Allah og Messias

Foto: Colourbox

 

Naser Khader har for nylig udgivet en bog om kristendommen og islam. Det er en både banal og bemærkelsesværdig bog.

 

Den er banal, fordi den rummer en masse selvfølgeligheder om kristendommen – noget, der er almen viden for de fleste ældre danskere, der gik i skole dengang, skolen sørgede for at videregive viden om kristendommen. Og bogen er bemærkelsesværdig netop, fordi den fremhæver disse banale sandheder om kristendommen som noget stort og smukt.

 

Naser Khader er tydeligvis meget betaget af kristendommen og hele bogens ærinde er faktisk at forklare, hvorfor han er fristet til at konvertere, men alligevel ikke gør det. Og så er bogen selvfølgelig bemærkelsesværdig, fordi det er en muslim, der fortæller os, kristne danskere, at vi er ved at miste noget vigtigt og basalt for os alle sammen. For Naser Khader kan jo godt se, at vores kultur i meget høj grad bygger på kristendommen, og at vi derfor risikere at miste væsentlige dele i vores kultur, hvis vi holder op med at tage kristendommen alvorligt.

 

Händels Messias
Jeg kom til at tænke på Naser Khaders bog, da jeg for nylig hørte Händels vidunderlige Messias, der udover at være et fantastisk stykke musik også er kristen forkyndelse. En helt banal og enkel forkyndelse.

 

Teksten til Messias er jo som bekendt en række bibel-stykker, der tilsammen giver hele den kristne grundmyte: Det begynder med det jødiske folk, der får løfter om en udfrielse af profeterne. Der er trøst for dem, der “sidder i dødens og skyggernes land”. For der skal fødes et barn, der skal være en konge og en frelser. Men denne mand bliver et Guds offerlam, der bærer verdens synd, og han dør i smerte under hån og spot. Men han genopstår fra de døde, og fordi han har overvundet døden, skal vi andre også overvinde døden. Messias ender med en beskrivelse af opstandelsen for alle os andre – kødets opstandelse.

 

Gud er tæt på mennesker
Messias-værket beskriver dermed noget af det, som for muslimen, Naser Khader, er noget af det mest tillokkende ved kristendommen: at Gud er så tæt på mennesker. Han er som en kærlig fader, der ikke er for fin til at dele kår med sine børn. Derfor griber han ind i den jordiske historie, og derfor bliver han selv menneske og gennemlever den barske død for sine egne på et kors.

 

Han er, som der også synges i Messias: “som en hyrde skal han vogte sin hjord, samle lammene i sin arm og bære dem i sit skød. Han skal lede de får, som giver die. Kommer hid til ham alle som lide møje og ere besværede, og han vil give eder hvile.”

 

Allah, den fjerne hersker
Den kærlige fader-gud er meget langt fra det muslimske gudsbillede, hvor Allah er en fjern hersker, der ikke griber ind i historien eller bliver menneske og går rundt på jorden.

 

Han er så fjern, at han slet ikke kan beskrives med menneskelige termer. Og han er så forskellige fra mennesket, at han ikke kan begribes og slet ikke kan omtales som et væsen med hænder, ansigt, øjne osv. Derfor kan man heller ikke tegne ham. Han er mere en ide eller et begreb om retfærdighed, visdom, almægtighed – og hvad der ellers er af navne for Allah. Han har i alt 99 navne, der alle er uhåndgribelige ideer.

 

Der er ikke megen nærhed og varme i den gudsopfattelse. Allah har meddelt sig til sine mennesker via en bog, der giver opskriften på frelse. Det er Koranen og dens mange regler. Dem skal man underkaste sig for at opnå frelse. Så forholdet mellem mennesket og Allah er mere som mellem en slave og en hersker end mellem en far og hans børn.

 

Når man sammenligner den dramatiske Jesus-historie om fødsel, liv, død og opstandelse er der mildest talt forskel i graden af involvering! Allah forekommer endnu mere kølig og fjern. Ikke sært, at en muslim betages af den levende og nærværende gud i kristendommen, der ikke var for fin til at leve med sine mennesker og endda gennemgå de værste lidelser for deres skyld. Derfor understreger Naser Khader selvfølgelig også, at den muslimske og den kristne gud ikke er den samme, selvom der er mange, der fejlagtigt hævder dette.

 

Den kristne børnelærdom er forsvundet

Naser Khader ser rigtigt, når han ser den nærværende Gud som et af kristendommens centrale træk. Derfor var det også en smule trist at læse i det fortrykte program til Messias, at Messias i dag er meget svær af forstå for moderne mennesker, fordi de er mere vant til teoretiske indlæg om kærlighed, næstekærlighed og retfærdighed. Og det er sikkert rigtigt.

 

Læs også
Forbyd muslimske bønnekald ved lov

Den almindelige kristne børnelærdom er for længst skyllet ud med badevandet, og i de seneste år er interessen for østens filosofi og ideer i stedet vokset voldsomt. Religiøsitet opfattes som noget fint og ophøjet, som man skal meditere eller studere sig til. Det er meget langt fra den naive og konkrete historie om en gud, der blev menneske i form af en lille barn, der fødtes ind i verdenshistorien.

 

Det er sikkert svært at forstå for moderne mennesker. Men det er ikke desto mindre det, vores kultur har bygget på de sidste to årtusinder. Og måske er det godt for os, at vi nu bliver mindet om den utrolig smukke og varme historie af en muslim, der selv har fået (næsten) nok af den fjerne og retfærdige gud.

 

Husk den faderlige Gud

I denne juletid kan vi i Messias glæde os over at høre historien om en Gud, der griber ind i historien og er som en fader for mennesket. En historie som nok har været ved at gå i glemmebogen en lang overgang, men som en dansk muslim måske kan være med til at genopvække ved at fortælle om sit eget savn.

 

Glædelig jul!

Del på Facebook

ANDRE LÆSER OGSÅ…