Når 800.000 offentlig ansatte her til morgen amerikansk tid møder på arbejde, får de besked på at tage hjem igen på orlov uden løn.
Sent i går blev det en realitet, at der ikke var flertal i den amerikanske kongres for en finanslov. Dermed er der heller ikke penge til en række statslige udgifter så som lønninger til en del offentligt ansatte..
Det er en helt usædvanlig og meget dramatisk situation. Baggrunden er uenighed mellem Demokrater og Republikanere om præsident Obamas sundhedsreform.
Sundhedsreformen er forlængst vedtaget og godkendt af Højesteret. Men Rpublikanerne bliver ved med at kæmpe imod den. En af måderne er, at de ikke vil stemme for en finanslov, der indeholder finansiering af sundhedsreformen.
Årsagen stikker langt dybere – indtægterne er lavere end udgifterne
Man tvivler på, om det er sandt indtil en nøje granskning af tallene viser, at sådant forholder det sig rent faktisk.
Siden 1961 har det amerikanske statsbudget kun været i overskud 5 – ja fem gange; 1969, 1998-2001. Det største underskud blev registreret i 2009 med USD 1539 milliarder svarende til mere end 10% af USAs bruttonationalprodukt (BNP).
Den slags ting gør man ikke ustraffet, og nu begynder tømmermændene og besværlighederne at melde sig.
Næsten evangelisk tro på nødvendigheden af skattelettelser igangsat i 1980, erne under Ronald Reagan har presset USAs føderale offentlige indtægter ned mod ca 20% af BNP.
Samtidig har alle krumspring vist det umulige i at få udgifterne ned under 25%.
Hokus pokus filihankat – et stort hul i statskassen kombineret med en nedslidt infrastruktur, hvor skolesystemet er forsømt og veje, jernbane, broer mv kun repareres, når de bryder sammen og vedligeholdelse er et ord elimineret fra ordbogen.
Det amerikanske eksperiment har vist det umulige i et offentligt tilbud til borgerne, som koster 25% af BNP, når et flertal af selv samme borgere ikke vil betale mere end 20%.
Hvad nu?
I de kommende timer eller dage bliver det afgjort, hvordan landet kommer ud af denne akutte krise omkring finansieringen af USAs offentlige udgifter som lige nu fører til gradvis nedlukning af den offentlige sektor, eftersom der ikke er penge til at betale for udgifter.
De fleste har i skyndingen glemt, at USA siden begyndelse af 2013 har levet med automatiske beskæringer i de offentlige udgifter vedtaget under en budgetkrise i 2011 – den såkaldte sequestration, som blandt andet har haft indflydelse på de militære udgifter. Selv en sådan grønhøster har ikke kunnet afværge den nye krise.
Nyt drama den 17. oktober
Uanset hvad der sker omkring 1 oktober 2013, ringer klokken for alvor den 17 oktober 2013.
Det er øjeblikket, hvor USA for at finansiere udgifter, som ikke er indtægtsfinansieret, støder mod det lovfastsatte loft for offentlig gældsætning – i øjeblikket på USD 16400 milliarder svarende til en smule mere end BNP. Tænk engang: Den politiske debat i USA drejer sig mindre om at finansiere det amerikanske samfund end at blive enige om, hvor meget mere man skal låne af andre!
Og dem, der låner til USA, er udlandet. Siden 1981 har USA kun haft overskud – og beskedent – på betalingsbalancen to år, medens samtlige andre år hart afsløret et ofte stort underskud.
Den enorme gæld er et sikkerhedsproblem
USA har gældsat sig med en efterhånden så stor afhængighed af kreditorerne, at den amerikanske forsvarschef for et par år siden karakteriserede USAs gæld som det største sikkerhedsproblem med ordene ’hvorledes kan vi blive ved at låne penge af kineserne til at udvikle våben rettet mod kineserne?’.
Det forfærdende er det amerikanske politiske systems manglende evne og vilje til at tage tyren ved hornene og få løst problemerne. Præsident Obama står over for et republikansk flertal i Repræsentanternes Hus med et snævert demokratisk flertal i Senatet. I løbet af hans regeringsperiode har forholdet til Kongressens to kamre udviklet sig til, hvad man i en stille stund kan kalde kold, gensidig afsky.
Balladen om sundhedsreformen
I den øjeblikkelige situation ser en del af det republikanske parti mulighed for at rulle Obama’s sundhedsreform tilbage og nægter at løse finansieringsproblemerne uden indrømmelser af den type fra præsidenten, hvad han ikke er indstillet på.
Det er sådant set ret ligegyldigt, hvem der har ret eller ej, og om det var ’rigtigt’ af Obama at gennemtrumfe sundhedsreformen; det er historie.
Det vi nu kan se, er en almengyldig læresætning i politik nemlig, at tromler en regering reformer igennem baseret på et smalt flertal overfor massiv modstand fra den politiske opposition uden klar og utvetydig tilslutning fra et flertal af befolkningen, gødes jorden for et senere nærmest hadefyldt politisk opgør. Obama brugte sin politiske kapital til sundhedsreformen. Der er ikke mere at gøre godt med. Velviljen er opbrugt i det omfang, og det var nok begrænset, den var der.
Ud af dette kommer på den ene eller anden måde et skamskudt USA, en forpjusket ørn, som ikke engang er i stand til at betale sine embedsfolk for det job, de er sat til at udføre, og som bevæger sig hen imod, at ydelser i form af afdrag og renter på amerikanske statsobligationer ikke kan indfries.
Tilliden mangler
Endnu er det inden for rækkevidde at nå frem til en løsning. Teknisk er det ikke vanskeligt. Politisk næppe muligt. Præsidenten og republikanerne er kun enige om en ting: Det er den anden part, som er skyld i miseren og derfor må give sig. Begge konkurrerer om prisen som den mest obsternasige.
Republikanerne og navnlig den mere yderligtgående fløj karakateriser Obama som en flottenhejmer for borgernes penge. Han svarer igen med at betragte dem som en slags politiske charlatanere.
Alle politiske aftaler hviler på gensidig tillid; den er der ikke mere af i USA.
J. Ørstrøm Møller
