Danmark bør være landet, hvor man ikke skærer i raske børns kønsorganer

Morten Frisch

I de seneste uger har kampen for drenges og mænds ret til kropslig og seksuel integritet fået støtte fra tre internationale resolutioner. Hver især med budskabet, at drengeomskæring uden medicinsk indikation hører fortiden til.

 

De nordiske børneombudsmænd

Den 30/9 udsendte de nordiske børneombudsmænd en banebrydende erklæring om, at omskæring krænker drenges rettigheder. Erklæringen mundede ud i en opfordring til landenes regeringer om at indføre en nedre aldersgrænse for rituel drengeomskæring.

 

Europarådet

Den 1/10 debatterede Europarådets parlamentariske forsamling et resolutionsforslag, hvis mål er at bringe en række fysiske krænkelser, der begås mod børn, til ophør. Teksten, som omhandlede både pige- og drengeomskæring, blev vedtaget med overvældende flertal.

 

I dagene efter udløste det skingre protester fra Israels udenrigsministerium og Tyrkiets parlamentsformand.

 

Selv Israels præsident, Shimon Peres, kom på banen med en personlig appel til Europarådets generalsekretær om at forhindre implementeringen af den vedtagne resolution.

 

Trangen til at skære i små drenges penisser kan altså få erfarne verdensledere til at droppe al skam og undergrave demokratiske beslutninger.

 

De nordiske sexologforeninger

De nordiske sexologforeninger kom den 10/10 på banen med en klar erklæring til forsvar for drenges og mænds ret til kropslig selvbestemmelse. I erklæringen lægger sexologerne vægt på, at forhuden er en naturlig og integreret del af mandens kønsorgan, som har vigtige beskyttende og seksuelle funktioner.

 

Også sexologerne betoner barnets ret til kropslig selvforvaltning, ud fra tanken om at kropslig integritet og seksuel autonomi går hånd i hånd.

 

Hullede argumenter for omskæring

Læs også
Retslægerådet møder voldsom kritik for at gøre omskæring af to somaliske piger til noget uskadeligt

Debatten i de hjemlige medier er forplumret og kører i ring. Her er et udpluk af de flittigst brugte argumentations-strategier blandt fortalere for drengeomskæring:

 

1)      Sidestillelse af omskæring med dåb.

Nogle omskæringsfortalere himler op om racisme og Holocaust og frygter, at et forbud mod rituel omskæring på sigt vil true retten til religiøse handlinger i det hele taget.

 

Den bizarre fremstilling af smertefuld og irreversibel forhudsamputation som noget, der kan sidestilles med et par sjatter lunkent dåbsvand på issen, viser, hvor svært det er at trænge igennem med saglige argumenter i denne sag.

 

2) Benægtelse af oplagte paralleller mellem drengeomskæring og pigeomskæring.

I de fleste tilfælde er pigeomskæring faktisk et anatomisk mindre omfattende kirurgisk indgreb end drengeomskæring.

 

Alligevel er enhver form for pigeomskæring, selv det mindste lille prik i hudfolden omkring klitoris, forbudt, mens man ustraffet kan bortskære følsomt væv på en dreng, som ellers ville blive til en dyrebar del af hans voksne kønsorgan med et areal svarende til en 50-kroneseddel.

 

Læs også
Afrikansk ægtepar fra Fredericia tog til Sudan og fik to døtre omskåret – de bliver ikke udvist

3) Bagatellisering af skaderne.

Respektløs underkendelse af de mange modige mænd, som bærer vidnesbyrd om alvorlige fysiske, psykiske eller seksuelle følgevirkninger af omskæring, er udbredt.

 

Det er ikke kun de alvorlige tilfælde af penis- eller glans-amputation og dødsfald, der skal tages i betragtning her; omskæring har altid konsekvenser, også i de tilfælde hvor operationen går helt efter bogen. Man fjerner ikke den beskyttende forhud med dens titusinder af følenerver, uden at det har sin pris. For nogle er prisen høj.

 

4) Benægtelse af negative seksuelle konsekvenser.

Trods både videnskabelig evidens og oldgammel jødisk viden benægter mange omskæringsfortalere, at drengeomskæring nedsætter følsomheden på penis.

 

Så sent som i første halvdel af 1900-tallet blev omskæring promoveret af sexforskrækkede læger som en metode til at hæmme drenges onani. Påstanden om forhudens betydningsløshed fremsættes ofte af folk, som ikke af egen erfaring kan ane noget om dens betydning.

 

5) Påberåbelse af religionsfrihed.

Hensynet til forældrenes religionsfrihed er et hult og dobbeltmoralsk argument, da hovedpersonen i denne sag, nemlig drengen selv, intet får at sige i forhold til sin religionsfrihed.

Læs også
Naser Khader trækker støtte til forslag om omskæring, fordi det kan skade voksne kvinder

 

At vokse op med et uudsletteligt kropsmærke i form af en ufølsom og funktionelt reduceret penis er for mange drenge og mænd, der ikke vælger at følge i forældrenes religiøse fodspor, en alvorlig krænkelse af deres religionsfrihed.

 

En politisk vindersag

Forhåbentlig skubber de tre nye resolutioner liv i den træge politiske proces herhjemme.

 

Indførelse af en nedre aldersgrænse for rituel omskæring (f.eks. 18 år) er en politisk vindersag, som vil bringe Danmark stor ære i alle lande, hvor man sætter det enkelte, lille menneskes ret til kropslig og seksuel integritet over hensynet til forældrenes trang til at skære i det. Ingen kan have noget at indvende, hvis en voksen mand beslutter at lade sig omskære. Men det er et valg, som vi med lovgivning bør sikre, at kun han selv kan træffe.

 

Morten Frisch, overlæge, dr.med., ph.d., adj. professor i seksuel sundhedsepidemiologi

 

Del på Facebook

ANDRE LÆSER OGSÅ…