***** 5 stjerner ud af 6
Lone Scherfig (født 1959) har gjort det igen med THEIR FINEST HOUR: Skabt en film, der er fuld af varme, bittersød humor og livserfaringer med bud til unge og gamle af begge køn. Hermed lægger filmen sig i forlængelse af “An Education” (2009).
”An Education”
Helt kort fortæller ”An Education” om en ung, uerfaren, begavet, engelsk middelklasse-kostskolepige. En dag møder hun en lidt ældre mand, der fra sin lækre bil tilbyder at køre Jenny og hendes cello hjem i regnvejret.
Forholdet udvikler sig imellem de to, og Jenny bliver stillet over for valget, om hun skal droppe den regelbundne, forudsigelige, kedelige hverdag liv til fordel for et usikkert liv i overhalingsbanen. Det dilemma får Lone Scherfig det optimale ud af – godt hjulpet på vej af et veldrejet manus af Nick Hornby.
Lidt fakta om Lone Scherfig
Filminstruktøren er uddannet på Københavns Universitet og Den Danske Filmskole. Hun lagde ud med at skrive og instruere bl.a. en række prisvindende reklamefilm, tv-dramaet “Margrethes Elsker” (1987) samt radiospil, revytekster og noveller.
Scherfig debuterede med sin første spillefilm, komedien “Kajs fødselsdag”, i 1990 – og fik for alvor et gennembrud med “Italiensk for begyndere” (2000). Filmen blev en kommerciel succes, vandt bl.a. Sølvbjørnen og kritikerprisen FIPRESCI i Berlin og har været medvirkende til, at Scherfig begyndte at arbejde i udlandet.
Siden ”An Education” har Scherfig instrueret yderligere tre engelsksprogede film: “One Day” (2011) med Anne Hathaway og Jim Sturgess i hovedrollerne, “The Riot Club”, som foregår i overklassemiljøet på Oxford Universitet, og nu altså “Their Finest Hour”.
Handling
Tiden er 1940-41. Stedet London, hvor nazisterne bomber løs. Storbritannien er ved at tabe krigen, og noget må gøres for at højne moralen og styrke paratheden til at kæmpe for fædrelandet.
Svaret og våbnet fra regeringens side – ført an af krigsministeren (Jeremy Irons) – hedder spændende og dramatiske spillefilm. I biograferne kan englænderne mødes og få en lille pause fra krigens rædsler, alt imens de bliver indgydt håb om sejr og anspores til kampkraft og offervilje.
Gode manuskripter hænger imidlertid ikke på træerne, og det bliver den unge Catrin Coles (Gemma Arterton) store chance. Hun er blevet opdaget på grund af sine rammende reklametekster og kommer til at indgå i et team af filmfolk, der skal forsøge at lave den ønskede patriotiske film. Nok en bunden opgave lyder på, at filmen skal tilskynde og motivere USA til at gå ind i krigen.
Catrin arbejder tæt sammen med den unge forfatter Tom Buckley (Sam Claflin). I fællesskab når de frem til den historie, der skal danne grundlag for filmen – en historie hentet fra det virkelige liv: To tvillingesøstre er sejlet fra England til Dunkirk i en lille fiskerbåd for at redde sårede soldater hjem.
Catrin er i øvrigt gift med kunstmaleren Ellis (Jack Huston), der har det svært med, at hans kone har overtaget rollen som familieforsørger.
Catrin og Buckley klør på for at få stykket det helt rigtige manus sammen, der dels lever op til ministerie- og regeringskrav – herunder at der SKAL skrives en specifik amerikansk heltesoldat ind på rollelisten – dels anslår den fordrede patriotiske patos-streng.
Forvikling følger på forvikling, og hverken manuskriptforfattere, filmhold eller skuespillere får lov til at dø i synden. Vil det mod alle odds lykkes dem at få færdiggjort den film, der kan stemme englænderne til sejrsvilje og opofrelse?
En film om en film
Lone Scherfig har lavet en film om en films tilblivelse. En film om at være skuespiller og manuskriptforfatter. Og en film om, hvordan det er at være kvinde i en verden domineret af mænd – og hvordan kvinder fik plads til at gøre karriere under krigen, fordi så mange mænd var borte.
Vidunderligt støvsuget for feministiske paroler får Scherfig vittigt og elegant sit budskab over rampen: Talentmasse m/k skal ikke gå til spilde, men udnyttes efter bedste evne.
Til trods for de dystre temaer: Krig, bombning, ødelæggelse og dødsofre, er filmen genremæssigt mere en komedie end en tragedie. Alvor og vittig humor blandes i de rette doser til en velkomponeret cocktail, og mange scener sidder lige i skabet.
Lone Scherfig forklarer:
”Jeg bruger ofte humor som brækjern, når det handler om at finde ind til historiens seriøse kerne – og omvendt (…) Ødelæggelserne i London og den gru, man dagligt oplevede, er der ikke noget sjovt eller rart ved. Alligevel var der på den tid et sammenhold blandt folk, der var helt unikt. Folk fra den generation omtaler pudsigt nok ofte tiden som nogle af de bedste dage i deres liv, Englands ”Finest Hour”, fordi folk blev bragt sammen om et fælles mål. Den følelse var meget vigtig for mig at få igennem i filmen.”
Forsættet er lykkedes næsten til perfektion. (Et par enkelte scener holder dog ikke ganske vand). I øvrigt er filmen værd at se alene på grund af den sublime præstation, Bill Nighy yder som primadonnaen og frikadelleskuespilleren Ambrose Hilliard. Hans rolle er en birolle, men Hilliard stjæler lærredet hver gang, han toner frem.
Det sidste plus er, at Scherfig i min optik får lavet den logisk rigtige slutning. Mere skal ikke afsløres her…
Længde: 117 minutter
- Medvirkende: Gemma Arterton, Sam Claflin, Bill Nighy, Jack Lacy, Jack Huston, Jeremy Irons m.fl.
- Instruktør: Lone Scherfig
- Manus baseret på bogen ”Their Finest Hour and af Half”: Gaby Chiappe
- Censur: Tilladt for børn over 11 år
- Premieredato: torsdag d. 4. maj
