Masseindvandringen kan mærkes som forringelser af velfærden.
På hospitalet i Malmø har de i dag næsten ligeså stor erfaring med at behandle skudsår, som de har i Mellemøsten.
Carina hverdag fuld af frygt
En sen aften får Carina, der er sygeplejerske i Malmø, en melding om, at et skudoffer er på vej til akutmodtagelsen. Det har hun oplevet mange gange. Men alligevel får hun knuder i maven.
Carina som Vårdfokus har talt med vil ikke have sit rigtige navn frem.
Hun berette, til bladet, hvordan arbejdsforhold er blevet ødelagt af kriminelle og deres venner og familie, som sætter en skræk i personalet.
“Det er den aller værst af vores patientgrupper. Misbrugere kan også være aggressive og voldsomme, men de kan dysse ned. Men når det drejer sig om unge kriminelle, deres familie og venner, så ved man aldrig, hvad der sker. De er uberegnelige, respektløse og meget, meget truende. De kalder os “luder” og “forbandede fisse”. Men det er for intet at regne mod det, de ellers kan finde på at sige – jeg kan ikke få mig selv til at gengive det”, fortæller Carina.
Carina har arbejdet mere end ti år på sygehuset og behandlet et utal af skudofre. Og ofrene bliver yngre og yngre fortæller hun.
Hun og andre ansatte føler sig ofte truet, og der er store sprogproblemer, siger hun.
Carina fortæller, at patienterne ofte har en stor gruppe familiemedlemmer og venner med. Dem er hun også bange for. Pludselig tænker man om en fætter har en pistol, siger hun.
Når hun og de andre ansatte skal hjem, tør de ofte ikke gå alene men følges ad i en større gruppe ud til parkeringshuset.
Når et skudoffer er blevet indlagt, så sker det jævnligt, at hun og andre tager navneskiltet af.
Hun føler sig hele tiden truet. Personalet må tit være flere sammen i samme rum, når et skudoffer skal behandles. De skal helst være tre, så en af dem kan stå i døren og tilkalde en vagt, hvis der sker noget.
Som så ofte blive det ikke sagt helt direkte, men det er tydeligt, at det handler om konsekvenserne af den mangeårige og uhæmmede masseindvandring – import af dysfunktionelle kulturer og grupper som er gode til at stille krav til det svenske samfund, men som samtidig ingen respekt har for dette samfund”, skriver Avpixlat, der bringer et uddrag af interviewet.
Velfærdssamfundet smuldrer
Det er trist og alarmerende læsning. En helt central del af velfærden er på vej til at gå i opløsning.
Penge som kunne bruges på svage, dårligtstillede svenskere, nu bliver brugt på asociale og dybt kriminelle bandemedlemmer.
Sygeplejersker og andre skal leve med daglig frygt i et samfund som skulle betyde et trygt og godt liv.
Og der nu som en selvfølge om, at der er vagter på et svensk hospital.
Noget tilsvarende har man oplevet på danske hospitaler. Her har det også været vagter, for eksempler når hospitaler har oplevet voldelige optrin, når nogle af bandemedlemmerne er blevet ramt og skal indlægges.
Det er også svært at få praktiserende læger til indvandrerghettoerne.
Men den er også gal i andre dele af velfærden.
På et jobcenter på Nørrebro står der på et skilt, at man ikke må have skudsikker vest på, når man skal til samtale. Og det er ikke en dårlig vittighed.
Skiltet har været der i 5-6 år siger borgmester Anna Mee Allerslev.
Det blev sat op under en tidligere bandekonflikt, fortæller hun.
Ikke mærkeligt, at danskerne må betale milliarder til kontanthjælp, fordi ingen vil ansætte mennesker, som går med skudsikker vest – og de er nok også helst selv fri, de har travlt med mere lukrative forretninger. Og heller ikke underligt, hvis ingen har lyst til at arbejde et sted med sådanne klienter. Men det går jo så ud over dem, der har reelt brug for hjælp.
På samme måde med folkeskolen, hvor udgifterne groft sagt stiger, mens fagligheden falder.
Masseindvandringen får velfærdssamfundet til at smuldre.
https://www.vardfokus.se/webbnyheter/2017/augusti/man-vanjer-sig-aldrig/
http://avpixlat.info/2017/08/04/vittnesmal-fran-varden-om-massinvandringens-effekter/#more-207639