I det franske landkøkken har man en rustik herreret, som på lokalsproget kaldes ”Coq au Vin” – eller oversat til dansk: Hane i vin. På vore breddegrader vil man nok, hvis man ikke lige kan få fat i en bornholmsk unghane, anvende en kornfed høne eller lørdagskylling i stedet for hanen, men ellers er der ikke stor forskel i smagen.
Samtidig er det så heldigt, at den vinsovs, som kræet skal svømme rundt i før serveringen med kartoffelmos eller kogte ris, både kan laves af rødvin, hvidvin og boblevin.
Fanatikere hævder, at rødvin fra Bourgogne er det eneste rigtige, men jeg vil tillade mig den påstand, at en Coq au Vin lavet på mousserende dråber – uanset om det er de helt dyre fra Champagne eller de økonomisk mere overkommelige fra et af de andre lande, hvor man sætter brus på vinen – er mere elegant og sofistikeret at se på, når den serveres i en stor dyb tallerken. Det gælder også, hvis der bruges hvidvin i retten, mens rødvin giver en noget mere anstrengt farve.
Men smag og behag er forskellig og står ikke til diskussion. Men det er altid en god ide at drikke samme vin, som indgår i den tilberedte ret.
Vin med bobler
Vignobles Henri Mandois, Champagne Brut Origine, Pierry, Epernay, Champagne, Frankrig – Normalpris 299,95 kr. – Tilbudspris 199,95 kr.
Huset Henri Mandois har siden 1735 været berømt for sin høje kvalitetschampagne, og den aktuelle Brut Origine skiller sig bestemt ikke ud, selvom der er en flot rabat i denne uge. Vinen er en blanding af Chardonnay (40%), Pinot Noir (30%) og Pinot Meurnier (30%) fra forskellige årgange – dette for at opnå modenhed og harmoni. Duften er præget af citrus og ananas, mens smagen er et rent bærorgie.
Importør: Theis Vine, Charlottenlund.
Bodegas Freixenet, Cava Cordon Negro Brut, Sant Sadurni d’Anoia, Penedes, Catalonien, Spanien – Kampagnepris 79,95 kr. hos udvalgte Meny- og Spar-butikker. Nærmeste forhandler oplyses på tlf. 86 41 96 00.
Huset Freixenet blev grundlagt i 1889 og er siden vokset til at blive verdens største producent og eksportør af mousserende vin lavet på samme måde som i Champagne i Frankrig. Mærket Freixenet er verdens mest solgte Cava. Cordon Negro er lavet af druesorterne Parellada, Macabeo og Xarello. Boblerne er små og intense, og smagen er præget af syrlig, frisk frugt.
Importør: Amka, Randers.
Hvidvin
Bodegas Garciarévalo, 2016 Casamaro, Rueda DO, Valladolid, Castilla y León, Spanien – Normalpris 99 kr. – Tilbudspris 65 kr. ved køb af 6 flasker.
Vinhuset ligger i et af Spaniens barske vinområder 150 km nord for hovedstaden Madrid og blev etableret i 1991 med et marktilliggende på 60 ha. Casamaro er lavet af druesorterne Verdejo (85%) og Viura (15%). Når man snuser til vinen i glasset, får man en duft af ananas og friskhøstet græs. Smagen er blød med en afbalanceret syre.
Importør: D’Wine, Aalborg.
Domaine Lalande, 2016 Grande Crevettes, Languedoc-Rousillon, Frankrig – Normalpris 99 kr. – Tilbudspris 69 kr. ved køb af 3 flasker.
Vinen er lavet af Sauvignon Blanc druer og er en fremragende match til skaldyr eller blot som aperitif eller et glas i utide – hvis sådant måtte forekomme. Vinstokkene vokser på marker omkring den historiske by Carcasonne. Her kan dagene være steghede og nætterne ret kølige, hvilket er noget, som giver vin ud over det normale.
Importør: Propperiet, Brædstrup.
Rødvin
Four Vines Winery, 2013 Maverick Zinfandel, Amador County, Sierra Foothills, Californien, USA – Normalpris 229,95 kr. – Tilbudspris 99,95 kr. ved køb af 6 flasker.
Den amerikanske nationaldrue, Zinfandel, er utrolig populær hos mange vindrikkere, og det skyldes ikke mindst den intense smag af solmodne rosiner. Denne udgave er næsten uigennemsigtig, og man føler, at frugt og krydderier står skulder ved skulder i bestræbelserne på at give ekstrem nydelse til glasholderen. En virkelig kraftig sag, der passer fint til en grillet bøf.
Importør: Megavin, Odder.
Château Lamothe-Cissac, 2014 Haut-Médoc AH-MC, Bordeaux, Frankrig – Normalpris 134,95 kr. – Tilbudspris 59,95 kr. ved køb af 12 flasker.
Hvis man som begyndende vinnyder smagsmæssigt hælder til den tørre side og ikke er bange for noget, der har noget syre i sig, så er svaret: Bordeaux-vin. I Aquitanien, som området blev døbt af de romerske kejsere, finder man Médoc, og her ligger kommunen Cissac, hvis vinbønder beflitter sig på at lave en vin, der kan måle sig med de bedste. Den aktuelle lever helt op til områdets ry.
Importør: Philipsonwine, Kokkedal.
Domaine Loïc et Noël Bulliat, 2015 Beaujolais Village AB-VC, Morgon, Bourgogne, Frankrig – Normalpris 125 kr. – Tilbudspris 115 ved køb af 6 flasker.
I vinområdet Beaujolais fremstiller man i gode årgange mere end hele det øvrige Bourgognes vinproduktion. Den aktuelle Village-vin er lavet på druen Gamay Noir, og det er den eneste blå drue, som med held kan dyrkes i regionen. Vinen er lys i farven og flaskeindholdet er lavet til munter sommermad. Det ene glas frister det næste.
Importør: Vinslottet, Greve.
Tenuta di Collasorba, 2015 Rosso Toscana IGT, Montalcino, Castelnuova dell’Abate – Normalpris 99,95 kr. – Tilbudspris 200 kr. for 3 flasker hos Meny.
Vinhuset, der ligger i det berømte Brunello-område i Toscana, ejes af Giovanna Giacci, som i dag har overladt driften til sine to døtre, Laura og Lucia. Vinen, der hovedsageligt er lavet på Sangiovese, men mildnet med Syrah og Merlot, har høj harmonisk kvalitet. Den passer fortrinligt til alt godt fra grillen.
Importør: GOBIvin, Vanløse.