Vin er et interessant objekt, og hvert år ved denne tid og med henblik på julehandelen udgiver diverse danske forlag indtil flere bøger herom, selvom man skulle tro, at nu var emnet så gennemtygget, som det kan blive.
Men der er stadig nye vinkler at behandle, og der kommer hele tiden nye begyndere ud i vinnydelsens kunst til. Politikens Forlag udgiver således ”Forstå din vin”, hvis pris er 250 kr. for 248 sider. Den er skrevet af det engelske makkerpar Madeline Puckette og Justin Hammack fra den prisbelønnede vin-blog Wine Folly. Den giver svar på de fleste spørgsmål, som nybegynderen måtte have. Der er således anvisning på, hvordan vinen skal behandles, hvordan en vinetiket på en flaske skal forstås, og hvordan man navigerer rundt i restauranternes vinkort.
Vinbibel
Som en fast bestanddel af efterårets vinlekture udsender Politikens Forlag for 40. gang den engelske vinekspert Hugh Johnsons lille lomme-vinbibel, ”Vin 2017”. For 150 kr. fås 320 sider med information om og vurdering af mere end 6000 vine og deres producenter, ligesom forfatteren giver et opdateret billede af vinens nuværende verden.
Nedenfor bringes ugens gode tilbud fra Den Korte Avis’ leverandørpanel. Her er alt, hvad hjertet begærer, når and eller gås skal have noget at svømme i, når vi fejrer Mortens Aften.
Rødvin
Cantine Tre Pini, 2013 Riserva Primitivo Gioia del Colle DOC, Bari, Apulien – Kampagnetilbud 249,05 kr. ved køb af 6 flasker.
Med sin alkoholprocent på 17 er denne kraftbombe af en Primitivodruevin fuldstændig politisk ukorrekt, men den smager fantastisk godt, fordi den er lavet med omhu og stor kærlighed og ikke mindst med stor respekt for de økologiske omgivelser, hvor den er høstet.
Importør: Vin Med Mere, Føvling.
Château Simard, 2000 Saint-Emilion AS-EC, Gironde, Frankrig – Normalpris 249,95 kr. – Tilbudspris 149,95 kr. ved køb af 6 flasker.
Bag denne modne vin, der er fremstillet på 80 % Merlot og 20 % Cabernet Franc druer, står Vignobles Vauthiers-Mazière-familien, som også er medejer af det berømte Château Ausone. Stilen er klassisk og elegant og præget af, at kældermesteren Alain Vauthier vinificerer på ”gammeldags” maner. Gæringen foregår således i betonkar, mens modningen sker i egetræ af fineste karat.
Importør: Theis Vine, Charlottenlund.
Vignerons Tautavel Vingrau, 2013 Silex, Côtes du Roussillon Village Tautavel AOP, Tautavel, Frankrig – Normalpris 229,95 – Tilbudspris 149,95 kr. ved køb af 6 flasker.
Vinen er et sammenstik af druer fra gamle vinstokke af typen Syrah, Grenache Noir og Carignan, som vokser i omgivelser, hvor der for 450.000 år siden levede nogle af jordens første mennesker. Der er den saft og kraft, som skal til for både at matche fed sovs og syrlige svedsker og rødkål på én og samme tid.
Importør: Vinmonopolet, Silkeborg.
Bodegas Asenjo & Manso, 2011 Silvanus, Ribera del Duero DO, La Horra, Spanien – Normalpris 199 kr. – Tilbudspris 125 kr. ved køb af 6 flasker.
Silvanus er en fuldblods Tempranillo-vin fra 30-80 år gamle vinstokke. Mosten lagrer på 80 pct. franske og 20 pct. amerikanske egetræsfade. For at styrke druerne beskæres stokkene løbende fra april og frem til høsten. Det giver en ren blockbuster til glæde for alt fjerkræ.
Importør: D’Wine, Aalborg.
Azienda Vinicola Fratelli Fabiano, 2014 Valpolicella Ripasso DOC, Classico Superiore, Verona, Italien – Normalpris 169,75 kr. – Tilbudspris 119,75 kr.
En saftig og velafbalanceret vin, der er fremstillet på druesorterne Corvina (65%), Rondinello (20%) Molinara (5%), Negrara (5%) og Croatina (5%), og som kan betegnes som en Mini-Amarone.
Er denne vin for kraftig kunne et alternativ være en 2011 Château Tour Calon fra Montagne-Saint-Emilion, hvis normalpris er 139,75 kr., men som tilbydes for 99,75 kr.
Importør: Skjold-Burne, Brøndby.
Azienda Agricola ”Le Ragose”, 2012 Valpolicella Ripasso DOCG, Classico Superiore, Negrar, Italien – Normalpris 149,95 kr. – Tilbudspris 275 kr. for 3 flasker hos Meny.
Ripasso-vine får man ved at lade ny vin lagre på fade sammen med rester af skaller og frugtkød fra Amarone-fremstilling. Voksestedet ligger i Veneto øst for Gardasøen, og den aktuelle vin er lækker ikke blot til and og gås, men også til en gammeldags flæskesteg med svær.
Importør: GobiVin, Brøndby.
Bodegas Vizcarra, 2014 Venta las Vacas, Ribera del Duero DO, Mambrilla de Castrejón, Burgos, Spanien – Normalpris 165 kr. – Tilbudspris 150 kr. ved køb af 6 flasker.
”Sælg køerne” er den besynderlige titel på denne fantastiske Tempranillo-vin fra en af Spaniens mest spændende vinpersonligheder, Joachim Vila. Sammen med vinmageren Juan Carlos Vizcarra startede han i 2009 et projekt, hvis formål er at lave elegante vine af druer fra unge vinstokke som modstykke til de meget pompøse vine, der ellers præger Ribera-vindistriktet.
Importør: Vinova, Horsens.
Azienda Agricola Conterno Diego, 2014 Baluma, Nebbiolo d’Alba, Monforte d’Alba, Piemonte, Italien – Normalpris 135 kr. – Tilbudspris 100 kr. Ved køb af 6 flasker.
Vinhuset, der ligger i Langhe-området i Piemonte, har kun 13 år på bagen, men råder over 35 års ekspertise hos ejeren Conterno Diego. På enkeltmarken Baluma tryller han fremragende vin ud af druerne, og den totale årlige produktion på 40.000 flasker fra i alt 6 hektarer jord giver nok til dagen og vejens økonomiske behov. Her er tale om spotpris.
Importør: Vinslottet, Greve.
Azienda Agricola Rivetti Massimo, 2014 Froi, Barbera d’Alba Superiore DOC, Neive, Piemonte, Italien – Normalpris 119,95 kr. – Tilbudspris 89,95 kr. ved køb af 6 flasker.
Barbera er en af de toneangivende druesorter i Piemonte, let og indbydende, og dens indyndende duft og smag får nemt det ene glas til at tage det næste. Froi, der er navnet på en enkeltmark, er i den henseende meget forførende. En vin som skaber glæde – både med og uden mad.
Importør: Jysk Vin – det gode glas, Randers.