På videoen her ser man politiet jagte en ung mand, der formodes at være narkohandler. Det ser ud til at knibe for betjentene at indhente fyren. Men så får de hjælp fra en uventet kant.
En mand kommer slentrende forbi med sin kæreste. Da han ser, hvad der foregår, stikker han ganske koldblodigt sit ben ud foran den flygtende, så denne tumler omkuld. Nu kan betjentene slå en klo i narkohandleren, der bliver bragt på stationen til nærmere undersøgelse og afhøring.
Episoden udspillede sig i det sydvestlige London. Det lokale politi lagde overvågningsbillederne af tilfangetagelsen ud på Twitter og skrev: ”En narkohandler arresteret efter lidt hjælp fra en helt, der er almindelig borger”.
”Lidt hjælp”? Uden mandens indsats havde politiet slet ikke gjort denne fangst. På videoen kan man lige se, at manden slentrer helt afslappet videre bagefter. Som om det var den naturligste ting af verden.