Danmark skal gå i spidsen som dem, der tager magten fra EU-domstolen

Facebook

Medlem af Europaparlamentet Morten Messerschmidt har netop udgivet en bog, som er både en analyse af og en kritik af EU-Domstolen i Luxembourg. ”Intet over og intet ved siden af…”  – Folketinget, underforstået, med undertitlen ”EU-Domstolen og dens aktivisme”.

 

Morten Messerschmidt beskriver i sin bog, hvordan de anonyme dommere i Luxembourg bruger deres magt til at øge centralismen i EU og tilsvarende til at fratage landenes parlamenter og regeringer deres suverænitet. Den Korte Avis har talt med Morten Messerschmidt:

 

Margaret Thatcher kaldte EU-parlamentet for et ”Mickey Mouse-parlament”, fordi hun mente, at det var opstyltet og magtesløst. Men det samme kan man vel ikke sige om EU-Domstolen?

 

Nej, desværre. Siden Margaret Thatcher er EU blevet mere magtfuldt. Det gælder især EU-Domstolen, som gennem årene har tiltaget sig beføjelser på meget følsomme politikområder som udlændingepolitik, socialpolitik og meget andet. Landenes regeringer har stadig mulighed for at sætte EU-parlamentet stolen for døren, fordi man betragter det som en politisk kampplads. Men når EU-domstolen afsiger politiske domme, så bliver regeringerne spagfærdige og resignerer. De kapitulerer.

 

Så EU-Domstolen er altså ikke bare magtfuld. Du kalder den også for “aktivistisk”. Er det et skældsord?

 

Ja, efter den lovgivningsmæssige tradition, vi har taget til os i Danmark, så er det meget betænkeligt, at en domstol føler sig kaldet til at være den drivende kraft i at gennemtvinge forandringer i en bestemt politisk retning. I eksempelvis Danmark og Sverige er det indlysende, at domstolene højst skal fortolke loven: “Dommerne har i deres kald alene at rette sig efter loven”, som Grundlovens § 64 siger.

 

Dommerne skal altså fortolke loven, når virkeligheden byder på nye udfordringer, ud fra lovgiverens oprindelige hensigter. Men magten udgår fra folket, og derfor skal en ikke-folkevalgt domstol ikke ændre på lovgivers intention. Dommere bør afholde sig fra at skabe ret, det skal kun de folkevalgte have beføjelse til. Det siger i øvrigt de fleste europæiske forfatninger, men i Den europæiske Union udgår magten fra institutionerne.

 

Men hvis traktaterne er uklare, så har EU-Domstolen vel ikke andet valg end at fortolke – og fortolke ud fra den forudsætning, at formålet med EU er en stadig tættere union?

 

Jo, det er problemets kerne. Men det er ingen lovmæssighed, at EU-Domstolen handler aktivistisk. Tværtimod tilsiger en enhed som EU, hvor mange forskellige interesser skal finde sammen i delikate kompromisser, at Domstolen i højere grad skulle fortolke indskrænkende, altså lægge bånd på sig selv. Ved sin nuværende udvidende fortolkningsstil træder Domstolen gang på gang ind på politikernes domæne og træder de delikate kompromisser under fode, og det er demokratisk set uacceptabelt.

 

Ude i medlemslandene hører vi ikke bare betænkeligheder, men regulære protester, og ikke bare fra Storbritannien. Alligevel ser vi en domstol, som på få år har blandet sig i medicintilskud, pensionsfradrag, hestevæddeløb, bopælspligt, produktansvar, overenskomster, udbudsregler, uddannelsesstøtte, børnepenge og meget mere. Forhold, som er politisk meget centrale. Tænk på, hvor meget udlændingepolitikken fylder i danske valgkampe. Hvor er så rimeligheden i, at det er dommere – og ikke vælgerne – der bestemmer? Eller tænk på de mange protester, hver gang der ændres på SU-reglerne. Hvor er da rimeligheden i, at EU-dommerne med et pennestrøg – som i sommers – kan udskrive en ekstra SU-regning på 200 mio. kroner? Den slags bør kun ske med et demokratisk mandat.

 

Skal EU da slet ikke have nogen domstol?

 

Jo – naturligvis. Langt de fleste borgere ved godt, at hvis vi skal have et frit og liberalt marked i Europa, så er der også brug for en domstol til at afgøre tvister som unfair konkurrence og den slags. Men EU-Domstolen provokerer systematisk ved at tilrane sig områder, som de fleste borgere helst ser deres egne – folkevalgte – politikere tage sig af.

 

Men der kan jo være domme, som falder ud til en side, som svarer til din politiske indstilling?

 

Selvfølgelig, men så må jeg alligevel takke nej. Det er da muligt, at EU’s institutioner, også EU-Domstolen, fra tid til anden opfører sig “klogere” end medlemslandene? Måske vil landene træffe afgørelser, som er snævertsynede og kortsigtede, og som i sidste ende skader dem selv?

 

Men det skal de have lov til. Det er altså prisen for at leve i et demokrati. Hvis man tror på et absolut sandhed, er det jo et slags Vogternes Råd, vi skal have. Og det vil jeg meget gerne betakke mig for! Det er menneskeligt at tage fejl – og som jeg påviser i bogen, har også EU’s dommere flere gange skiftet kurs i diverse sager.

 

Problemet er ikke de beslutninger, de træffer, men at de burde træffes af folk, man kan stemme på. Så længe vi har nationalstater, skal vi ikke have overnationale domstole, som på stadig flere nationale politikområder “ved bedre” end landenes egne parlamenter. Kernen i dét problem er hverken højre- eller venstreorienteret, borgerligt eller socialistisk, blåt eller rødt: Kernen er, at vi har frie nationer med egne folkevalgte og med klart definerede geografiske grænser, som EU bare har at respektere.

 

Hvilke domme mener du er de mest skelsættende – eller kontroversielle – i nyere tid?

 

Jamen, vi skal jo kun få måneder tilbage for at læse domme, som afgør, at vores Statens Uddannelsesstøtte skal udbetales til studerende, som aldrig har studeret i Danmark! Af endnu større betydning er domme som Metock-dommen fra 2008. Efter den kan intet EU-land kræve, at personer fra lande uden for EU, skal have haft lovligt ophold i EU for at blive sammenført med deres familiemedlemmer.

 

Det er en juridisk åben ladeport, beregnet på at fremme den indvandring, som det store flertal i alle lande gerne selv vil kunne kontrollere. Den slags områder – udlændinge- og socialpolitik – bør ikke afgøres af domstole, men af folkevalgte.

 

Kan du forestille dig politik-områder, som med tiden bliver så følsomme, atr de fører til en principiel konfrontation mellem et medlemsland og EU-Domstolen? Et land, der siger nej?

 

Netop EU-borgernes ret til at slå sig ned, hvor de vil, og deres ret til stort set alle sociale ydelser, vil efter min mening føre til en eller flere konflikter, som kommer til at ryste hele “det europæiske projekt”.

 

Ingen kan sige, hvor og hvornår, men på et tidspunkt vil borgerne i et land have valgt en regering, som med et stærkt folkeligt mandat siger: Vore vælgeres vilje betyder mere for os end 28 dommere i Luxembourg. Og jeg vil være stolt, hvis Danmark bliver det første land, som siger fra over for EU-Domstolen.

 

 

Del på Facebook

ANDRE LÆSER OGSÅ…