Danmark bør gå med andre lande i kamp mod øget social integration i EU

Tidligere på sommeren var jeg og Det Konservative Folkeparti offentligt ude at advare mod, at vores danske kontantydelser vil komme under et stigende pres fra EU-regler i fremtiden. Vi opfordrede ved den lejlighed til, at samtlige ansvarlige partier i Folketinget gik sammen om et nationalt kompromis for at se på, hvordan vi kunne lave et værn mod den trussel fra EU, der i sidste ende kan få vores danske velfærdsmodel til at kollapse.

 

Baggrunden var en række EU-afgørelser, der giver borgere fra andre medlemslande ret til at modtage børnepenge og uddannelsesstøtte.

 

Vores melding i juli kom ikke, fordi vi elsker velfærdssamfundet, nøjagtigt som det er i dag, for der er ganske mange ting, der trænger til at blive ændret. Vi gjorde det, fordi vi i Danmark selv vil bestemme, hvordan det danske velfærdssamfund ser ud, og sådan skal det blive ved med at være.

 

Cameron og Merkel i spidsen

Derfor er det helt i tråd med vores holdning, at David Cameron og Angela Merkel i slutningen af sidste uge annoncerede, at de vil forsøge at samle en gruppe lande inden for EU, der skal kæmpe imod den øgede sociale integration og udvandingen af medlemslandenes kontante ydelser som eksempelvis uddannelsesstøtte og børnepenge. Ud over Storbritannien og Tyskland er Østrig og Holland også med på vognen.

 

Som Angela Merkel siger i samme forbindelse, så behøver vi ikke at gøre alt fra Bruxelles, og her er vores danske overførselsindkomster et godt eksempel. Dem vil vi gerne fortsat selv have styringen over, og det er meget vigtigt for os konservative.

 

Nej til øget social integration

Vi er ikke tilhængere af øget social integration i EU, og vi er glade for at se, at konservative ledende partier i andre lande – først og fremmest i Storbritannien og i Tyskland – melder klart ud, at vi skal beholde vores selvstændighed, når det kommer til udbetaling af sociale ydelser.

 

Andre partier herhjemme har foreslået andre løsninger, men den konservative tilgang til politik er, at vi skal blive og kæmpe for at få det ændret indefra. Derfor ser vi meget positivt på, at en stærk alliance af lande, som vi generelt er meget på linje med – melder ud, at de vil have ændret systemet.

 

Det Konservative Folkeparti foreslår derfor, at Danmark går med i den gruppe og tager det politiske slagsmål på banen i stedet for ude bag tribunerne.

 

Vi vil gerne – igen-igen – erkende, at den borgerlige regering i 0’erne ikke gjorde nok for at forhindre denne udvikling, men nu tager vi fat, og det giver os tro på, at en holdbar løsning kan nås, at stærke nationer med stærke ledere nu deltager i kampen.

Del på Facebook

ANDRE LÆSER OGSÅ…