En 67-årig mand fra Skælskør-egnen i tirsdags klokken 13.40 udsat for et ualmindeligt groft og udspekuleret tricktyveri, der vel bedst kan betegnes som årets hidtil frækkeste.
Den 67-årige mand mødtes på en restaurant på Engboulevarden i Nykøbing med en norsktalende mand med henblik på et salg af en veteranbil, skriver Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi i sin døgnrapport.
Prisen på veteranbilen havde de to aftalt på forhånd. Manden, der ville købe bilen, havde et stort beløb i euro med i en lukket kuvert, og så skulle den 67-årige give ham 20.000 kroner tilbage kontant, så prisen passede.
Tæl hellere pengene på toilettet
De 20.000 kroner fik manden med det samme, medens den 67-årige blev bedt af manden om at tælle pengene i kuverten på toilettet. Den såkaldte køber argumenterede med, at der ikke var nogen grund til, at folk så, at han havde så mange penge på sig.
Den købte den 67-årige, men da han kom på toilettet og åbnede kuverten, indeholdt den kun avispapir.
Da han kom tilbage, var både manden og de 20.000 kroner forsvundet.
Manden, der stak af med de 20.000 kroner, beskrives således:
En 40-45-årig mand med sydlandsk udseende, mørk i huden, norsktalende. Han var 170-175 centimeter høj, almindeligt bygget og med kort sort hår.
Han var velsoigneret og bar et mørkt jakkesæt og en lyserød skjorte med rødt slips.
Har du set, eller ser du manden, vil Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi sætte stor pris på at blive kontaktet på 114.
Moralen på historien må være den, at man ikke blot skal passe på brugtvognsforhandlere, men i lige så høj grad være forsigtig med brugtvognskøbere.