdere beskatning af huse sammenlignet med lejligheder give mening. Det ville være en effektfuld regulering af danskernes boligadfærd i retning af at efterspørge huse mindre og lejligheder mere.

 

Og det er faktisk også, hvad der er sket. Det seneste år er udbudsprisen på huse til salg f.eks. faldet en lille smule, mens udbudsprisen på ejerlejligheder omvendt er steget med 6 procent, hvilket afspejler sælgernes forventning til købernes præferencer. Det er blevet forholdsmæssigt mindre populært at købe hus, fordi huset er så hårdt beskattet, og vil blive endnu hårdere beskattet i takt med, at grundskyldsstigningerne i de kommende år bliver indfaset.

 

Men ingen lovgivere har mig bekendt udtrykt det ønske, at danskerne i højere grad bør bo på stenbroen eller i nye byggerier ved de større byers havnefronter i stedet for at bo i hus med egen have. Så vi må tro, at der er nogen andet på spil.

 

Læs også
Lars Løkke Rasmussen og danaidernes kar

Dette andet kunne være det simple ønske om at få opkrævet flere penge hos boligejerne til de offentlige kasser, kombineret med et lige så stærkt ønske om at foregive noget andet ved at love at holde ejendomsværdiskatten i ro. Så kan man i stedet snuppe pengene via den hidtil mindre kendte grundskyld.

 

Ændrede boligvaner

Men effekten af politikken kan blive, at man får ændret danskernes boligvaner. Der vil blive bygget færre nye enfamiliehuse, fordi det er så hårdt beskattet at eje have og hæk, mens lejlighedsbyggerierne til gengæld vil stå i højere kurs, fordi der ikke er en særskat på udsigten over vandet og beliggenheden tæt på byens kulturelle tilbud.

 

Hvis mine politikerkolleger hellere vil have børn til at vokse op i lejligheder end i enfamiliehuse, og hvis de ikke kan unde landets pensionister at pusle om beplantningen på eget jordstykke, så skal de naturligvis bare fortsætte med at lade grundskylden stige i henhold til deres planer.

 

Hvis folketingsflertallet omvendt godt kan se værdien af et frit boligvalg, hvor den ene boligform ikke er overbeskattet i forhold til den anden, så bør de tilslutte sig Liberal Alliances ønske om at stoppe grundskyldens himmelflugt.

 

Ole Birk Olesen, skatteordfører, Liberal Alliance

Del på Facebook

ANDRE LÆSER OGSÅ…