Hvad vil det sige at være dansk?
Dette spørgsmål har vakt ophedet debat her på det seneste. Og det er godt. Det er en væsentlig debat, som jeg hilser velkommen. Det er en vigtig debat, fordi debatten kan bidrage til at vi bliver bedre til at værne om de værdier der er vigtige for os som danskere.
Jeg siger ikke, at man bare kan sætte danskhed på en enkel formel, hvilket en del liberale og folk på venstrefløjen har gjort i forbindelse med denne debat. De mener, at man automatisk er dansk, hvis man har et dansk pas. Det er jeg meget uenig i.
For mig handler det at være dansk soleklart om meget mere end blot en juridisk diskussion. Man skal være dansk i hjertet. Man skal føle sig dansk og være loyal over for Danmark.
Man skal tage dansk sprog og kultur til sig og deltage i det danske samfund og vore højtider. Det handler om mere end jura. Det er ikke nok, at man har et rødbedefarvet dansk pas.
Ja sågar selveste Hendes Majestæt Dronningen, som jeg ellers forsøger at gøre en dyd ud af ikke at bringe ind i diskussioner, har slået det åbenlyse fast. Nemlig at man ikke automatisk bliver dansk af at være født i Danmark.
For Dansk Folkeparti er det en forudsætning for at være dansk, at man tager danskheden til sig. At målet – med tiden – er assimilation i det danske samfund snarere end integration. Man skal ville være dansk og have det mål, at ens børn skal blive danske.
Ikke alle kan og skal være danske. Der er grænser. Der er en ramme, man skal holde sig inden for. Der er helt åbenlyst mange, som er født her i landet, som slet ikke er danske.
Nogle taler ikke sproget, nogle vælger at få deres daglige nyheder fra udenlandske TV-kanaler, og omgås ikke danskere. Nogle følger godt nok med i danske medier, men de lever som om de var et andet sted, og det er de også åndeligt. Jeg mener ikke, at man hører hjemme her i landet, hvis man ikke ønsker at blive en del af samfundet og bidrage til det som en god og loyal borger.
Det er et valg at bo i Danmark.
Hvis man kommer til Danmark, så skal man indrette sig efter danske normer. Det er ikke Danmark og danskerne, der skal tilpasse sig, men omvendt.
Det er blandt andet også derfor, jeg er stærk modstander af krav om religiøst betingede særhensyn i skoler og svømmehaller. Hvis man giver efter for disse krav, så ændrer vi også ligeså langsomt vores egen struktur og vores egne værdier.
I Danmark er kvinder og mænd lige meget værd og her i landet pakker vi ikke kvinder væk. Tværtimod er vi et samfund, der er præget af gensidig respekt mellem kønnene. Problemet er, at når man tillader sådan noget, så kan det være skruen uden ende. Pludselig kan vi risikere, at man også vil kønsopdele til foredrag og på skoler. Adskillelse af drenge og piger finder sted i Shariasamfund. Ikke i Danmark, hvor vi anser piger og drenge som ligeværdige.
Det er et tegn på et forkvaklet kvindesyn og sådan noget skal vi ikke acceptere i Danmark.
Hvis man vil leve i et samfund indrettet efter eksempelvis islamiske normer, så må man finde et andet sted at slå sig ned. Det skal vi gøre op med. Derfor er debatten om danskhed sammen med nye stramninger af asyl- og udlændingepolitikken vigtig, og står det til Dansk Folkeparti, så skal der gøres endnu mere på disse områder. Vi har fået mere styr på asyltilstrømningen, men der er brug for flere ændringer af asylpolitikken. Det er nogle af ting, vi sidder og forhandler i disse dage med regeringen og andre partier.
Martin Henriksen (DF), MF og formand for Folketingets Udlændinge-, Integrations-, og Boligudvalg