I går mandag kom en bemærkelsesværdig analyse fra tænketanken Kraka frem i offentligheden. Jyllands-Posten bragte historien.
Tænketanken har set på den særlig lave starthjælp for flygtninge, som blev indført under den tidligere borgerlige VK-regering. Ved at give flygtningene denne lavere ydelse i stedet for kontanthjælp ville man tilskynde dem til at finde et arbejde.
Denne analyse er meget relevant, fordi det nye borgerlige flertal har vedtaget en såkaldt integrationsydelse, der i høj grad minder om starthjælpen – integrationsydelsen ligger også klart under kontanthjælpen.
Fik flere flygtninge til at tage et arbejde
Kraka påpeger, at den ny integrationsydelse rent faktisk giver flygtninge et meget stærkt incitament til at finde et arbejde.
Hvis en enlig flygtning uden børn finder et job til HK’s mindsteløn vil det give vedkommende en netto-fortjeneste på hele 6.700 kr. om måneden i forhold til at være på integrationsydelse.
Samtidig slår Kraka fast, at den tidligere starthjælp fik flere flygtninge til at tage et arbejde frem for at være på offentlig forsørgelse. Man kan derfor gå ud fra, at det samme vil gælde for den ny integrationsydelse. Ledende økonom i Kraka, Nicolai Kaarsen, siger:
”Det er tydeligt at se, at personer på starthjælpen kompenserede for den lave ydelse ved at tage et job. Så konklusionen er, at en lavere ydelse øger incitamentet til at tage et arbejde.” (Jyllands-Posten)
Med andre ord: Starthjælpen har fungeret helt efter den hensigt, de borgerlige partier havde med den: Flere flygtninge kom til at forsørge sig selv. Det samme vil gælde for integrationsydelsen.
De røde partier har ellers hævdet, at den lavere ydelse til flygtninge stort set kun har haft den virkning at gøre dem fattigere. Det passer altså ikke.
Intet på TV
Dette emne har været et af de store stridspunkter i dansk politik, hvilket er naturligt. Det er jo et afgørende spørgsmål, hvordan man bringer flygtninge i arbejde, så de kan forsørge sig selv i stedet for at blive forsørget af danskerne.
Men til trods for, at emnet er så stort og så omdiskuteret, fandt ingen af TV-stationerne i går anledning til at orientere om Krakas opsigtsvækkende analyse.
Selv TV2 News, der i denne sommertid leder med lys og lygte efter selv de mindste historier, som de kan fylde sendefladen ud med, havde ikke fundet plads til denne nyhed i sværvægtsklassen.
Dermed fik seerne heller ikke en anden interessant oplysning fra Krakas analyse: Det viser sig, at børn i familier på starthjælp har klaret sig lige så godt i skolen som børn i familier på den højere kontanthjælp.
De røde har ellers hævdet, at den lavere ydelse ville skade børnenes muligheder i tilværelsen, herunder i skolen.
Et politisk valg
Nyheden om, hvordan starthjælpen har fungeret, er så oplagt interessant, at der umuligt kan ligge en journalistisk vurdering bag TV-stationernes fortielse af den.
Der er snarere tale om et politisk valg fra Journalistisk Venstrepartis side:
Man bringer helst ikke en nyhed, der klart giver de blå partier ret over for de røde partier i en af de store politiske debatter.
Så hellere bringe alle mulige ligegyldigheder i stedet.