Arbejderne forlader Thornings snakkende regering

Socialdemokraterne er i dag kun Danmarks tredjestørste arbejderparti. Venstre har flest arbejdervælgere, og som nummer to kommer Dansk Folkeparti.

Det fremgår af en omfattende undersøgelse, som er foretaget af professor Søren Risbjerg Thomsen (Altinget).

Fra sidste folketingsvalg og frem til sommerferien har fortidens store arbejderparti tabt hver tredje af sine arbejdervælgere.

Forloren folkelighed

Hvorfor vil arbejderne ikke vide af Helle Thorning-Schmidt?

Her kommer mit korte svar: Fordi hun kommer med alt for mange ord, som de ikke kan bruge.

Arbejdere kan have svært ved at identificere sig med strømmen af ord fra meningsdannere, kulturfolk, undervisere, offentlige eksperter og opdragere. ”De snakkende klasser”, som jeg har kaldt dem.

Thorning-regeringen er i høj grad forankret i de snakkende klasser. De færreste arbejdere ville for eksempel bruge et af Thornings yndlingsudtryk: ”helt almindelige mennesker”. Ikke bare almindelige mennesker, men helt almindelige mennesker. Forloren folkelighed.

Men Thornings problemer med arbejderne drejer sig naturligvis langtfra kun om ordvalg. Problemet er frem for alt indtrykket af, at ordene mangler dækning.

Ikke bare løftebrud

Ved sidste valg var der stadig mange arbejdere, der så Thorning som deres repræsentant. Hun blev opfattet som en skikkelse, der byggede videre på årtiers alliance mellem arbejderne og de snakkende klasser om at udbygge velfærdsstaten.

Den fik ikke for lidt med velfærdsløfter fra hende og Villy Søvndal.

Som bekendt viste disse løfter sig ikke at holde vand. Det har ført til megen debat om løftebrud.  Men Thornings problem i forhold til arbejderne er ikke kun løftebrud.

Nogle af dem er først og fremmest vrede over løftebruddene. De mener, at Thorning har svigtet den røde linje. Disse vælgere er mest gået til venstre, til Enhedslisten.

Men det store antal arbejdere, der nu vil stemme borgerligt, gør det jo ikke, fordi hun er løbet fra de røde principper.

De vender sig først og fremmest mod Thorning, fordi hun tog fejl. Hun lagde op til den forkerte politik.

Mange af disse arbejdervælgere troede før valget, at hendes politik kunne lade sig gøre. Men nu har de indset, at den var fuldkommen urealistisk.

Og så blev arbejderne borgerlige

Den erkendelse har gjort dem mere borgerlige. De er blevet mere bevidste om at holde igen med det offentlige forbrug. De går mere op i, at det skal kunne betale sig at arbejde. De har fået større forståelse for, at virksomhedernes omkostninger må begrænses.

Og de tror ikke på, at Thorning er den rette til at føre den form for politik.

Deres manglende tillid får hele tiden ny næring af hendes alt for store og luftige ord. For eksempel de vilde overdrivelser af, hvad den såkaldte kickstart af økonomien kunne udrette. I forhold til de forventninger, som regeringen har skabt, er kickstarten endt som et flop.

Nu bliver det også mere og mere klart, at Thornings forsikringer om at videreføre den stramme udlændingepolitik blafrer i vinden. Tilstrømningen fra ikke-vestlige lande stiger mærkbart.

Derfor er så mange ”helt almindelige” arbejdere vandret til de blå partier.