Drabet på fru Meyer

Aviserne skrev om Landsrettens opsigtsvækkende dom. Her Politikens forside fra 10. marts 1946.
Udskriv

Vi kan i denne måned fejre 70-året for den enestående redning af de danske jøder under den nazistiske besættelse af Danmark. Men én mands flugt fik fatale følger for hans hustru. Den 45 årige fabrikant Michael Carl Moses Meyer flygtede til Sverige 8. oktober 1943. Af økonomiske årsager efterlod han sin hustru, den 30 årige Mathilde Marie Meyer i Danmark. Hun var ikke af jødisk afstamning og derfor tilsyneladende uden for fare.

 

Meyer drev en handskefabrik på Ehlersvej  i Hellerup. Den overdrog han inden sin afrejse  proforma til sin medarbejder, hr. Saxtorph, der ikke var jøde, og han aftalte med Saxtorph, at fru Meyer kunne blive boende i boligen i firmaets ejendom og yderligere skulle have et underhold på 90 kr. om ugen, så længe Meyer var væk. 90 kr. svarede dengang omtrent til en faglært arbejders ugeløn.

 

(Mathilde Marie Meyer myrdet i Rude Skov oktober 1943.)

 

Fru Meyer var imidlertid ikke tilfreds med ordningen, og der opstod hurtigt kiv mellem fruen og familien Saxtorph. Datteren, den 26-årige Lilly Margrethe Saxtorph var særlig aggressiv. Hun arbejdede på deltid i firmaet og havde indtil for nylig delt værelse med en veninde, sygeplejersken Ebba Constance, til hvem hun betroede sin utilfredshed.

 

Ebba havde en bror, Ib, der allerede tidligt var gået ind i den gryende modstandsbevægelse, og Lilly brugte nogle ubekræftede løse rygter om, at fru Meyer var stikker, som pression for at få Ebba til at involvere broderen i striden og få fru Meyer skaffet af vejen. Ligeledes satte hun sin kæreste, som hun havde truffet på en ferie i Blokhus samme sommer, og som også påstod at have et vist forhold til modstandsbevægelsen, ind i sagen.

 

Rygterne

Fru Meyer var nemlig i de hektiske og nervepirrende dage omkring jødernes flugt kommet med flere uoverlagte bemærkninger om sit forhold til sin jødiske mand. Hun havde således – bl. a. medens familien Saxtorph hørte derpå – fremsat udtalelser som:  ”Det har man, fordi man  har giftet sig med en jøde”. Og Meyer selv, der var ortodoks, skal  være kommet med udtalelser som: ”Dette er straffen, fordi jeg har ægtet en ”Kemech”.

Læs også
Liselund på Møn – lyt til fri tanker i den romantiske have

 

De to udtalelser var i virkeligheden det lille frø, der blev kimen til den katastrofale fejltagelse, der førte til mordet på fru Meyer blot få dage senere.

 

Udtalelserne blev gengivet og overdrevet i familierne Meyers og Saxtorphs omgangskredse. Man gav sig til at dømme og fordømme fru Meyer. Hun var en ”dårlig hustru” og en ”dårlig  kvinde”. Rygterne avlede nye rygter, og disse blev i løbet af få dage efter flugten mere og  mere rystende og forfærdende. ”Fru Meyer har vist tilranet sig  penge fra manden og fra hans forretning” hed det pludseligt. Og størrelsen af de  besvegne beløb antog efterhånden fantastiske dimensioner. Rygterne nævnte pludselig beløb på helt op til 100.000 kr., og mindre end en uge efter flugten blev kronen sat på bagtalelsesværket: ”Fru Meyer havde ødet disse penge på tyske officerer!”  Altså: ”Hun var tyskernes håndlanger” … ”Hun  var sikker!”

 

”Hun skulle gang på gang have stukket jøder!”. ”Hun skulle endog have forsøgt at stikke sin egen mand, da han rejste til Sverige”. Ja – ved  en enkelt lejlighed skulle hun have stukket ”hen ved 100 danske jøder, som var blevet taget af tyskerne og deporteret.” hed det nu.

 

 Rygterne arbejdede videre og blev både mere præcise og mere detaljerede. ”Hun havde stukket Dr. Køsters rute!” hed det pludseligt. Dr. Køster var ansat på Bispebjerg Hospital og havde hjulpet adskillige jøder til flugt. Men der var ikke nogen bestemt ”rute”, der bar hans navn, og havde man spurgt ham, ville man have fået bekræftet, at rygterne var grebet ud af den blå luft.

Læs også
Mange børnefamilier besøger Kongernes Jelling – men en familie lidt ud over det sædvanlige kiggede forbi i går

 

Rygterne om fru Meyer som ”stikker” stammede oprindelig fra Moses Meyers kusine Ida Schmidt, der selv var af jødisk afstamning. Hidtil havde fru Schmidt følt sig tryg i sit ægteskab med en ”arier”, men nu var hun bange for, at hun alligevel skulle komme i farezonen.

 

Et skæbnesvangert møde

13. oktober, fem dage efter Moses Meyers afrejse til Sverige, opsøgte Ida Schmidt sin nabo, kontormanden Norman  Dehn, som ifølge eget udsagn var chef i ”Det Hemmelige Politi” og ”havde 14.000 mand under sig”.

 

I virkeligheden var dette det pure opspind. Han var notorisk løgner og fantast. Og havde endogså en psykiatrisk diagnose på dette.

 

Fru Schmidt fortalte Dehn, at hun frygtede, at hendes fætters kone stak jøder til tyskerne. Hun var bange for at ”dette illoyale menneske” i hendes nærhed kunne henlede tyskernes opmærksomhed på hendes person. Fru Meyer var jo ”ikke engang veget tilbage for at angive sin egen mand”.

 

Dehn lovede at undersøge sagen. Dagen efter kunne han berette, at ”rygterne talte sandt”.

 

Læs også
Boganmeldelse: Luther og Danmark i 500 år

18. oktober samledes så fem danske ”patrioter” i Ebbas lille lejlighed: Ebba selv og hendes broder Ib, samt Lilly Saxtorph og ægteparret Hans Jacob og Ida Harriet Schmidt.  Lilly meddelte, at fru Meyer skulle likvideres ”efter ordre fra det hemmelige politi”. Fru Schmidt lovede, at ”manden fra det hemmelige politi”, hr. Dehn, ville komme tilstede to dage senere med ”fuld dokumentation for fru Meyers skyld.”

 

To dage senere, den 20. oktober 1943, samledes de sammensvorne igen, denne gang i Ida Schmidts lejlighed på Østerbro. Med til mødet var nu yderligere 4 personer, som man mente kunne støtte op om sagen: Aage Henrik Koch, Knud Harald Stig Nielsen, Aage Børge Jens Fischer, der alle havde vist vilje til at gøre modstand mod tyskerne, og ”manden fra det hemmelige politi” Norman Carl Christian Dehn.

 

Koch havde øjnet en mulighed for at gøre en patriotisk indsats og medbragte en gummiknippel, men Dehn havde ikke de lovede skriftlige beviser med. ”De var hemmeligstemplede” forklarede han, men han garanterede, at de fandtes.

 

Diskussionen var livlig over kaffe- og kagebordet. Lilly Saxtorph kunne fortælle, at en læge på Bispebjerg Hospital havde fortalt, at fru Meyer var stikker. Der var almindelig enighed om, at fru Meyer måtte uskadeliggøres. Dehn, som jo godt vidste, at det hele var fup, foreslog som den eneste, at man i stedet tilførte fru Meyer en dragt prygl.

 

Længe gik han alene ude på gaden og overvejede de vidtrækkende konsekvenser af det rænkespil han havde været medvirkende til at iværksætte. Men da de øvrige overbeviste ham om, at hans eget liv nu var i fare, hvis han sprang fra nu, da han jo havde været med så langt, og de andre skulle kunne føle sig sikre på ikke at blive forrådt.

 

Alle satte sig i en rundkreds og skulle nu ved håndsoprækning stemme om, hvorvidt fru Meyer blot skulle klapses af med en dragt klø eller likvidres.

 

Ingen stemte for klø. Alle stemte for likvidering.

 

Resten er mandfolkearbejde”, sluttede Ebba. Hendes broder havde allerede skaffet en taxa og to chauffører. De ventede allerede nede på gaden.

 

(Taxachauffør Marcussen kørte ofte for modstandsfolk. Det gjorde han også i oktober 1943. På turen deltog yderligere en chauffør, da Marcussen ikke kunne lide at køre om natten. Man havde fået, at vide at en jøde skulle bringes i skjul, men de fandt snart ud af, at det drejede sig om noget helt andet. Her ses hans vogn ved en rekonstruktion ud for Forum i 1946.)

 

Selve mordnatten

Mændene tog samme aften ud til Meyers villa i Hellerup. Dehn og Schmidt holdt vagt på vejen, mens Stig Nielsen, Fisker Sørensen, Fischer og Koch begav sig op til huset. Under foregivende af at være tysk politi fik de fru Meyer til at åbne døren. Fru Meyer var ved at gå i seng, og mens hun klædte sig på skar Koch telefonledningerne over i entreen, og de tre andre trak hende brutalt ud af huset. Hun skreg af frygt, hvorfor Koch tildelte hende voldsomme slag i ansigtet med sin gummiknippel for at bringe hende til tavshed.

 

Gruppen havde aftalt, at fru Meyer efter drabet skulle kastes i en sø i Rude Skov, men ingen af dem kunne finde vej i mørket. De standsede derfor taxaen ved en tilfældig sidevej. Efter at have tvunget fru Meyer40 mop ad vejen, affyrede Fisker Sørensen, Fischer og Koch skud i ryggen på kvinden, mens Stig Nielsens pistol klikkede.

 

De lod liget ligge, men tog hendes blodbesmurte taske med sig. På vejen hjem delte de indholdet af tasken mellem sig. Der var 130 kr. Det blev 20 kr. til taxachaufføren og 27,50 kr. til hver af de andre.

 

Tasken overdrog de til Ib, som gemte den hos søsteren. Her blev den senere fundet under en razzia. Det blev den, der blev nøglen til mordgådens løsning.

 

Da sagen var opklaret og skulle have været for retten i september1944, var politiet blevet taget af tyskerne, og der var derfor ingen offentlig anklager, så retten blev først sat i marts 1946.

 

Det blev under retssagen slået fast, at fru Meyer ikke var stikker. Alle 10 medvirkende blev dømt for mord eller medvirken til mord.

 

Udfaldet af denne sag er en af årsagerne til, at Frode Jacobsen, tidligere medlem af Frihedsrådet og minister i befrielsesregeringen fik standset enhver retlig undersøgelse af de øvrige ca. 400 sager, der er gået over i historien som ”stikkerlikvideringer” under besættelsen.

 

(Ikke likvidering, men et drab meddelte minister Frode Jakobsen til Statsadvokaten den 18. september 1945.)

Del på Facebook

ANDRE LÆSER OGSÅ