En farlig mand for Danmark – og for Thorning

Klimapolitikken er normalt en klar vindersag for rød blok. Der er stor folkelig opbakning til at bekæmpe CO2-udslippet, og traditionelt mener vælgerne, at de røde er bedst til at tage vare på den opgave.

 

Men regeringens ny klimaplan kan bringe Helle Thorning i vanskeligheder. Det hænger sammen med Danmarks økonomiske situation med krisen og den skærpede globale konkurrence.

 

Denne situation har ændret befolkningens holdning til klimapolitikken. Man er blevet mere nervøs for, at Danmark skal spille superduks, hvis det skader vores konkurrenceevne og sender arbejdspladser til udlandet.

 

Samtidig er også den borgerlige opposition blevet strammere i betrækket. De blå partier afviser at medvirke til ny dansk enegang i klimapolitikken, hvis den gør livet dyrere for virksomheder og borgere og koster arbejdspladser.

 

Men klimaminister Martin Lidegaard fortsætter med at skrue op for de særlige danske klimakrav, som om intet var hændt.

 

Derfor er han en farlig mand for Danmark – og for Thorning.

 

Feje for egen dør

Lidegaard hylder den filosofi, at Danmark skal gå længst muligt foran andre lande i bekæmpelsen af CO2-udslippet. På den måde vil vi inspirere de andre lande til at følge trop.

 

”Vi skal feje for vores egen dør”, som han udtrykker det, for ellers kan vi ikke trække de andre med.

 

At ”feje for egen dør” i Lidegaards sprogbrug betyder i praksis, at de danske klimamål skal sættes voldsomt meget højere end i EU som helhed.

 

EU’s mål er at nedbringe CO2-udslippet i 2020 med 20 procent i forhold til 1990. Men Danmark vil reducere med 40 procent. De 34 procent er allerede hentet, så den ny debat handler om de resterende 6 procent.

Læs også
David Attenborough: ”Vi har ikke bare ruineret planeten, vi har ødelagt den”

 

Borgerlig kursændring

Siden Anders Fogh Rasmussen styrede Venstre ind på en ny grøn kurs, har partiet – ligesom andre borgerlige – bakket op om den meget ambitiøse danske målsætning. Men nu slår blå blok bak under henvisning til de økonomiske omkostninger.

 

Lidegaard fremhæver, at de høje danske klimamål bidrager til at skabe grønne arbejdspladser i Danmark. Sandt nok.

 

Men samlet set er de en økonomisk belastning for det danske samfund. Og de grønne danske virksomheder kan stadig holde en frontposition, selv om Danmark ikke løber langt foran de andre i klimapolitikken.

 

Ikke af denne verden

Lidegaards filosofi er ikke bare dyr, den er også naiv og selvovervurderende.

 

Det ændrer selvfølgelig ikke på klodens klima, at lille Danmark på egen hånd nedbringer sit CO2-udslip. Men det er ikke bare det.

Læs også
Michael Moores nye film afslører en vigtig del af den grønne omstilling som fup og profitmageri

 

Som de miljøøkonomiske vismænd har påpeget, betyder en begrænsning i det danske udslip i vidt omfang, at de andre EU-lande bare kan slippe så meget mere ud. De får groft sagt mere plads til at svine inden for EU’s fælles rammer.

 

Samtidig kan de andre lande også score arbejdspladser på dansk enegang, fordi de danske omkostninger bliver for høje.

 

Kort sagt: Udenlandske virksomheder og landmænd har en klar fordel ved den danske enegang. Alligevel insisterer Lidegaard på, at udlandet kun har én tanke, når det ser Danmark ile så langt forud: Vi må skynde os at følge det lysende danske eksempel.

 

De Radikale ikke er af denne verden.

 

Landmændene får lov at betale

Men holdningsskiftet blandt vælgerne giver problemer for Lidegaard og Thorning. Nu har konkurrenceevne, vækst og arbejdspladser absolut førsteprioritet.

 

Læs også
Red klimaet: Kernekraft er i dag noget andet og  bedre end for 50 år siden

Det har Thorning set i øjnene, og Lidegaard er nødt til at rette ind. Det gør han så ved at holde klimaplanens økonomiske byrder nede for størsteparten af det danske samfund.

 

Til gengæld ser det ud til, at én gruppe får lov til at betale det meste af regningen: landmændene.

 

Det har sin politiske fordel: Landmændene er en lille gruppe, og de stemmer absolut ikke på de røde. I den offentlige debat har de traditionelt været forbundet med dårligt miljø og klimabelastning.

 

Samtidig kan regeringen håbe på at bringe Venstre i forlegenhed som et parti, der kæmper snævre landbrugsinteressers sag.

 

Når Lidegaard valgte at lave et kæmpekatalog over klimaforslag, hvoraf nogle var komplet urealistiske, var det nok et led i denne strategi.

 

Man ville vise, hvor voldsomt klimakravene ville gribe ind i andre dele af samfundet, og hvor meget billigere man slipper ved at hente de fleste klimaforbedringer hos landbruget.

 

Læs også
Den danske klimalov fik ikke megen opbakning på COP25 i Madrid!

Svære forhandlinger

Men det bliver svært for regeringen. De borgerlige er på krigsstien og vil næppe indgå forlig, uden at de økonomiske omkostninger sænkes mærkbart – selv hvis det betyder, at man ikke når de 6 procents CO2-reduktion.

 

Lidegaard kan så indgå forlig med Enhedslisten i stedet, finansieret primært af landbruget. Men det er risikabelt, som stemningen er blandt vælgerne.

 

Landbrug og fødevareindustri har trods alt en vis lydhørhed for deres argument om, at det er tåbeligt at lade danske landmænd udkonkurrere af udenlandske landmænd, der belaster klima og miljø meget mere, men kan sælge billigere. Så bliver klimaet også taberen.

 

De færreste ønsker trods alt, at Danmark bliver et lysende eksempel på, hvordan man lukker veldrevne landbrug.

 

Lidegaard er en farlig mand. Ikke bare for Danmark, men også for Thorning.

Del på Facebook

ANDRE LÆSER OGSÅ…