De statslige tyske jernbaner, Deutsche Bahn (DB), har fået fremstillet en reklamevideo, hvor budskabet er: ”Mere tolerance-tid” eller ”Mere tid til tolerance”.
Videoen kan ses længere nede.
Sympatisk muslimsk kvinde møder dum tysker
En ung mand og en ung kvinde sidder skråt over for hinanden i toget. Kvinden bærer islamisk tørklæde (hijab), manden skal forestille at være tysker. Hun sidder med en bog, han med en computer.
Man får så et indblik i den unge mands tanker. Og det er meningen, at vi skal opleve ham som fuld af fordomme over for sådan en muslimsk kvinde.
I tankerne siger han til sig selv: ”Hvem mon har tvunget hende til at bære tørklæde? Familien? Manden? Og hvad er det nu, hun læser? Koranen sandsynligvis. Hvad ellers?”
Så kigger han ned i sin computer og prøver at koncentrere sig om medicinske spørgsmål, som åbenbart er hans fag. Han mumler for sig selv: ”Hvor sidder nu denne nucleus preopticus?”
Den unge kvinde ser smilende op fra sin bog og giver ham svaret: ”På hypothalamus.” Hendes bog er en anatomibog.
Dér sidder den unge mand med alle sine pinlige fordomme, ikke sandt? Og så viser det sig, at hun fagligt er dygtigere end ham.
Nu toner en tekst frem, der skærer det hele ud i pap: ”Tid til mere tolerance”. Derefter ser man de to sidde ved siden af hinanden fordybet i faglig diskussion.
Islamisk kvindesyn
Det har en indlysende fordel at forklæde det politisk korrekte budskab som en reklame. Så behøver man nemlig ikke at argumentere for det.
Man kan bare fremstille det som en fordom, at kvinden ikke selv har valgt tørklædet ud fra et helt personligt og frit valg. Så slipper man for at forklare, at det er muslimske kvinder, der bærer tørklædet.
De gør det, fordi de er opdraget til at følge islamiske forskrifter, der bygger på de hellige tekster. De er repræsentanter for et islamisk kvindesyn – og ikke bare for et eller andet helt tilfældigt personligt valg.
På samme måde er det en del af at islamisk kvindesyn, at den unge kvinde aldrig vil kunne gifte sig med den unge mand. For en muslimsk kvinde må ikke gifte sig med en vantro mand. Men hov! Denne afgørende pointe forsvandt i den politisk korrekte propaganda.
Videoen har også andre meget påfaldende ”huller”. Der er overhovedet ingen kritisk fremstilling af de nedvurderende holdninger, som muslimer har til de ”vantro”. Den pointe smuttede sjovt nok også lige.
Politisk korrekt propaganda
I en stor europæisk meningsmåling gennemført af det britiske Royal Institute for International Affairs går 53 procent af tyskerne ind for et stop for muslimsk indvandring. Under 30 procent er imod et sådant stop.
Hvis denne video virkelig var en reklame, ville Deutsche Bahn skyde sig selv gevaldigt i foden. For en meget stor del af kunderne ville reagere negativt på den selvforagt og skyldfølelse, som den søger at påtvinge tyskerne – kombineret med den kvalme idealisering af et islamisk kvindesyn.
Men dette er reelt ikke reklame. Det er politisk propaganda.
Formentlig har der siddet nogle ’kreative kræfter’ fra de politisk korrekte snakkende klasser i et reklamebureau eller i Deutsche Bahn. De har fundet ud af, at det ville være godt med den slags opdragelse af det dumme folk.
Dette projekt har Statsbanerne så hældt offentlige midler i.
Et forslag: Næste gang kunne man lave en video om de ekstreme fordomme, som de politisk korrekte snakkende klasser har over for deres egne landsmænd …