Gennem mit arbejde har jeg set, hvorledes lykkeriddere fra den 3.verden via ophold i et andet EU land flytter videre til forsørgelse i Danmark.
Efter mere end 30 år i “integrationsbranchen “ har jeg set meget, som for eksempel at jobs går på omgang i familier til dagpengeretten er tjent ind, børn der skifter alder, ægtemænd der henter hustru nummer tre osv.
Men nu oplever jeg som noget nyt, at Danmark forsørger andre EU-landes indvandrere. Lad mig give nogle eksempler, som jeg hovedsagelig er stødt på igennem mit arbejde siden 2011 på et Beskæftigelses- og Sprogcenter, hvor borgere selv har fortalt om deres livsforhold.
Pakistaner fra Østrig
En pakistansk mand på godt 50 år er indvandret til Østrig, hvor han har permanent opholdstilladelse – i øvrigt uden at han taler tysk. Han er nu flyttet til Danmark, hvor han i dag lever af arbejdsløshedsunderstøttelse. Desuden går han til gratis danskundervisning for analfabeter. Han magter ikke at differentiere mellem engelske, tyske og danske ord, det bliver rent kaudervælsk.
Afrikaner fra Portugal
En afrikansk mand som oprindeligt kom fra en tidligere portugisk koloni, flyttede til Portugal og har i dag portugisisk statsborgerskab. Han har tre børn, som bor i to andre EU-lande udenfor Danmark. Udover portugisisk taler han også fransk og italiensk.
Men han vil imidlertid hellere være arbejdssøgende i Danmark på grund af de høje børnebidrag. Han får i tillæg gratis danskundervisning.
Afrikaner fra Italien
En afrikansk kvinde har statsborgerskab i Italien. Der kunne hun imidlertid ikke forsørge sine børn. Hun har nu et deltidsjob i Danmark, og de danske børnepenge bliver sendt til Italien, hvor moderen har efterladt dem. Hun modtager sideløbende gratis danskundervisning.
Nigerianer fra Holland
Et fjerde eksempel er en ung afrikansk kvinde, som er kommet fra Nigeria til Danmark. Hun er i dag i tyverne og har permanent opholdstilladelse i Danmark. Baggrunden er den, at hendes mor er kommet til Europa via et ægteskab med en hollandsk mand, som hun har et barn med.
Den unge kvinde kan ikke skrive dansk, har ingen uddannelse, og har i øvrigt pådraget sig en livsfarlig smittebærende sygdom hun som teenagemor heldigvis ikke har givet videre til sit barn.
Den unge kvinde, hendes mor og hendes storesøster plus nogle af deres børn, er nu alle på offentlig forsørgelse i Danmark. Den unge kvinde modtager selvfølgelig særlig lægehjælp, specialundervisning og i mindre omfang psykologhjælp. Alle familiens herboende børn modtager undervisning i dansk skole.
Antageligvis er disse borgere (kommunens term) arbejdsomme og ordentlige mennesker. Måske ved jeg ikke nok om deres situation.
Imidlertid finder jeg det ganske besynderligt, at Danmark modtager dem, når vi har haft indvandrerstop siden engang i 1970’erne. Har Folketinget virkelig besluttet at Danmark skal være så let at slå sig ned i for lykkeriddere? De er ikke flygtninge. Hvem har ansvaret?
Kirsten Damgaard , psykolog & indvandrerlærer
