Da Marcus var fire måneder gammel besluttede Aarhus Kommune at tvangsfjerne ham. Han blev anbragt i en plejefamilie, fordi ingen i hans familie ønskede at tage ham til sig.
Nu har Marcus boet i 7 måneder hos plejefamilien, der bedømmes som usædvanlig god. Og det ser da også ud til, at han er glad, trives og er faldet godt til.
Hele sagen er beskrevet i flere artikler i Aarhus Stiftstidende og TV2 Østjylland.
Mosteren vil alligevel gerne være plejefamilie
Men nu har moderens moster henvendt sig til kommunen: Hun vil alligevel gerne være plejemor for Marcus.
Derfor har kommunen besluttet, at Marcus skal rykkes op med rode og flytte hen til mosteren – en familie, han ikke kender. Det skal ske om bare en uge.
Skrivebordsbeslutning
Beslutningen er en ren skrivebordsafgørelse uden konkret og grundig undersøgelse af sagen.
Beslutningen om at flytte Marcus er nemlig truffet af forvaltningen og to eksperter, som kommunen henviser til, på grundlag af skriftligt materiale. (Aarhus Stiftstidende)
Men hvordan forsvarer kommunens embedsmænd så dette voldsomme indgreb i et meget sårbart barns liv? Ja det gør de med en floskel om blodets bånd.
Blodets bånd
Socialdirektør Erik Kaastrup-Hansen siger: ”Der er ingen tvivl om, at blodets bånd har en betydning i vores liv. Og vores erfaring og forskningen siger også, at i løbet af opvæksten, der vil man søge mod sine rødder for at finde ud af, hvor man kommer fra. Derfor er der ingen tvivl om, at det biologiske har rigtig, rigtig stor betydning”.(TV2)
I en række situationer vil det ganske rigtigt være naturligt at anbringe et barn inden for familien. Men det er fuldkommen grotesk at bruge familiebånd som begrundelse for at fjerne en 11 måneder gammel dreng fra et hjem, hvor han trives særdeles godt, for at anbringe ham hos beslægtede, som er fremmede for ham.
Man ofrer et barn for et dogme
Her ofrer myndighederne et barn, hvis situation de overhovedet ikke har sat sig konkret ind i, fordi de gør ”slægtsanbringelse” til et dogme.
Engang var det et dogme i den sociale verden, at tvangsfjernede børn under ingen omstændigheder måtte anbringes hos beslægtede. Det var tåbeligt. Men nu er man røget helt over i den anden grøft, så man i stedet gør det til et dogme, at slægtninge er bedst for barnet, selv når det skriger til himlen, at det er forkert – som i Marcus’ tilfælde.
Forskning giver ikke belæg
Forskningen giver ikke belæg for at påstå, at slægtsanbringelse per definition er det bedste. Det viser resultatet af en omfattende undersøgelse lavet af Rockwool Fondens Forskningsenhed ”Når man anbringer et barn II”.
Forskerne har undersøgt, hvor ofte en anbringelse afbrydes før tid, og her skiller slægtsplejen sig ikke ud. Antallet af anbringelser, der fungerer så dårligt, at de må afbrydes før tid, er det samme, hvad enten det er en fremmed plejefamilie eller en slægtsanbringelse.
Hvad der er bedst for barnet, må med andre ord bero på en konkret vurdering. Og den kan man altså ikke foretage bag et skrivebord hos Aarhus Kommune. Den kræver, at repræsentanter for kommunen er sammen med de berørte mennesker, før der træffes en afgørelse.
INTET taler for en flytning
Socialdirektørens begrundelse er simpelthen rystende elendig! Det er ikke sagligt at henvise til blodets bånd. Det er en abstrakt begrundelse.
Det afgørende er: Hvad er bedst for barnet – af hensyn til trivsel og fremtid. I den forbindelse er det helt afgørende, at voksne – som barnet knytter sig til – ikke bare ‘forsvinder’ medmindre det er absolut tvingende nødvendigt – aht. barnets trivsel.
Det må forudsættes, at der allerede ved den oprindelse anbringelse er taget stilling til, at den nuværende plejefamilie har evnerne til at tage sig af Marcus. Oplysningerne bekræfter, at ‘der er ramt rigtigt’.
Er der nu opstået en ny situation? Nej, ikke hos Marcus – i den familie, der skal tage sig af ham. Ja, hos mosteren – men er det relevant i f.t. Marcus?
Man får det indtryk, at forvaltningen er uvidende og ligeglade.
Politikere, fagfolk og borgere i oprør
Sagen har vakt stor debat i Aarhus Kommune. Mange borgere er i oprør og har henvendt sig til de lokale politikere.
Af de mange indlæg i blandt andet Aarhus Stiftstidende fremgår det, at borgerne ikke mindst er vrede over, at en moster, der først siger nej og ikke vil have noget med Marcus at gøre, alligevel uden videre kan få lov til at fjerne ham fra plejefamilien.
193 plejefamilier er så rystede over forløbet, at de har meddelt, at de ikke ønsker at fungere som plejefamilier for Aarhus kommune.
Og nogle kommunale politikere er stik imod sædvane gået ind i den konkrete sag.
Blandt andet har den konservative Niels Christian Selchau-Mark, sagt, at jo mere han læser af interne papirer, desto mindre forstår han: ”Pludselig nu, hvor der er begyndt at komme stabilitet i drengens liv, vil man placere ham i en familie, der måske nok er blod, men ikke nogen han kender. Jeg tror ikke, at et lille barn kan genkende blod, det kan genkende kærlighed. Og Marcus har fået kærlighed i denne her plejefamilie.” (TV2)
Flytningen skal ”ske med stor stor nænsomhed og professionalisme, men der er ingen tvivl om at det på sigt er det bedste for barnet at blive placeret i en netværksfamilie”, siger socialdikretøren.
Plejeforældrene til tjenstlig samtale
Plejemoderen Helle Hornbek har udtalt sig i sagen. Blandt andet sagde hun synligt berørt til TV2 om Marcus: ”Der er en kæmpestor risiko for, at han tager yderligere skade. At de mennesker, han har tillid til, forsvinder for ham hele tiden.”
Det har ikke stemt kommunen mildere. Tværtimod har plejeforældrene været indkaldt til møde med to ledere i forvaltningen, som beskyldte dem for at overtræde deres tavshedspligt ved at udtale sig om sagen. (Aarhus Stiftstidende)
Drengens liv kan blive ødelagt
Socialdirektøren taler, som om han læste op af en lærebog: Flytningen af drengen skal ske ”med stor nænsomhed og professionalisme, men der er ingen tvivl om, at det på sigt er det bedste for barnet at blive placeret i en netværksfamilie”.
Han støtter sig ikke på forskningen. Han støtter sig ikke på almindelig sund fornuft og menneskelig indlevelsesevne. Han glider bare med på tidens teoretiske modelune i den sociale verden – nemlig slægtsanbringelse.
Der er grund til at frygte, at en drengs liv kan blive ødelagt på den konto.
Den sag er en skændsel for Aarhus Kommune.
