Jeg spurgte for nylig en sosuassistent på et plejehjem, om det var et godt sted at være, men nej – forholdene var blevet forringet. Der var afskediget en medarbejder og i stedet ansat en leder mere!
Ud med hygge, ind med neutralitet
En plejehjemsejer af et privat plejehjem nær Ribe ønskede at holde julen neutral – hvordan det så end kan lade sig gøre. Selv i filmen Nøddebo Præstegård er der julenisser i præstens stue, men han var også mere medmenneskelig end plejehjemsejeren, der er medlem af Jehovas vidner.
Danmark er kendt for sin hygge – i den grad, at vi eksporterer ideen til udlandet, hvor den stadig går under navnet ’hygge’! Mens vi nogle steder afskaffer hyggen i Danmark, breder den sig i udlandet, for hygge er ikke det værste man har, og om lidt er kaffen klar (efter Benny Andersen).
Hygge burde være indkodet i den danske velfærd
Statsminister Lars Løkke Rasmussen refererede i sin nytårstale til hyggen med TV serien Matador, og de fleste danskere forstår, når han taler om generationen, der gik forud. Vi skal videreføre de bedste ting fra tiden – med tryg velfærd, frihed og ligestilling mellem mænd og kvinder.
På danske hospitaler er der mangel på personale til omsorg og pleje
I stedet for Matador vil jeg henvise til den engelske Tv-serie Landsbyhospitalet på DR1 om det mindre engelske hospital, der har pleje og omsorg i højsædet og altid tilbyder bekymrede pårørende ’a cup of tea’ (en kop te). Dansk sygehuspersonale burde lade sig inspirere.
På sygehuset fik min bror først beskeden: Vi kan ikke gøre mere for dig
Det kniber ofte med at finde en diagnose, selvom der skulle være supercomputere, der kan stille diagnosen, hvis oplysninger om patientens tilstand er blevet korrekt indført. Der gik et år, før min bror fik en diagnose på sin sygdom – og kun efter at hans hans kone insisterede på en MR scanning! Han venter nu på evt. behandling og er i mellemtiden kommet på et plejecenter.
Det er dyrt at få sin syge ægtefælle på plejehjem – eller plejecenter, som det nu hedder
Det er svært at blive gammel og afhængig af andre. Det koster over 10.000 kr. mdl. (+ 30.000 kr. i indskud) at have sin ægtefælle på plejecenter, så mange er nødt til at sælge hus eller lejlighed.
Der er for få hænder i plejesektoren – det giver ikke tryg velfærd
Første døgn på plejecentret lå min svækkede bror og frøs i længere tid kun iført undertrøje og ble – og uden varme på radiatoren. Han havde sparket dynen af og var ikke i stand til at trykke på alarmknappen. Der mangler hænder til at passe de svage, som opbyggede vort velfærdssamfund. Det kan vi simpelthen ikke være bekendt.
De mange danskere og indvandrere på kontanthjælp kunne arbejde nogle timer i plejesektoren. Mange indvandrere kommer fra en kultur, hvor der endnu er respekt og omsorg for de gamle. Man behøver ikke at kunne det danske sprog perfekt for at hjælpe demente og yde omsorg. Der er på nogle plejecentre ikke tid til tilstrækkelig pleje og omsorg, så de burde omdøbes til opbevaringssted for gamle. Hygge og omsorg er væk, og min bror smiler ikke længere, som han tidligere gjorde!