Hestetransport
En faktura på 70.000 kroner for transport af en DR-journalists kones hest over Atlanten kan vise sig at blive meget dyrere for DR.
I travløb har man noget, som kaldes for Handicap løb. For at højne konkurrencen giver man forlods de stærke heste en længere bane.
Når nu forhandlingerne om DRs kommende økonomi kommer i gang, kan det være, at det bliver et rigtigt Handicap løb for DR. Og et mere grimt et af slagsen.
Ikke alene et længere løb, men også op ad bakke hele vejen. Thi familien Langkildes krikke skal vel med retur på et tidspunkt?
Herefter skal et nyt forlig laves. Og her kan hesten blive dyr. Særdeles dyr for DR.
For borgerne bliver det et symbol på, at der er meget fedt på skelettet ude i DR-byen.
Det er et skud i egen fod, som ikke er set siden den konservative Charlotte Dyremose blev indgående interviewet om mange og nødvendige besparelse på pensionisterne, alt imens hun redte manken på sin milliondyre hest, som var en gave fra farmand.
Morten Dreyer Folketingskandidat for DF
DR’s brug af licenskroner
I omtalen af de 70.000 kr. til transport af ridehesten “Jazz” – tilhørende DR reporter i USA Johannes Langkildes hustru – fra Danmark til Wasington, er Ulrik Haagerup blevet spurgt om han synes det er rimeligt. Nej det er det nok ikke siger han og vi betaler ikke hjemrejsen. OK så er den sag ude af verden – mener han.
Nu kan det jo heller ikke være mange penge for Haagerup, der selv ifølge Ekstrabladet har en årsløn på 2,3 mio kr. og over de sidste tre år har fået betalt 571.841 kr. for egen transport til og fra DR med fly og taxa.
Med andre ord – man har i Danmarks Radio ikke noget specielt ydmygt forhold til brugen licensmidlerne.
Jørgen Bæk
Religion
De fleste medier tør, kan, vil ikke fortælle om de forhold, som muslimerne byder os. Det betyder jo så, at der ikke forekommer nogen dialog af betydning. Artiklerne i den korte avis vi ellers, at der nok at tage at på.
Men det kan jo kun blive en evig opremsning af til tider groteske situationer, som vi ikke kan gøre meget ved på grund af føromtalte tør, kan vil.
Jeg har nu udgivet en lille E-bog . Gud er jo kun troen på Gud, (Forlaget Saxo) hvor jeg analyserer al form for religion. Også de små ånder i junglen og vores egen lille overtro.
Det kunne nemlig være interessant at fortælle højt og bredt om årsagerne til minus-svinekød, burka, sexforskrækkelse osv. For der forklaringer på det hele.
John Lindblad Christensen
Integration er utopi
Naser Khader gør sit til, at medier og de øvrige politikere i folketinget ikke kan ignorere de alvorlige integrationsproblemer. Han kickstarter debatten igen og igen. Den indsats kan ikke overvurderes. Alligevel har jeg fundet ”hår i suppen”. Hr. Khader har her op til sidste weekend i uge 1 2017 været fremme med udtalelser om, at flygtninge og indvandrere (læs: muslimer), behandlers som børn og at den højeste ambition i ghettoen er førtidspension. Han siger også, at ”nogle af dem kom hertil med fremdrift og store ambitioner, men fik at vide, at ting ikke kunne lade sig gøre. Og så krævede man ikke mere af dem. Man parkerede dem på offentlig forsørgelse, og det er gået i arv til de næste generationer”.
Lyder det bekendt? Årsagen til problemet bliver projiceret væk fra muslimerne, og over på det danske samfund. Som muslim, så kommer Naser Khader på den måde også selv til at behandle sine trosfæller som børn, hvilket viser hvor indgroet det er. Det er nærmest en muslimsk automatreaktion – en refleks. Det skyldes, at hos muslimer så ligger kontrol locus altid udenfor personen selv – det er de andres skyld. ”Locus of control” og dermed ansvaret ligger aldrig indadtil hos dem selv. Det hænger sammen med de lænker de er lagt i – inshallah – om Allah vil. Det er ham der styrer, og ikke en selv. Naser Khader er mere fri end langt de fleste muslimer. Han tænker godt og klart, og allervigtigst, han tænker selv. Han har i meget høj grad løsrevet sig fra lænkerne, men selv han kan ind imellem godt hænge lidt fast i ”væggen”. Dermed kommer han til, at fungere som en libero – en forstopper for islam/muslimer. Det er uhensigtsmæssigt, for så medvirker han til, at problemets årsag ikke adresseres præcist, men tværtimod, så kommer han uoverlagt til at lægge røgslør ud. Det gør han eksempelvis ved at sige, at bare de ikke-vestlige kvinder tvinges ud på arbejdsmarkedet, så vil det smitte af på kvindernes børneopdragelse i pro-vestlig integrationsfremmende retning. Dette er desværre i meget ringe grad korrekt.
Hovedårsagen til den mislykkede integration ligger primært i islam, og ikke hos det danske samfund. En plads på samfundets ”hylde” – uddannelse og job – er ikke i sig selv ensbetydende med integration. Det kan i nogle tilfælde være et første skridt på vejen, men er det efterhånden ret sjældent. Det går dårligere og dårligere. Mange danske muslimer med høje uddannelser og gode jobs, er ofte i høj grad spærret inde i islamisk religiøsitet. Job og uddannelse alene, er i modsætning til hvad blandt andre Lars Løkke Rasmussen prøver at bilde os ind, ikke nøglen ud af mørket. Dette kan ikke stå alene. Det er bydende nødvendigt, at uddannelse og arbejde kombineres med en afprogrammering. Årsagen til den kolossale integrationsfiasko, er kun i meget begrænset omfang at finde i forkerte dispositioner i de danske kommuner. Her har der ikke manglet hverken gåpåmod eller fantasi jf. eksempelvis Odense Kommunes projekt ”Hakuna Matata” som Dvinge og Pittelkow beskrev i DKA den 2/9 2015. Det tegner et repræsentativt billede af, at det danske samfund, ved brug af enorme summer, har vendt hver eneste sten. Dertil er mange af de samme sten bevidstløst vendt igen og igen, for man ved simpelthen ikke hvad man skal stille op. Der er ikke flere pædagogiske værktøjer og bløde ideer tilbage, hvilket nødløsninger som at sende Mohammad og Muhammed på charterrejser afspejler. Håb, initiativ og gå på mod afløses i flere og flere kommuner så småt af rådvildhed. For uanset hvad man finder på, så hjælper det bare ikke nævneværdigt. Hvorfor mon det forholder sig sådan?
Forståelsen findes ved – forklaringen skal findes ved, at stille spørgsmålet: Hvad er det egentlig vi med integration beder muslimerne om?
Vi beder om accept af demokrati, hvilket konkret betyder, at det er os mennesker der bestemmer og ikke Allah. Vi beder om accept af, at det er os der laver reglerne, og at det er vore love der gælder og ikke Allahs. Vi beder om accept af, at der her kan tænkes og tales frit, hvilket blandt andet indebærer, at alt kan kritiseres – også islam. Vi beder om at muslimerne accepterer, at andre religioner er sidestillet med islam. Vi beder om, at manden afgiver sin magt, og lever ligestillet med kvinderne i dette samfund. Vi beder om, at muslimerne korrigerer deres menneskesyn, og ser os andre som deres lige. Vi beder om accept af, at religion er en privatsag, og at man udskiller tro væk fra politik og leveregler. I andre ord, så beder vi om accept af sekularitet. Det er ikke et urimeligt forlangende, men det er et urealistisk forlangende. Det er utopi. Ødelæggende utopi.
Det vi skal forstå er, at det er meget at bede om, for det er alt sammen strengt forbudt i islam. Det er blasfemi. Lader muslimen sig integrere ved at adoptere ovennævnte værdier, så er vedkommende ifølge islam at betragte som frafalden, og det er der dødsstraf for. Dette er hovedårsagen til, at integrationen er mislykket, og det tror jeg ærlig talt, Naser Khader inderst inde godt er klar over. Nu ikke mere spilfægteri. I 20 år har vi hørt på, at så vil dit og så vil dat hjælpe på integrationen. Det gør det bare ikke. Det har vi hørt nok af. Det er på tide, at tage fløjlshandskerne af, og italesætte problemets kerne ISLAM ærligt og åbent. Ikke mindst i Folketinget.
Korrekthedens fordømmende stigmatisering af islamkritik og sund skepsis – den fri tanke og det fri ord – ikke mindst fra mediernes lammende røde junta, har skadet befolkningens forståelse af, hvad islam er. Det har stoppet diskussionen, og hindret både indsigt og forståelse. For at give et billede af det, vil jeg lige kort nævne en god og relevant artikel fra Kristeligt Dagblad fredag den 6/1 2017, der handler om, om Det etiske Råd har manglende folkelighed? Grunden til at jeg fremhæver den, er for at vise, at selv her, på dette sted hvor den fri tanke er allervigtigst – et sted med højt intelligente og indsigtsfulde mennesker – er der sket skade.
Lektor i bioetik Mickey Gjerris, der netop er trådt ud af Det etiske Råd efter seks år, mener, det er på tide at overveje en anden sammensætning af rådet og siger: ”Vi tilhører jo alle det samme segment af højt uddannede, hvide mennesker. Måske er tiden kommet til, at der kommer eksempelvis indvandrere, folk med en ikke-kristen religion og nogle fra helt andre sociale lag……”.
Til det er der at bemærke, at i den udstrækning, folk med en ikke-kristen religion, betyder rettroende muslimer, så bekræftes man igen i, at der i samfundets allerøverste elitære sfære, hvor politisk ukorrekt tankegang er tabu, er alvorlige huller i ozonlaget/vidensgrundlaget. For er det ikke i et etisk råd altafgørende, at hjernerne her er selvstændigt tænkende? Og skal man her ikke kunne tage ansvar for både sig selv, andre mennesker og samfundet som helhed? Det er det modsatte af inshallah og et ydre kontrol locus. Det er det modsatte af, kun at stå til ansvar overfor Allah. En rettroende muslim har helt fast udstukne retningslinjer fra Allah/Koranen, og kan ikke – må ikke andet – end at følge dem loyalt. Derfor bliver jeg nødt til at spørge, hvilke etiske input er det, islam vil kunne berige rådet, og dermed os andre, med?
Altså: der er to ting, som jeg ser det, der er hovedårsag til den mislykkede integration. Dels er det islams natur – ”dens” rigiditet og intolerance – og dels så er det uvidenheden der hindrer, at der stilles den rigtige diagnose på årsagen til den mislykkede integration. Selv der hvor tankerne skal kunne flyde frit og synergistisk i Det Etiske Råd, er man ramt i hjertekuglen. Det er katastrofalt, for uden en korrekt diagnose, kan problemet ikke løses. (Helt den samme parallel kan drages til Universiteterne og Folketinget).
Som overskriften mere end antyder, mener jeg ikke islam kan integreres. Det er utopi. Enkelte muslimer kan godt, men islam kan ikke. Frihedselskere og rettroende muslimers livsgrundlag er så forskellig, at harmoni og fred kun kan opnås ved en lykkelig skilsmisse. De der ønsker at leve islamisk, skal gøre det i et islamisk samfundssystem. De der ønsker at leve som fri ligestillede mennesker er velkomne til at leve det her. Men der er et krav – en præmis som der ikke kan gås på kompromis med. I Danmark såvel som hele den vestlige verden, skal kun en ting være tvang, og det er paradoksalt nok accept af friheden.
Tørklædet er en indikator der kan fungere som målestok for, hvor grænsen går. Er familien så religiøs, at kvinderne hverken kan eller vil slippe tørklædet, så vil det være gavnligt både for dem og os, at de i en overgangsperiode med økonomi og anden støtte, hjælpes til at få fodfæste i et islamisk samfundssystem. Der kan man så leve båndlagt i religiøse rutiner, mens vi andre så kan leve i fred og frihed i den vestlige verden. Danmark bør være foregangsland som diktatur – verdens smukkeste frihedsdiktatur.
Alt er prøvet, og tiden er nu moden til at konkludere, at det utopiske multikulturelle projekt er mislykket. Islam og vestlige værdier er inkompatible. De er helt og aldeles inkommensurable. Frem for som zoombies vedblivende at bruge det ene tocifrede millionbeløb efter det andet på nytteløse integrationsprojekter, så er pengene givet meget bedre ud, hvis de kanaliseres over i repatrieringer i stedet. Så vil de mest uintegrerbare kunne hjælpe med at genopbygge deres egne samfund, der også vil matche deres ”værdier” og livsstil bedre. Nu må det være nu, at det er slut med den ødelæggende utopi. Det smadrer vore samfund, og gør alle ulykkelige.
Steffen Wernberg-Møller
