Det anonyme brev til Skattesagskommissionen har udløst en lavine af snak om, hvad baggrunden er for brevet, og hvad det kan komme til at betyde for sagen.
Men tilsyneladende er ingen kommet på den mulighed, at der ligger en hemmelig plan bag dette brev:
Det kunne være, at det er fup, når brevskriveren hævder at kunne bevise, at Venstre-folk har været langt stærkere involveret i skattesagen, end det hidtil er kommet frem.
Det kunne være, at vedkommende har satset på, at brevets påstande aldrig vil kunne efterforskes. Men hvis det skulle lykkes at få Skattesagskommissionen til at puste brevet op til noget stort, så ville sagen politisk blive hængende i luften som en belastning for Venstre.
For at loppe Skattesagskommissionen op til at gøre noget ud af sagen, kunne brevskriveren komme med en forblommet trussel: Hvis kommissionen ikke gør noget ved sagen, så vil jeg senere stå frem og fortælle, hvad jeg ved.
Det kunne måske gøre kommissionens medlemmer bange for at ignorere brevet – det ville jo ikke se kønt ud, hvis brevskriveren senere kom med store afsløringer.
Hvis dette har været den anonyme brevskrivers hemmelige plan, så har den foreløbig været en bragende succes.
Skattesagskommissionens flertal har bidt på. En stor del af medierne har bidt på.
Ingen kan bedømme sandhedsværdien
Vi ved naturligvis ikke, om der faktisk er en sådan hemmelig plan fra brevskriverens side. Men det er en mulighed, som er hverken mere eller mindre sandsynlig end den mulighed, at brevskriveren ligger inde med fældende beviser mod Venstre.
Ingen kan formentlig bedømme sandhedsværdien af de påstande, der fremsættes i brevet – heller ikke kommissionen. Brevet synes ikke at rumme nogen afgørende dokumentation.
Hvis det gjorde, var der jo ingen grund til, at kommissionens flertal overgav sagen til politiet med et vagt håb om, at det måske kan finde frem til et eller andet, der kan kaste lys over sagen. Så kunne kommissionen bare selv inddrage dokumentationen i sit arbejde.
Men trods den manglende dokumentation har kommissionens flertal skabt det indtryk, at brevet har kolossal betydning for sagen. Flertallet pustede således kraftigt til ilden med sin formulering:
”Vi finder imidlertid, at de i brevet fremsatte påstande – såfremt de er korrekte – i afgørende grad vil kunne ændre forståelsen både af den sag, der verserer ved politiet, og af flere af de forhold, som er omfattet af kommissionens kommissorium.”
Medier på de vilde vover
En del medier har begærligt grebet de opflammende formuleringer fra kommissionens flertal.
De henviser igen og igen til, at flertallet jo selv siger, at dette kan ændre hele sagen. Og så glemmer de den afgørende tilføjelse: ”… hvis det er sandt.” Og de glemmer yderligere at slå fast: ”Kommissionen har formentlig ikke den fjerneste anelse om, hvorvidt det er sandt.”
Det ville bare ødelægge en god historie. Nu er der endelig, endelig mulighed for at gøre skattesagen til det vilde politiske drama, som desværre har manglet hidtil. Og så skal det også gøres, koste hvad det vil.
Så seere og læsere har fået et hav af højspændte floskler om, at brevet kan blive en ”game changer” (noget, der kan ændre hele sagen).
De har også fået en journalistisk sprogbrug, der forsøger at pumpe brevets troværdighed op. Det hedder for eksempel ikke: ”Brevet påstår …” Det hedder: ”Brevet fortæller …”
Det skal dog retfærdigvis siges, at flere medier – både trykte og elektroniske – har holdt deres sti ren i sagen.
Hvorfor gør kommissionens flertal det?
At give sagen videre til politiet er efter alt at dømme et slag i luften.
Ifølge kommissionens formand Lars E. Andersen, der selv var imod at gøre det, handler brevet ikke ret meget om den sag, som politiet i forvejen er sat til at undersøge, nemlig lækage af Thorning-parrets skatteoplysninger. Det handler om muligt politisk magtmisbrug.
Dette har politiet ingen forudsætninger for at efterforske. I forvejen har dets efterforskning af lækagen stort set ikke flyttet sig ud af stedet i et år.
Der er derfor meget stor sandsynlighed for, at politiet ikke kan bringe sagen om magtmisbrug nævneværdigt videre. Guderne må vide, hvor meget kommissionens arbejde bliver forsinket, inden man når frem til den konklusion.
Alligevel har flertallet altså valgt at sende bolden videre til politiet. Til trods for, at det medfører en juridisk betænkelig sammenblanding af en uafhængig kommission og et politi, der er en del af regeringsapparatet. Og til trods for, at ventetiden er meget belastende for sagens nøglepersoner.
Hvorfor i alverden har de gjort det?
Dilettanter og harehjerter
Det barske svar lyder: Fordi de er dilettanter og harehjerter.
De er slet ikke vant til at begå sig i det rå klima, som kan præge det politiske miljø og mediedækningen.
Noget tyder på, at de er blevet forskrækkede over brevskriverens forblommede trusler. De har frygtet, at der siden kunne blive anklaget for forsømmelse, hvis de ikke gik ind på brevskriverens præmisser, og hvis det så skulle vise sig, at der var noget om sagen.
Men da de jo også skulle forsvare det dramatiske skridt med at overgive sagen til politiet, har de valgt en sprogbrug, der puster brevets betydning kraftigt op.
Kommissionen skulle i stedet have gjort det klart, at den var parat til at gå videre med sagen, hvis der blev forelagt en dokumentation, som var til at arbejde med. Men foreløbig fortsatte alt som planlagt.
I stedet begynder kommissionens arbejde at ligne en farce. Hvem ved, måske får den anonyme brevskriver sig en sund latter?
