Ja-siden ved den britiske folkeafstemning synes at have medvind i valgkampens slutspurt. En væsentlig årsag er formentlig mordet på parlamentsmedlem Jo Cox og ja-sidens brug af det som skyts mod nej-siden.
Men afstanden mellem ja og nej i de fleste meningsmålinger er stadig så lille, at resultatet er åbent.
Senest har professor John Curtice lavet en større undersøgelse, der giver ja-siden (Remain) 53 procent af stemmerne, mens nej-siden (Leave) får 47 procent.
Curtice er lidt interessant. Ved det britiske parlamentsvalg sidste år gik meningsmålingerne generelt helt galt i byen. Curtice var den eneste, der forudsagde, at De Konservative ville få absolut flertal.
Han understreger selv, at hans resultat ligger inden for den statistiske usikkerhed:
”Det er vigtigt at huske, at resultatet tegner så tæt, at enhver føring skal behandles med forsigtighed.” (Daily Mail)
EU’s dybe folkelige krise
Den britiske folkeafstemning kommer i en skæbnestund for EU.
I store dele af Europa er den folkelige utilfredshed med EU stærk. Kravet om at få folkeafstemninger om medlemskabet rejser sig i en række andre lande. En betydelig del af vælgerne vil faktisk ud. Generelt får EU en meget kritisk bedømmelse.
Uanset, om den britiske afstemning ender med ja eller nej, vil denne folkelige krise for EU fortsætte. Men udfaldet af den britiske afstemning vil få stor indflydelse på, hvordan krisen vil udvikle sig. Groft sagt:
Hvis det bliver et britisk ja, vil krisen i EU blive mindre dramatisk. Til gengæld er der stor risiko for, at den bliver en permanent tilstand.
Hvis det bliver et nej, kan det skabe kraftig turbulens i første omgang. Til gengæld vil der være et større pres for at gøre noget ved årsagerne til krisen.
Tre årsager til utilfredsheden med EU
Den voksende folkelige utilfredshed med EU har især tre årsager:
Den første er EU’s svage og rådvilde håndtering af migrantstrømmen.
Vælgerne har med rette oplevet den massive tilstrømning som en kolossal trussel mod deres samfund. Og de ser et EU, der slet, slet ikke har formået at gøre det nødvendige. I stedet har en række medlemslande på egen hånd gjort en stor forskel ved at lukke Balkan-ruten.
Den anden årsag er, at EU i befolkningernes øjne har blandet sig alt for meget i landenes forhold, fordi man har gjort arbejdskraftens fri bevægelighed til stift dogme.
På den konto har for eksempel Storbritannien fået en voldsom østeuropæisk indvandring. Samtidig har EU blandet sig langt mere i landenes velfærdsydelser, end befolkningerne ønsker.
Den tredje årsag til utilfredsheden er, at EU-Kommissionen, EU-Parlamentet og EU-Domstolen er blevet tildelt en magt, som der slet ikke er folkelig opbakning til. Kravet om at give magt tilbage til nationalstaterne er generelt meget stærkt.
Hvis det bliver et ja …
Hvis den britiske folkeafstemning ender med et ja, vil situationen i EU umiddelbart være forholdsvis rolig. Man vil fortsætte, hvor man slap, med nogle særregler for Storbritannien.
Det rummer til gengæld en meget stor fare for, at man ikke føler sig presset til at ændre på de fundamentale forhold, der skaber den stærke folkelige utilfredshed.
Problemerne vil fortsætte med at hobe sig op, og alvorlige begivenheder kan udløse regulære eksplosioner af protest. Det kunne for eksempel være, at migrantstrømmen igen tager fart.
Hvis det bliver et nej …
Hvis den britiske folkeafstemning ender med et nej, kan det udløse økonomisk og politisk turbulens – ikke bare i Storbritannien, men i EU som helhed.
Andre landes befolkninger kan blive inspireret af briternes nej til at kræve en langt mere gennemgribende ændringer for at rette op på EU’s enorme afstand til befolkningerne. Således, at landene får større magt og større kontrol over egne grænser.
Nogle af rystelserne i økonomien vil være kortsigtede, men de kan blive ganske mærkbare. Andre rystelser, især de politiske, kan udvikle sig til at blive til en stadig større krise, fordi befolkningerne ikke vil være med længere.
Men problemerne vil komme så meget ud i det åbne, at de ikke kan fejes ind under gulvtæppet. EU vil blive hårdt presset for at gennemføre de meget vidtgående ændringer i samarbejdet, som er nødvendige.
To ting ligger fast
Et britisk ja vil give en umiddelbart mere rolig og stabil situation. Til gengæld er der alvorlig risiko for, at man ikke ser problemernes omfang i øjnene og handler for sent og for svagt til at løse dem. Det kan sende EU ud i en permanent krise.
Et britisk nej vil umiddelbart give større uro. Til gengæld bliver det sværere for de politiske ledere at fortrænge problemerne og fornægte befolkningernes protester. Trykket for at handle bliver stort.
To ting ligger fast:
Der er brug for et EU-samarbejde. Men dette samarbejde må give væsentlig mere plads til national selvbestemmelse og dermed også væsentlig mere indflydelse til befolkningerne.
Uanset udfaldet i Storbritannien skal der arbejdes for denne målsætning. Men vilkårene bliver forskellige ved et ja og et nej.