Masseindvandring, terrorisme og international kriminalitet har gjort grænsekontrol til et meget varmt tema. Både i Danmark og andre EU-lande.
Der er en stigende erkendelse af, at man ikke kan magte disse enorme udfordringer, hvis grænserne mellem landene står pivåbne.
En stor undersøgelse viser, at et massivt flertal af EU-borgere ønsker national kontrol med indvandringen til deres lande. Det gælder både indvandringen af ikke-EU-borgere og indvandringen af EU-borgere.
Den Korte Avis omtalte denne undersøgelse mandag (Pew Research Centre).
Alarmerende kendsgerninger
En erfaren tysk politimand blander sig nu i debatten om grænsekontrol.
Hans ærinde er ikke at agitere for bestemte politiske holdninger. Derimod ønsker han at gøre opmærksom på nogle meget alarmerende kendsgerninger, når det gælder Tysklands grænser.
Specielt er han stærkt bekymret for forholdene ved Tysklands grænse mod vest langs landets folkerigeste delstat, Nordrhein-Westfalen.
Han taler om, at grænsen her er ”åben som en ladeport”. Det giver enorme muligheder for uønsket indvandring, terror og kriminalitet, konstaterer han.
Håbløst ringe kontrol
Hans navn er Arnd Krummen, og han er grænseekspert i det store tyske politiforbund, Gewerkschaft der Polizei (GdP).
Krummen siger, at der er håbløst ringe kontrol med, hvad der kommer over grænsen til Holland og Belgien. Og her hjælper det altså ikke, at man henviser til EU-principper om åbne grænser.
Folk, der ikke burde komme ind, har alt for store muligheder for at komme det alligevel. Det samme gælder folk, der flygter fra retsforfølgelse i Tyskland – som Berlin-terroristen Anis Amri, der rejste helt uhindret over denne grænse.
Den tyske regering har ellers søgt at give det indtryk, at man har fået nogenlunde styr på grænserne. Men det holder ikke, siger Krummen.
Med danske øjne kan man føje til, at ukontrolleret indvandring til Tyskland kan sende problemer videre til Danmark. Ved den danske grænse er kontrollen jo også meget begrænset.
Store resultater
Arnd Krummen gør opmærksom på, at al erfaring ellers viser, at stærkere grænsekontrol øjeblikkelig giver resultater. Både i forhold til indvandring og til grænseoverskridende kriminalitet.
Efter terrorangrebene i Paris i 2015 indførte man i en kort periode streng kontrol ved Nordrhein-Westfalens grænse. Det førte til, at antallet af indbrud i løbet af kort tid faldt med omkring 70 procent!
Da politiet i 2014 kontrollerede et stort antal personer i et par dage, konstaterede man, at omkring 45 procent af de kontrollerede i et eller andet omfang overtrådte loven.
Man fik fingre i tyvekoster, illegale indvandrere, smuglere, efterlyste højreekstremister og andet godt.
Logik for perlehøns
Man må vel kalde det logik for perlehøns, at stærkere grænsekontrol giver bonus. Men det er naturligvis interessant at høre en erfaren politimand bekræfte det.
Politikerne ved det jo sådan set godt. Hvorfor skulle de ellers indføre forstærket grænsekontrol, når der skal afholdes store møder med deltagelse af toppolitikere?
Alligevel bliver politikere i EU og Danmark ved med at foregøgle befolkningerne, at åbne grænser giver fuldt tilfredsstillende sikkerhed. Det passer simpelt hen ikke.
Dertil er kontrollen ved EU’s ydre grænser alt for ringe.
Verden er blevet meget mere urolig. Åbne grænser har ikke meget med denne virkelighed at gøre.
https://www.welt.de/regionales/nrw/article165607716/Deutsche-Grenze-offen-wie-ein-Scheunentor.html