Regeringen vil sætte soldater ind til at varetage grænsekontrol og andre bevogtningsopgaver.
Dansk Folkeparti bakkede straks op bag forslaget. Siden har Socialdemokratiet tilsluttet sig, så der står et bredt politisk flertal bag.
Det er da også et fornuftigt forslag.
Soldaterne skal være underlagt politiets kommando, og de skal ikke medbringe øget bevæbning ved grænsen.
Formålet med at inddrage forsvaret er slet og ret at aflaste politiet, så der kan sættes flere betjente ind i kampen mod de indvandrerbander, der i øjeblikket hærger.
Hvem styrer det danske samfund?
Behovet er til at få øje på.
Onsdag kom justitsminister Søren Pape Poulsen for skade at sige, at ”eskaleringen er på tilbagetog”, og at bandeproblemerne ”har toppet”. Men allerede dagen efter kom der tre nye skyderier.
Samlet har der nu været hele 23 skyderier på en måned. En række uskyldige mennesker er blevet ramt, og en tilfældig lejlighed er blevet beskudt.
Det er fuldkommen utålelige tilstande. Vi skal ikke have et samfund, hvor afstumpede voldsmænd reelt tager magten i nogle områder.
Skal det forhindres, kræver det en kraftig forstærkning af politiets indsats her og nu. Og fremover skal politistyrken udvides betragteligt. Der må aldrig være tvivl om, hvem der styrer det danske samfund.
De røde partier svigter endnu engang
I denne alvorlige situation minder de røde partier befolkningen om, hvor lidt man kan regne med dem, når vores samfund virkelig skal forsvares med styrke og handlekraft.
De har et kæmpestort ansvar for den ikke-vestlige indvandring til landet. Og nu gør de, hvad de kan for at forhindre, at politiet får forsvarets hjælp i kampen mod indvandrerbanderne.
Den radikale leder Morten Østergaard er på Twitter oppe i det helt skingre leje med en påstand om, at de borgerlige vil indføre ”undtagelsestilstand i gaderne”. Venstrefløjen bruger lignende retorik.
Der er overhovedet ikke tale om militære aktioner og da slet ikke om undtagelsestilstand. Der er tale om et snusfornuftigt bidrag til at lette presset på politiet, som kendes fra andre europæiske lande.
Mere vidtgående mål
Nogle af regeringens forslag er mest symbolske forsøg på at demonstrere handlekraft. Andre er nødvendige skridt.
Men selv hvis det lykkes at stoppe skyderierne her og nu, er der brug for at sætte sig mere vidtgående mål for kampen mod indvandrerbanderne.
Man skal ikke bare have stoppet skyderierne. Man skal rette dødbringende slag mod bandernes kriminelle aktiviteter i det hele taget: Narkohandel. Afpresning. Kontrol og terrorisering i forhold til lokale beboere.
Samtidig skal man skaffe sig stærkere magtmidler mod banderne. Blandt andet lettere adgang til udvisning af landet. Det er stort set det eneste, voldsmændene har respekt for.
Udlændingepolitik og bandebekæmpelse
Sidst, men ikke mindst skal man forhindre, at banderne kan vokse sig stadig større og stærkere gennem fortsat ikke-vestlig indvandring. Sverige er et dybt skræmmende eksempel på dette.
Der skal bremses effektivt op for den ikke-vestlige indvandring.
Politikerne må sige klart til befolkningen, at udlændingepolitik og bandebekæmpelse hænger tæt sammen. Og man skal handle derefter. Ikke om ti år. Men nu.