Margrethe Vestagers indflydelse har toppet

Margrethe Vestager har været regeringens dominerende skikkelse. De Radikales dagsorden er i sjælden grad blevet regeringens dagsorden.

Vestager satte sig på regeringsgrundlaget ved at udnytte De Radikales særlige position: Som det eneste af de tre regeringspartier havde de andre steder at gå hen. Hvis Socialdemokraterne og SF ikke makkede ret, kunne de indlede et samarbejde med de borgerlige.

Helle Thorning Schmidt og Villy Søvndal turde ikke andet end at bøje sig.

Således gik det til, at regeringen fik en meget radikal økonomisk politik og en meget radikal værdipolitik. Med økonomiske reformer og markante lempelser i udlændingepolitikken.

Søvndal fandt ikke ud af, hvad der foregik

Længe har Thorning og Søvndal accepteret, at sådan måtte det nok være. Det blev levende illustreret af skatteaftalen før sommer.

Da man var ved at runde forhandlingerne med Enhedslisten af og gjorde klar til et forlig med støttepartiet, tog Margrethe Vestager resolut kontakt til Lars Løkke. Og vupti – på få timer blev der skabt et forlig med Venstre og De Konservative i stedet.

Thorning nåede knap at blinke. Søvndal fandt vist ikke engang ud af, hvad der foregik, før løbet var kørt.

Stor indflydelse giver ikke vælgere

Men nu begynder problemerne at melde sig for Margrethe Vestager.

Hun må konstatere, at hendes stærke position ikke giver flere vælgere. Der er ingen ”statsministereffekt” for regeringens reelle leder.

I de første meningsmålinger efter sommer ligger partiet i underkanten af valgresultatet. Det koster at være sammen med Thorning og Søvndal.

Helligdage, finanslov og kontanthjælp

Samtidig møder Vestager politisk modgang.

Det var en bet for hende, at fagbevægelsen sagde nej til at fjerne nogle helligdage. Dermed røg en stor del af den forøgelse af arbejdstiden, som er hendes mærkesag. Her står regeringen nu med et uløst problem.

De kommende forhandlinger om finansloven kan også slå skår i Vestagers planer

Regeringen skal have Enhedslisten med på finansloven, ellers ender det med, at Thorning må gå af.

Enhedslistens hovedkrav drejer sig om dagpengene. Partiet vil have en ny forlængelse af dagpengeperioden til nytår, hvor den nuværende midlertidige forlængelse udløber. Samtidig vil man gøre det lettere at optjene ret til dagpenge.

SF er imødekommende over for disse krav. Partiet kan ikke holde til at gå imod. Samme holdning finder man hos nogle socialdemokrater.

De Radikale siger nej. Men i et eller andet omfang kommer de til at vige. For regeringen får ikke et finanslovsforlig uden nogen indrømmelser til Enhedslisten på dagpengene.

De Radikale har også måttet sluge, at reformerne af kontanthjælpen og SU udskydes til næste år. Thorning tør ikke tage det slagsmål nu.

Udlændingepolitik

I udlændingepolitikken har Vestager levet højt på, at emnet for en tid ikke har været så højt oppe på den politiske dagsorden. Derfor har Socialdemokraterne i det stille accepteret at give efter for de radikale krav.

Men nu vokser tilstrømningen kraftigt, og det giver udlændingepolitikken en mere central placering. Det vil formentlig skubbe til socialdemokraternes frygt for at virke for eftergivende. Også her kan Vestager få sværere tider.

Margrethe Vestagers indflydelse har toppet. Det tager for hårdt på de andre at følge hendes taktstok.