Det Muslimske Broderskab står bag den ny stormoské

I går kom den ny stormoské i København i mediernes søgelys. Moskeen fik nemlig rejst sin 20 meter høje minaret.

 

Men man hørte ikke noget om holdningerne hos dem, der står bag moskeen. Og det er der ellers særdeles god grund til at se nærmere på.

 

Jehad Al-Farra

Den kommende imam i den nye stormoske finansieret af Quatar har rødder i Det Muslimske Broderskab.

 

Den 53-årige Jehad Al-Farra bekender sig helt åbent til denne islamistiske bevægelse, som han hævder arbejder for integration af muslimer. Han afslører endvidere, at han har forbindelser til broderskabet, som har lært ham om islam, og at han er inspireret af Tariq Ramadan og hans tanker om en moderat islam i Europa. (Kristeligt Dagblad)

 

Hvordan ser holdningerne og værdierne hos Det Muslimske Broderskab og Tariq Ramadan så ud, når man går det efter i sømmene.

 

Såkaldt “demokrati” baseret på sharia

Broderskabet er dødsensfarligt for såvel de muslimske landes egne ikke-islamistiske indbyggere som for vesterlændinge. Denne påstand strider imidlertid imod den dominerende diskurs i den danske debat, som lægger op til et samarbejde.

 

Det Muslimske Broderskab siger, at de vil demokrati. Godt nok sharia-baseret, men alligevel. Jeg stoler bare ikke på dem, fordi jeg kender til begrebet ’taqiyya’. Det går helt kort ud på, at i religiøse og politiske spørgsmål kan en muslim ligefrem være forpligtet på at udøve taqiyya [forstillelse, omformning], så man skjuler egne hensigter og holdninger. Forstillelsen skal blot fremme sagen.

 

Det Muslimske Broderskab er en mester i denne tilsløringsstrategi: Så længe det fremmer broderskabets interesser at synge trylleordene demokrati, religions- og ytringsfrihed, så gør brødrene det. Broderskabets sandhedsbegreb er nemlig et andet end det, vi er blevet opfostret med i Vesten. I parentes bemærket er jeg ikke ude i et moralsk ærinde – jeg konstaterer blot et faktum.

 

Lorenzo Vidino

Italiensk-fødte Lorenzo Vidino er ekspert i islamisk terrorisme i Europa. På dansk grund er han bl.a. kendt for bogen Al-Qaeda i Europa (2006). I det følgende trækker jeg bl.a. på hans gennemgang af Det Muslimske Broderskab, som siden sin grundlæggelse i 1928 har haft afgørende indflydelse på det politiske liv i Mellemøsten.

Læs også
“Muslimske brødres” topfigur sat fri, men friheden er stærkt begrænset

 

Broderskabet arbejder under mottoet: Allah er vort mål. Profeten er vor leder. Koranen er vor lov og Jihad er vor vej. At dø for Allah er vort højeste håb.

 

Vi har altså her at gøre med en ideologi, hvis tilhængere elsker (martyr)døden højere end livet.

 

Broderskabet har med stor succes søgt indflydelse også i Europa, hvorfra de siden begyndelsen af 1960erne har etableret en støt voksende organisation, bygget moskéer og støttet islamiske organisationer i Europa. Deres mål i Europa har ikke været blot at støtte de muslimske organisationer lokalt, men at udvide det område, hvor Islams love gælder, i Europa og USA.

 

Mehdi Mozaffari

Mehdi Mozaffari, professor med særligt henblik på islamiske studier ved Institut for Statskundskab, Aarhus Universitet, ytrer sig med jævne mellemrum i debatten og frygter ligesom jeg broderskabet. En af hans væsentlige pointer er, at der ikke er nogen fundamental forskel mellem Det Muslimske Broderskab og khomeinisme, altså de principper, som Ayatollah Khomeni håndhævede, da han greb magten i Iran i 1979.

 

Det Muslimske Broderskab er kilden til khomeinismen. Mozzafari fastslår, at enhver erklæring om, at broderskabet er blevet demokratisk, pragmatisk og pluralistisk, minder om Khomeinis udtalelser, taler og erklæringer, som blev fremført i Paris lige før revolutionen. Dengang lovede Khomeini frihed til alle, selv marxister, kvinder og minoriteter, og et demokratisk, pluralistisk Iran. Hvordan det gik, ved vi i dag. Undertrykkelse, tortur, hidjab-tvang og barbari.

 

Læs også
Nettet strammes om det muslimske idol Tariq Ramadan efter opsigtsvækkende nye anklager

En trussel

Broderskabet er en trussel, hvad enten vi taler Ægypten, Tunis, Algeriet, Libyen, Syrien, Libanon eller Palæstina. Og på sigt Vesten. Fordi medlemmerne er godt organiserede og stort set de eneste, som er det.  Ser vi på broderskabets virke i Europa er de ifølge Vidino kendt for at oprette skoler, hvor unge muslimer og deres forældre oplæres i Islams mål og midler.

 

Herfra rekrutteres de nye ledere, der skal repræsentere muslimerne overfor de vestlige landes regeringer på alle niveauer. Strategien har kunnet ladet sig gøre gennem kæmpe sponsorater fra velhavende familier, og i dag er deres netværk spredt overalt i Europa og med celler i alle europæiske lande.

 

Det effektive – og smarte! – er, at de har fundet en moderat udtryksform, der trods deres radikale synspunkter har formået at berolige de vestlige politikere og fået disse til at acceptere dem som forhandlingspartner. Som Vidino påpeger, forsvinder den pæne facade, når de er sig selv, og alt foregår på arabisk eller tyrkisk. Her prædiker deres præster / ledere åbent had til de vestlige samfund og måden de skal nedkæmpe vores kultur på.

 

Tariq Ramadan

Et enkelt eksempel: I TV fordømte de officielt bomberne i togene i Madrid, samtidig med at de var og er travlt optaget af at organisere og kanalisere penge til Hamas’ kamp mod Israel. Denne dobbelt-moral eller tvetungethed er blevet massivt dokumenteret af den franske journalist og forfatter Caroline Fourest i bogen Frere Tariq (Bror Tariq).

 

Hendes undersøgelse viser præcist, hvordan hovedtalerøret for den såkaldte euroislam Tariq Ramadan, barnebarn af broderskabets grundlægger Hassan al-Banna taler med to tunger. Fordragelige dialog-ord til de naive vesteuropæere, der lapper de søde talemåder i sig – anderledes incitament til had mod den dekadente vesterlandske kultur, når modtagerne er brødrene og ligesindede.

 

Læs også
”Muslimsk broder” mister alibi, som skulle afværge en sex-anklage

En viden om Det Muslimske Broderskabs program-grundlag og islamiserings-strategier er forudsætningen for at forstå, at broderskabet aldrig vil blive en ansvarlig politisk organisation, der vil respektere et sekulært demokrati.  Godt nok camouflerer de deres mål med velgørende arbejde, sportsklubber og bønnemøder (og kaffemøder med biskopper!) og har på den konto – fuldt forståeligt – skaffet sig masser af opbakning. Men når de først har fået magten, falder hammeren. Lex Khomeni.

 

Det Muslimske Broderskab aner ikke, hvad demokrati er i vestlige forstand. Eller rettere sagt: Lederne ved det sikkert godt, men de ønsker ikke vores type demokrati. Vi har svært ved at forstå, at mennesker kan foretrække sharia for en sekulær retsstat og personlig frihed, men sådan er det altså. (At elske friheden – og dermed også påtage sig utrygheden ved det individuelle ansvar – er ikke bare flødeskum).

 

Dødsensræd

Jeg er dødsensræd for Det Muslimske Broderskab. Også for de brødre, der som Tariq Ramadan toner frem iklædt slips og jakkesæt og bevæger sig ubesværet på de bonede gulve. Broderskabets blodige historie viser, hvad dens medlemmer er i stand til, og hvad deres omdrejningspunkt er: Kampen mod de vantro (mig!) og undertrykkelsen af kvinder (mig!).

 

Den største fjende lige nu og her i vesterlandet er imidlertid ikke broderskabet. Det er uvidende politiske ledere, naive biskopper og berøringsangste danske professorer i koranstudier. Sidstnævnte sælger rask væk ud af arvesølvet frem for at løfte opgaven med at rådgive politikerne kvalificeret.  

Del på Facebook

ANDRE LÆSER OGSÅ…