Forståeligt nok taler danskere og andre vesteuropæere meget om islam og muslimer i denne tid.
Der er da også al mulig grund til at erkende, at islam generelt gennemgår en fase af radikalisering i disse år.
Går man f.eks. 50 år tilbage, så det på mange måder ud til, at muslimske kvinder i stigende grad ønskede at leve sekulært og altså uden, at religionen dikterede gøren og laden. Dén tendens er vendt til fordel for strengere fortolkninger af islam og sharia.
Klanstrukturer kommer til Europa
Dette indlæg skal dog ikke handle om islam, men om de klanstrukturer, som mange ikke-vestlige indvandrere – muslimer som ikke-muslimer – bringer med sig til Danmark og andre europæiske lande.
Det er min påstand, at debatten om islams betydning i høj grad skygger for erkendelsen af, at klansamfund og klanmentalitet er mindst lige så vigtig en forklaring på, at integrationen af hovedparten af de ikke-vestlige i europæiske samfund ikke er mulig.
Politishef advarer mod mafialignende slægt
I en artikel i Göteborgs-Posten den 28. marts fortæller svensk politi, at bydelen Angered ved Gøteborg reelt styres af en ”mafialignende slægt.”
Storfamilien, klanen, består af omkring 100 medlemmer, og de står bag organiseret kriminalitet og kan true beboerne i Angered til tavshed om deres kriminalitet.
Politiet er tydeligvis ret magtesløse, fordi klanen reelt har etableret et parallelsamfund med egen myndighed udenfor den svenske statsmagts kontrol.
Nu er det næppe nogen hemmelighed for denne avis’ læsere, at det står grelt til i Sverige som følge af en uhørt liberal udlændingepolitik.
Klanen fortrænger det fælles ‘vi’
Men historien er interessant, fordi den bedre end religionen islam fortæller, hvor det grundlæggende problem ligger: I den klanstruktur, som dominerer på bekostning af det bredere samfund, hvor der er et fælles ”vi”.
I Europa, og særligt i Nordeuropa, hersker i almindelighed en høj grad af samfundssind.
Der er en udstrakt tillidskultur, hvor vi som udgangspunkt stoler på, at ”de andre” ikke vil os det ondt, og at de på lige fod med os ønsker at bidrage til fællesskabet.
Vi antager derfor også, at mennesker fra andre kulturer har det nogenlunde lige sådan, og vi forstår ikke, hvorfor det i de fleste tilfælde ikke forholder sig sådan.
Det skyldes, at vi glemmer, at vores model med høj tillid er meget ualmindelig på det globale plan. I øvrigt skal vi ikke længere end til Sydeuropa, før tilliden til medborgerne og til staten er langt lavere end i de nordiske lande.
Mistillid hersker i ikke-vestlige lande
Og når vi udenfor Europa og den vestlige verden, vil vi finde, at mistilliden til fremmede og til myndighederne er særdeles udtalt. De eneste, man som udgangspunkt kan stole på, er ens blodsbeslægtede, ens klan.
Klanen leverer tryghed, både i form af basal sikkerhed og med hensyn til økonomi. Der vil være langt større tendens til at gifte sig internt, fordi tillid og solidaritet bedst bevares, hvis man holder det ikke-familieære på afstand.
Resultatet af denne tænkning er selvfølgelig dårligere samfund. Der er ikke noget fælles bedste udover storfamilien, og samarbejde mellem grupper trives derfor ikke. Tværtimod vil der ofte finde fejder sted mellem forskellige klaner, hvad enten det drejer sig om tab af ære eller i kampen om sparsomme ressourcer.
Forstår man, at dette er normen i f.eks. den arabiske og afrikanske verden og en lang række øvrige lande i Asien – det være sig Afghanistan, Sri Lanka eller Pakistan – forstår man, hvorfor det alene af denne grund er en meget dårlig idé at tillade masseindvandring til europæiske lande som Sverige og Danmark.
Klantænkningen er undervurderet, og islam er overvurderet, kan det lidt kækt lyde. Det skal ikke forstås sådan, at islam ikke undergår en ubehagelig radikalisering i disse år. Det gør brede dele af islam tydeligvis. Men forståelsen af klanens betydning må ikke glemmes.