Tysk politi gennemførte ekstraordinær grænsekontrol forud for G20 topmødet i Hamborg i juli. Det har resulteret i en særdeles interessant rapport, der er kommet medierne i Funke Mediengruppe i hænde.
Kontrollen viste, at der stadig kommer mange migranter via Balkan og Østrig, som forsøger at komme ind i Tyskland.
Samtidig afslørede man mange overtrædelser af tysk opholdsret – typisk folk, der allerede havde søgt asyl i andre lande. Dertil kom mange forsøg på at rejse illegalt ind i landet.
Det mest interessante ved rapporten er dens konklusioner om værdien af grænsekontrol.
”Betragtelig sikkerhedsgevinst”
Politiet konstaterer, at den særlige grænsekontrol gav virkelig mange fangster.
Man taler om, at kontrollen ved den tyske grænse har en ”merværdi”. Videre hedder det, at der har været en ”betragtelig sikkerhedsgevinst” ved den nationale grænsekontrol.
Endelig slår man fast, at de mange anholdelser ”tydeliggør behovet for nationale efterforsknings- og kontrolforanstaltninger”.
Sagt med andre ord: National grænsekontrol virker. Politiet konstaterer en klar gevinst og et fortsat behov for en sådan kontrol.
Indenrigsministeren forhindrer offentliggørelse
Ifølge politikilder har indenrigsminister Thomas de Maizière beordret, at man ikke må offentliggøre rapporten.
Årsagen skulle være, at de Maizière ville undgå en debat om grænsekontrol op til det tyske valg i september.
Rapporten kunne ellers være gavnlig læsning for de politikere og organisationer i Danmark, der vil have afskaffet den nationale grænsekontrol.
Men de bør i det mindste læse medieomtalen og lære af den. Den Korte Avis giver dem hermed tilbuddet om at blive klogere.