Vilhelmsen lyder som Thorning og Vestagers bugtalerdukke
I går holdt Helle Thorning, Margrethe Vestager og den nykårne SF-leder Annette Vilhelmsen et fælles pressemøde.
Det var tyndt, kort og stramt styret. Men da Thorning havde afsluttet mødet, opstod et øjebliks panik:
En journalist gik hen til Vilhelmsen for at spørge hende om noget. Men som en høg var Thorning over sin ny regeringskollega. Hun lagde hånden om hendes arm og sagde hurtigt: ”Vi skal gå nu. Vi skal gå nu.”
Dette optrin sagde mere end alle ordene forinden.
Et tilbud, du ikke kan afslå
På pressemødet erklærede Vilhelmsen, at hun fuldt og helt stod bag regeringsgrundlaget. Hun blev så spurgt, hvordan det harmonerede med, at hun under formandsvalget ville ”udfordre regeringsgrundlaget”.
Det udløste en strøm af udenomssnak om, at der var rigtig, rigtig mange muligheder i regeringsgrundlaget, som der kunne arbejdes rigtig, rigtig godt med, og at hun var rigtig, rigtig opsat på samarbejdet med Thorning og Vestager. Man blev rigtig, rigtig rundtosset af at høre på det.
Thorning og Vestager var vist rigtig, rigtig glade for, at der kun var sat kort tid af til pressemødet. Det kunne jo ikke fortsætte på den måde.
Til slut måtte Thorning så hive af med Vilhelmsen for at forhindre, at der kom revner i facaden.
Det ville næsten også have været synd. Alt var ellers gået som planlagt. Vilhelmsen havde lydt som Thorning og Vestagers bugtalerdukke.
Vilhelmsen havde tydeligvis fået ”et tilbud, du ikke kan afslå” under de langstrakte møder på Marienborg: ”Enten retter du fuldt og helt ind efter regeringsgrundlaget, eller også må du pakke sydfrugterne og forlade regeringen.” Sagt i al elskværdighed.
Velvilje i første omgang, men så bliver det alvor
De røde, rebelske SF’ere, der stemte Vilhelmsen ind som ny SF-formand, vil nok rykke sig lidt uroligt i stolen, når de hører hende i ”jeg-er-helt-enig-med-Helle-og-Margrethe”-udgaven. Men de hverken vil eller kan gøre noget ved det.
De er under alle omstændigheder lettede over at være sluppet af med Thor Möger. De håber også, at der bliver lyttet mere til dem, og det gør der sikkert også – lidt.
Og selv, hvis de begynder at synes, at Annette Vilhelmsen skuffer, vil de give hende ret lang snor. Hvad ellers? De kan jo ikke kræve et nyt formandsvalg.
Man kan også udmærket forestille sig, at SF’s vælgere i første omgang viser velvilje over for Vilhelmsen. Som et frisk pust.
Men når der skal laves forlig om finansloven, bliver det alvor – for vælgerne, for Vilhelmsen og for regeringen.
Forlig med Venstre? Grim tanke
Hvis der bliver lavet forlig med Enhedslisten, kan Vilhelmsen få en ret fredelig indkøringsperiode.
Men hun vil få kolossale kvaler med at deltage i et forlig med Venstre.
Nok har hun lagt sig fladt ned i forhold til regeringsgrundlaget. Men der er jo masser af vigtige sager, som ikke står i regeringsgrundlaget. Herunder hvem man skal lave forlig med om finansloven.
Vilhelmsen vil gøre, hvad hun kan for at undgå et forlig med Venstre. Vel vidende, at det er en meget grim tanke blandt SF’ere.
Et sådant forlig kan koste SF endnu flere vælgere. Det vil sætte Vilhelmsen under pres i partiet. Og det kan få hende til at ændre kurs i regeringen og lyde mere som Annette fra formandsvalget end som Thorning og Vestagers bugtalerdukke.
Annette Vilhelmsen blev trynet på Marienborg. Men hvor længe det holder, afhænger af, om regeringen går til højre, og om SF’s vælgere går deres vej.
Det bliver rigtig, rigtig spændende.