Elever i en ottendeklasse på Östre Skole i Malmø er rystede og kede af det. De skulle have haft besøg af elever fra en ottendeklasse på Hjallese Skole i Odense. Men det danske besøg blev aflyst.
Mange af de danske forældre var bekymrede for at sende deres børn til en by med et så dårligt ry som Malmø!
Det fortæller den svenske avis Sydsvenskan.
Utrygge forældre
Skolen i Odense er meget engageret i at knytte udenlandske kontakter. I den forbindelse havde de danske elever gennem nogen tid haft kontakt via facebook og andet med de svenske elever. Danskerne skulle så besøge Malmø 10.-13. december og bo hos deres nye svenske venner.
Men det blev ikke til noget. Nogle af forældrene på Hjallese Skole havde undersøgt forholdene i Malmø og konkluderede, at det var bedst at holde børnene hjemme.
Ifølge skolens leder, Keld Gantzhorn, hentede de blandt andet information om den store indvandrerghetto Rosengård, som også Den Korte Avis har skrevet om.
Gantzhorn siger til Sydsvenskan, at bekymringen fandtes hos et flertal af forældrene. ”Jeg kan sige, at alle følte stor utryghed.”
Svensk fortørnelse
Det danske afbud og ikke mindst begrundelsen for det har vakt fortørnelse hos de svenske elever og deres klasselærer.
Hjemmesiden for samarbejdsprojektet blev lavet om og fik nu overskriften: ”Fra Malmø til Odense – mødet, der aldrig blev til noget”.
Her har eleverne skrevet deres frustration ud i form af blogs, hvor de taler meget kritisk om de danske forældres fordomme mod Malmø. De vil nu arbejde på at ændre billedet af byen.
Det er ikke svært at forstå de svenske elevers skuffelse. De har ganske givet også ret i, at Malmø som by er meget mere end de ting, som gjorde forældrene i Odense bekymrede.
Men som dansker kan man alligevel godt savne selvransagelse fra den svenske side. Der kan siges meget godt om svenskere, men selvransagelse i forhold til problemerne i deres eget samfund er ikke ligefrem en af deres stærkeste sider.
Den politiske korrekthed er gået amok
Den svenske elite gør alt, hvad den kan, for at undertrykke en selvkritisk debat – specielt om de tilstande, som en ukontrollabel indvandring har skabt.
De mennesker, som forsøger at føre debatten, udsættes for brutal brændemærkning ved at blive beskyldt for racisme, fremmedfjendskhed og lignende modbydelige ting.
Mange svenskere kan godt se, at der er noget galt. Men de færreste skal nyde noget af at ytre sig offentligt om det.
De lever i et land, hvor den politiske korrekthed er gået amok. Problemerne fornægtes i en grad, som virker ejendommelig på danskere, der er langt mere vant til at tale frit.
Pia Kjærsgaard som det primitive hadesymbol
Skuffelsen og fortørnelsen hos de svenske elever og deres lærer er som sagt forståelig. Men den er uproduktiv, hvis den slet ikke bliver forbundet med en selvransagelse.
Denne selvransagelse kunne passende antage to former:
Den ene er at erkende den usandsynligt grove hetz, som svenske medier i årevis har ført med den politiske debat i Danmark om blandt andet indvandringen. Den ene hellige og grovkornede fordom efter den anden er blevet spyet ud. Med Pia Kjærsgaard som det store, primitive hadesymbol.
Det kan meget vel tænkes, at nogle af forældrene på Hjallese Skole, har hørt om denne form for debat og tænkt: Sådan diskuterer vel kun fanatikere.
Jødeforfølgelser og danske politifolks oplevelser
Men frem for alt har man i Malmø, herunder på Östre Skole, brug for selvransagelse, når det gælder byens egne alvorlige problemer.
Det er især dem, der har fået nogle af de danske forældre til at reagere.
For eksempel har de nok hørt om forfølgelsen af jøder, der har sendt en del af disse på flugt fra byen. Måske erindrer de også en Malmø-borgmester, der udtrykte uhørt ringe forståelse for jødernes vilkår.
Det kan også tænkes, at de danske forældre har stiftet bekendtskab med en nylig beretning i Politiforbundets blad DANSK POLITI, som byggede på danske politifolks besøg i ghettoen Rosengård.
Den Korte Avis har tidligere skrevet om deres oplevelser af et område, hvor mange er særdeles dårligt integrerede. Arbejdsløsheden er tårnhøj, de sociale problemer store, voldelige tendenser trives i lange baner, og islamister udøver hård kontrol.
En svensk politimand fra området siger: ”Ingen svensker, som ikke arbejder herude, ved, hvad der egentlig foregår i Rosengård.” Og politifolkene skal ikke nyde noget af at sige sandheden:
”Hvis vi fortalte om de ting, vi ser i Rosengård, kunne vi godt finde et nyt arbejde i morgen.”
Man kunne begynde at se virkeligheden i øjnene
Formentlig aner klasselæreren og hendes elever på Östre Skole intet om disse forhold, for de fleste svenske medier kunne ikke drømme om at informere frit og debattere åbent om dem.
Men i Danmark har man altså hørt noget om denne virkelighed. Bekymringen hos Odense-forældrene er ikke grebet ud af den blå luft.
Ingen tvivl om, at Malmø rummer mange kvaliteter, som er druknet i denne sammenhæng. Det er naturligt, at man på Östre Skole insisterer på dette.
Men i stedet for bare at føle sig krænkede kunne man begynde at se også den ubehagelige del af virkeligheden i øjnene, som får danske forældre til at tænke: ”Ellers tak”.
