Klokken 11 ringede det på døren hos en 92-årig kvinde på hendes adresse på Grønnebakken i Sorø.
En kvinde trådte ind i den meget svagtseende 92-åriges entre og gav hende et kram.
Den 92-årige troede umiddelbart, at det var hendes barnebarn, og hun kunne fornemme at der kom endnu en person ind i huset.
De to personer gennemrodede den ældre kvindes hus og kom derfra med både smykker og kontanter.
Først senere gik det op for den 92-årige, at det ikke havde været hendes familie, der havde været i huset.
Næsten det samme skete for en 87-årig kvinde fra Fuglebjerg i torsdags klokken 12, hvor en ukendt kvinde blev lukket ind på den 87-åriges adresse på Ingridsvej under påskud af at være fra hjemmehjælpen. Det var hun ikke.
Hun forlod stedet med stjålne kontanter, og beskrives som ca. 30 år, 160 cm høj, spinkle, brun hudfarve, sort hår, talte dansk med accent.
Politiet opfordrer til at man taler med sine ældre venner og familiemedlemmer om at være opmærksom på, når fremmede henvender sig til dem i deres hjem. Ring til politiet på 114, hvis du har oplysninger om disse sager.