I slutningen af november offentliggjorde det afghanske justitsministerium et forslag til en ny straffelov, der indeholder bestemmelser om piskning og stening som straf for før- eller udenomsægteskabelig sex.
Bestemmelserne om utroskab er både rettet mod mænd og kvinder. Men i praksis er det oftest kvinden som den svage part, det går ud over. Ofte er der slet ikke nogen mandlig part, idet en kvinde eller pige kan komme under mistanke, hvis hun blot har kastet et blik på en mand.
Forslaget er blevet kritiseret af vestlige regeringer og NGO’er som et tilbagefald til den periode, hvor Taleban regerede landet (1996 – 2001).
Danmark og en række andre vestlige lande har jo i de senere år gjort en stor militær og udviklingspolitisk indsats for at bringe Afghanistan nogenlunde på fode igen.
Danmarks kamp for ligestilling
I årene 2013-17 yder Danmark således 530 mio. kr. årligt i bistand. Deraf går ca. ¼ til fremme af god regeringsførelse, menneskerettigheder og ikke mindst pigers og kvinders rettigheder.
Så det var ikke lige et forslag til genindførelse af stening, der stod øverst på ønskesedlen hos dem, der forsøger at skabe forståelse blandt danske vælgere for et fortsat engagement i Afghanistan. Det er heller ikke det de har brug for, hvis forståelsen for det nu næsten overståede militære engagement, der har kostet mange danske soldater liv eller førlighed, skal fastholdes.
Det var nok ikke lige genindførelse af stening, de havde i tankerne, når de kørte ud på patrulje.
Med al respekt for dem, der ønsker en afghansk straffelov, der er bare nogenlunde i samklang med vestlige normer, må det ikke desto mindre fastslås, at diskussionen om straffeloven i høj grad er en skindebat.
Traditionelt muslimsk samfund
I et traditionelt muslimsk samfund som Afghanistan, hvor millioner af mennesker, ja vel hovedparten af befolkningen, lever deres liv i landsbyer, mindre byer og under traditionelle klan- og stammestrukturer, er det ikke de formelle statsinstitutioner og den formelle lovgivning, der bestemmer.
Hvis der er uoverensstemmelser eller konflikter, og da især i æresspørgsmål, er det de lokale og traditionelle magthavere, mullaher og andre instanser, der afgør dem med udgangspunkt i sharia’en og andre traditioner.
Det vil være et særsyn, at den mistænkte eller anklagede overhovedet kommer for en domstol, når det drejer sig om æresspørgsmål.
Kvinderne er mændenes ejendom
I et traditionelt og dybt religiøst samfund som det pashtunske (i Afghanistan eller Pakistan) omtaler mændene gerne det andet køn som ”vore kvinder”, ligesom de omtaler ”vore får”, ”vore marker” og anden ejendom.
Ved kvinder er der dog det særlige, at de føder børn og, at de gennem deres adfærd kan bringe familiens, landsbyens, klanens eller stammens ære i fare. Og her er hor eller utroskab noget af det værste.
Så kvinderne skal holdes i ave. Et pashtunsk ordsprog, jeg hørte i Pakistan, siger alt: ”En kvindes plads er i hjemmet eller i graven”. Straffene eksekveres på stedet, og dødsstraf kan eksekveres på mange mere og nok især mindre humane måder, af hvilke stening blot er den mest barbariske.
Bøde betal i antal jomfruer
Andre typer af konflikter og forseelser bilægges eller straffes med mindre blodige, men ikke mindre opsigtsvækkende metoder. En af mine genboer i Pakistan var en traditionel feudalherre, som ude på sin hjemegn for nyligt havde været opmand i en lokal konflikt.
Da havde han tilkendt den forurettede familie eller klan en større erstatning bl.a. bestående af et antal jomfruer. Det blev godt nok omtalt i aviserne, men på ingen måde genstand for indgriben fra myndighederne.
På en anden egn i Pakistan var det en kendt sag, at æresdrabene (og andre opgør) fandt sted efter sukkerhøsten. Så var sukkeret solgt, og der var råd til at bestikke de lokale politifolk, så at de holdt næsen væk.
Nu vil en og anden måske spørge: ”Hvordan tør nogen, der lever under sådanne forhold overhovedet hengive sig til før- eller udenomsægteskabelig sex?”. Det korte svar på dette spørgsmål blev i sin tid givet af Groucho Marx, da han blev spurgt om sin mening om sex: ”I think it has come to stay” (”Jeg tror, at det er kommet for at blive”).
En stærk kultur i befolkningen(Læs: Blandt mændene)
Enhver, der ønsker at fremme kvindens stilling i Afghanistan eller Pakistan, har fået sin sag for.
Det er desværre ikke først og fremmest på de bonede gulve i Kabul indsatsen skal gøres.
Og det er langt fra sikkert at befolkningen (læs: mændene) rundt omkring i landet har noget stærkt ønske om at se myndighederne eller udlændinge inden for dørene i deres hjem, i hvert fald ikke for at diskutere ”deres kvinders” rettigheder.
