Den røde økonomiske politik dør i armene på Thorning og Søvndal
Kritiske røster hos Socialdemokraterne og SF har krævet, at regeringens økonomiske politik bliver mere rød. Men det kan de godt glemme alt om.
Den røde økonomiske politik er død i armene på Helle Thorning og Villy Søvndal, og der er ikke en chance for at genoplive den. Bortset fra de småtterier, der skal til for at få Enhedslisten til at stemme for finansloven.
Døden skyldes de tre v’er: virkeligheden, Vestager og vælgerne.
Margrethe Vestagers indflydelse i regeringen gør en rød økonomisk politik umulig.
Men selv hvis Vestager ikke havde været der, ville den økonomiske virkelighed have gjort kål på de venstreorienterede drømme.
Samtidig mærker Thorning og Søvndal, at rød ideologi ikke appellerer til vælgernes flertal.
Offentligt forbrug
Ved regeringens start røg valgløfterne fra S-SF om en kraftig stigning i det offentlige forbrug. Man bandt sig til en ret stram finanspolitik, hvilket blev markeret med tilslutningen til EU’s strenge finanspagt.
Nok er der lagt op til fortsat stigning i det offentlige forbrug. Men alt for lidt for de røde.
Skattereform og omfordeling
Skattereformen bragte et andet stort offer:
Kernen i rød økonomisk politik er omfordeling. Man skal tage fra de rige og give til de fattige. Men det gjorde skattereformen ikke.
De mere velaflagte dele af befolkningen fik større skattelettelser end folk i bunden. Ikke bare i absolutte beløb, men også i procenter. Specielt var det et brud på rød tankegang, at man sænkede reguleringen af overførselsindkomster. Men vælgerne støttede det.
Lavere løn
Hovedærindet med skattereformen var ikke omfordeling, men at skaffe mere arbejdskraft. For røde gemytter var det særlig provokerende, at man udvidede arbejdsstyrken på et tidspunkt, hvor der er betydelig arbejdsløshed.
Helt galt gik det, da det radikale folketingsmedlem Nadeem Farooq afslørede, hvad pointen er: Hvis flere er parate til at tage arbejde, vil det i sig selv skabe øget beskæftigelse. Især fordi det vil sænke det danske lønniveau, som er for højt til at være konkurrencedygtigt.
Socialdemokrater har slået syv kors for sig over denne udlægning, som er uhørt for en klassisk rød tankegang, og Farooq har måttet hive i land. Men han sagde sandheden.
Vejlegården
På det seneste har blokaden mod Vejlegården rettet søgelyset mod arbejdsmarkedet. Det står klart, at befolkningens flertal vender sig mod 3F’s brug af blokadevåbnet.
Folk mener gennemgående, at de ansatte på en virksomhed selv må bestemme, hvor de vil organisere sig, og hvordan de arrangerer sig med arbejdsgiveren.
Den klassiske røde politik bygger derimod på en støtte til det, som3Fstår for i konflikten. Men den folkelige modstand har fået især S til at gå meget stille med de røde faner.
Kickstart
Endelig er der nu også gået kludder i en sidste S-SF mærkesag: den såkaldte kickstart af økonomien. Meningen er, at staten skal sætte skub i vækst og beskæftigelse blandt andet gennem offentlige investeringer.
Men væksten udebliver, og ledigheden stiger. Kickstarten er slet ikke den røde mirakelkur for økonomien, som den er blevet blæst op til.
De store planer fra Thorning, Søvndal og fagbevægelsen er endt i et ideologisk sammenbrud.